Efter Jørgen Leths eskapader på Haiti som konsul, er udenrigsministeren nu indstillet på at der skal være flere kvindelige konsuler. Efter en spørgerække fra De Radikales ligestillingsordfører Lone Dybkjær (hende der er gift med Poul Nyrup) vil Udenrigsministeren nemlig indstille flere kvinder som konsuler i fremtiden.
Og så er problemet løst. Aldrig mere, skal en konsul kunne skrive en erindringsbog om at have haft seksuelt samkvem med lokalbefolkningen. For det kunne en kvinde da aldrig finde på?
Løsningen på problemet må alligevel undre. Ikke kun fordi jeg selv kender flere kvinder der har fundet kærester eller ligefrem ægtefæller ved ophold i udlandet, eller fordi jeg er i tvivl om, hvad vi skal bruge konsuler til – særligt tv-personligheder. Problemet er i lige så høj grad idealiseringen af kvinden som det overlegne, men samtidig undertrykte køn.
Hvis kvinder var de bedste til at være konsuler var det vel dem, der blev det? Vel at mærke, hvis de gad. Jeg ved ikke hvorfor der ikke er særligt mange kvindelige konsuler, men måske hænger det sammen med, at de kvinder der tager en længerevarende uddannelse hellere vil have et rigtigt arbejde, end at være ansat i udenrigsministeriet eller i de øvrige offentlige forvaltninger.
Faktisk er det således i dag, at der findes flere kvinder på seniorlederstillinger i det private erhvervsliv, end der gør i det offentlige. Staten og kommunerne er ”lige slemme”. Er det fordi staten er særligt chauvinistisk, eller er det fordi kvinder måske er klogere og stærkere end mænd og tager jobs med rigtige udfordringer i et resultatorienteret miljø? Måske skulle fru Nyrup holde op med at have ondt af sit eget køn, men det sker nok aldrig. Gjorde hun det, blev hun arbejdsløs. Men, så ville hun jo nok synes at det er synd for hende selv og for alle kvinder, og så ville hun blive ligestillingsordfører igen.
…det blev en pige
