[ Denne artikel har tidligere været bragt i Berlingske Tidende, og er ret inspireret af Mikkel Lomholdt Scheels Socialistisk bolignonsens.]
Boligpriserne stiger i disse år, fordi vores Nationalbank fører en inflationsfremmende pengepolitik, og fordi vores arbejdsmarked som et af de sidste i Europa stadig har lidt vitalitet og fleksibilitet tilbage. At renten derfor er lav, og mange af os har arbejde gør os i stand til at købe en dyrere bolig, hvilket fører til højere priser. Og højere priser på nogle menneskers ejendom fører til større ulighed blandt befolkningen, når ikke alle ejer en bolig.
Ser vi bort fra atombomber, bjørnekløer og privatisering er stigende ulighed ifølge venstrefløjen det farligste, et samfund kan blive udsat for. Vi hører aldrig, hvorfor dette er tilfældet, blot at ulighed er vanvittigt farlig. Ganske som man kunne have forudsagt, er venstrefløjens propagandaorganer, MetroExpress, A4, Politiken osv. derfor i disse dage fulde af anstødelige forslag til, hvordan man kan beskatte private boliger endnu hårdere, så vi kan få større omfordeling i samfundet.
Her ser vi faktisk et af de vigtigste, men ringest omtalt slag i kulturkampen bryde ud i lys lue. De forskellige kommuners boligpolitikker har siden 1960’erne mere end noget andet været med til at forme det geografiske, fordelingsmæssige og intellektuelle miljø, vi lever under i dag.
Nogle kommuner lod sig i 1960’erne og 1970’erne inspirere af den venstreekstremistiske, franske arkitekt, Le Corbusier, som mente, at arkitekturen skulle løsrive sig fra dens historiske kontekst, at dens funktion skulle træde stærkere frem af dens udseende, samt at den skulle tjene venstrefløjen ved at fremme kollektive boligformer. Følgelig byggede de på det tidspunkt såkaldt progressive kommuner på Vestegnen og omkring storbyerne nogle af verdenshistoriens mest ucharmerende massebeboelser. De skulle være ejet af ’os alle’ – dvs. kommunen og derfor udbydes som lejemål, for privat ejerskab var problematisk, når man ønskede at fremme den kollektivistiske ideologi.
Omvendt ønskede andre kommuner at udstykke jord til privat bebyggelse for at fremme en aktiv ejerskabskultur, som i årtier har været skoset og misbilligende benævnt ’ligusterfascisme’.
Og hvad har resultatet så været af de to former for bebyggelse? Le Corbusiers arvtagere står i dag med nogle enorme sociale problemer fremmet af den ansvarsløse lejer-kultur, hvor viceværten eller kommunen løser ethvert problem, og hvor opsparing og rettidig omhu er ukendte fænomener. Massebeboelsens grå og bogstavelige betonkollektivisme har smadret de sociale fællesskaber, som tidligere hjalp mennesket på marginalen videre. Så grelt står det til, at regeringens ghetto-udvalg i ramme alvor har foreslået af rive Corbusiers ’progressive’ rædsler ned og bygge noget andet i deres sted.
Dette ville ske, alt imens privatboligernes sociale fællesskaber i udstykker-kommunerne trives med lavere kriminalitet (i hvert fald begået af indbyggerne fra disse kommuner), længere uddannelser, højere indkomster og færre børnemishandlinger.
Ligusterfascismen slog den utopiske kollektivisme eftertrykkeligt – og ikke nok med det; den udgjorde også dens redning. I snart mange årtier har enorme skatter i misforstået godhed flydt fra de besindige, private udstykker-samfund til Corbusiers socialdemokratiske dystopisamfund på Vestegnen og i storbyerne. Derved har man understøttet forestillingen om massebeboelsernes lejerkultur som værende kulturelt bæredygtig, selvom den i det lange løb viste sig at være fatal for dens beboere. Politikernes og ’eksperternes’ forslag om at øge skatterne på de private boliger til fordel for dystopierne er derfor ikke blot hamrende umoralsk; den vil i længden også føre større nød med sig.
Kollektivisme vs. Ligusterfascisme
