Vor socialdemokratiske leder

[Redaktionel note: Denne artikel har tidligere været bragt i Berlingske Tidende.]
Det er snart 10 år siden, at jeg meldte mig ud af Venstre, og de sidste år har bragt mange bekræftelser på, at det var et fornuftigt valg. Efter Poul Nyrup Rasmussens åbenlyse bestikkelse af de færøske vælgere og den deraf følgende socialdemokratiske valgsejr i 1998 valgte Anders Fogh Rasmussen og Claus Hjort Frederiksen ifølge flere politiske iagttagere at sætte sig ned og lægge en strategi for at undgå, at dette nederlag skulle gentage sig tre-fire år senere.
Strategien må i dag siges at have været baseret på at overtage Socialdemokraternes valgprogram, at tale som socialdemokrater og at lovgive som socialdemokrater. Regeringen har under Den Store Leder trygt kunnet læne sig ind over den politiske midte og fiske efter venstreorienterede stemmer. Derved må ordentlige mennesker i mangel på et borgerligt alternativ forsat trælle for den offentlige sektors ridefogeder og oven i købet betale for Anders Fogh Rasmussens stemmekøb med groteske skatter og afgifter på stort set alle daglige fornødenheder.
I det hele taget er der ikke én eneste ting, som er blevet sagt eller gjort af Anders Fogh Rasmussen og Claus Hjort Frederiksen, som ikke også kunne være blevet sagt eller gjort af en lidt dynamisk socialdemokrat som Mette Frederiksen eller Henrik Sass Larsen.
Jeg er klar over, at man ikke i politik kan levere de stærkt tiltrængte reformer på en enkelt regeringsperiode. Den slags kræver flertal og politisk mod. Det er også et spørgsmål om at afveje de langsigtede fordele ved at kunne dominere den politiske dagsorden mod de kortsigtede ulemper, som sikringen af regeringsmagten nødvendigvis må afføde. Men jeg kan sandt for dyden ikke forstå, hvordan det på længere sigt på nogen som helst måde har kunnet gavne en liberal og borgerlig dagsorden, at regeringen ligefrem skal overhale Socialdemokraterne venstre om og behandle deres kernevælgere så nedladent og arrogant.
Er det eksempelvis udtryk for en borgerlig strategi at lade det i forvejen overvældende antal offentligt ansatte stige med 14.000 (og prale af det)? Er det borgerligt at nationalisere elselskaber til en markedsværdi af over 20 mia. kr. og skabe et gigantisk, offentligt styret energimonopol? Hvorfor er antallet af undtagelser fra Grundloven, som giver statens mobile skrankepaver adgang til privat ejendom, steget til 157 under den borgerlige regering? Er det borgerligt at føre aggressionskrige i mod fremmede lande, som ikke på nogen måde er en trussel mod den danske befolkning? Er det borgerligt i tale og handling at forsvare perfekt arbejdsduelige menneskers ret til at hæve efterløn og bistand? Er det udtryk for borgerlig politik at blande sig i, hvem man må gifte sig med og leve med? Hvad med knivforbudet, rockerloven og terrorloven? Med disse prioriteringer har regeringen oftest gået ét skridt frem og to tilbage, hvorefter den nøje har taget sigte og skudt sig selv i foden.
Hvis man ser bort fra det helt utilstrækkelige og uambitiøse skattestop, har Anders Fogh Rasmussens og Claus Hjort Frederiksens strategi således reelt ingen langsigtede fordele. Hvis man tilmed inddrager Venstres interne kadaverdisciplin og den decideret antiliberale retorik, som er blevet anlagt under Vor Kære Leder, og som utvetydigt har forpligtet regeringen til fortsat at føre socialdemokratisk politik, må man konkludere, at muligheden for at gennemføre liberale reformer inden for de næste ti år har lidt ubodelig skade. Anders Fogh Rasmussens karakteristik af liberalismen som en ideologi tilhørende det 20. århundrede og hans nylige irettesættelse af den modige Eva Kjer Hansen taler deres tydelige sprog. Det samme gælder hans nedskydning af Søren Pinds Ti Teser.
Hvis Uffe Ellemann-Jensen havde vundet valget i 1998, havde resultatet været klart – vi havde fået liberale reformer, som lovet, og befolkningen ville være forberedt. Hvis Anders Fogh Rasmussen gennemførte liberale reformer i dag, ville det med et ramaskrig blive udråbt til løftebrud.
At regeringen skal tælle til 90 med Dansk Folkeparti er intet argument for de manglende resultater. Dansk Folkeparti var i 2001 desperate efter den legitimerende, politiske kapital, som det som regeringens støtteparti har opnået, efter at Socialdemokratiet i forvejen havde afskåret sig selv fra et samarbejde ved at kalde det “ikke stuerent”. Dansk Folkeparti har derved gennem regeringssamarbejdet vundet uvurderlig politisk kapital, mens regeringen stort set ikke har fået noget til gengæld.
Jeg kan ikke forstå, hvorfor venstrefolk finder sig i dette. Venstre har et ret fornuftigt principprogram, som bør være toneangivende for Venstres politik. Hvis Anders Fogh Rasmussen ikke leverer varen, hvad er så meningen med at lade ham repræsentere Venstre? Nogen burde bede ham melde sig ind i Socialdemokratiet i stedet – de kunne også have brug for en stærk profil.