I Berlingske Tidende i dag står at læse, at eleverne på Christianshavns Gymnasium har valgt at “strejke” i protest over de alt for “høje klassekvotienter”. Lærerne sympatistrejker på sædvanlig solidarisk vis.
Solidaritet er som bekendt blot et sammenfald af interesser, og i dette tilfælde er det da også ganske tydeligt. Lærerne er i højere grad interesseret i at lave venstreorienteret politisk aktivisme for at signalere det uacceptable i indskrænkninger i deres i forvejen svulmende budgetter og deres små ikke-pekuniære fornøjelser. Eleverne er hertil for dovne og søger at undgå tør og faglig undervisning (det er derfor, de i det hele taget har valgt Christianshavns Gymnasium, som er kendt for at prioritere billedkunst-, idræt-, musik-, religionsundervisning og pap maché-klisterværk højere end matematik, dansk og historie).
En af lærerne fremsætter følgende tåbelighed: “Når vi får at vide af eleverne, at vi ikke må forlade lærerværelset med fraværslisterne i hånden, så gør vi det heller ikke.” Det er vore dages undervisningssystem i en nøddeskal.
Fra at være autoriteter, som vidste mere om undervisningsemnet og vedstå sig denne rolle, er lærere i dag blevet reduceret til elevernes bon-kammerater, som i det hele taget mest opfatter deres arbejde som en administrativ teknikalitet: sørge for at der er kridt til tavlen, at føre protokol med elevernes fravær og råbe op, når nogen foreslår at skære lidt ned på de værste gøgler-excesser.
Lad dem dog strejke. I åndelig forstand har disse mennesker strejket i årevis og i sidste ende er det jo (forhåbentlig) kun dem selv, det går ud over, hvis de ikke lærer det yderst sparsomme stof, som de stilles til regnskab for til eksamen. Lad os også håbe, at de til eksamen bliver hørt af en af de censorer fra det mørke Jylland, som stadig lægger mere vægt på faglighed og indhold end på form, selvoptagethed og gøgl.
Gymnasieelever strejker?!?
