Lars von Trier og Co. er ude i et vigtigt ærinde, når de protesterer over hetzen mod Jørgen Leth. Selvom Lagerforvalter Peter Rindal er blevet gammel og træt, så kan en ærlig kunstpamper ikke frit stikke snablen ned i skatteydernes lommer uden at blive mødt med krav om god opførsel. Det er censur ud over alle grænser og umuliggør enhver kunstners frie udfoldelse af sine lyster.
Det er en krænkelse af den kunstneriske frihed at en Rindalistisk hetz kan tvinge Jørgen Leth til at droppe en pornografisk film med ham selv som aktør. Ligesom det er Jørgen Leths ret at kræve sex med sin husholders datter, er det også hans ret at kræve penge af skatteyderne til hans dekandente film.
De videre konsekvenser af denne sag kan blive meget alvorlige, hvis det bliver normen at de skaffedyr som betaler gildet over skatten også skal have indflydelse på de film der produceres. Almindelige mennesker har jo ikke en brik forstand på kunst. Den slags skal man overlade til orakler som Lars von Trier, Per Fly, Thomas Vinterberg og Lone Scherfig. Det er jo simpelthen et bondeoprør mod kunsten.
Kunstnere spiller en vigtig rolle ved at lave kunst som sætter borgerne på plads. Som udstiller borgerne som de utilstrækkelige mennesker de er, mennesker der ikke har nogen værdi uden staten og kunststøtten. Det er kunstværker som ”borger tisser på sin egen sukker mad” som tegner Danmark. Gud forbyde og fortie om der nogensinde blev lavet et kunstværk a.la. ”Staten sparker til skatteyder som ligger ned”
Rindalisme, ikke mere dekadence
