Tele Danmark, Post Danmark, DONG, DSB, Combus. Disse monopoler var aldrig blevet monopoler på markedet med den service, de leverer. Det kræver statsmagt. At sende sådanne monopoler ud på markedet er også både en stor nationaløkonomisk fejl og et udtryk for magtmisbrug. Der tænkes i kontrol og statsprovenu fra centraladministrationens side. Ikke i nationaløkonomi. Ikke i markedsøkonomi. Og slet ikke i privatisering.
Ikke privatiseringsegnede
Den nylige fyring af DONG’s bestyrelsesformand og udskiftning med en loyal parti-soldat sker efter en udsendelse fra DR. Udsendelsen tegnede et interessant billede af den igangværende privatisering. DONG er ved at blive lavet om til et energikonglomerat inden aktierne sælges. Er det godt? Det ville være at foretrække, at man delte selskabet op inden man privatiserede det. Der er temmelig stor forskel på et monopol, der er skabt ved overlegen betjening og et monopol, der er skabt vha. statsmagt. Derfor er privatiseringerne ikke markedsorienterede, men udtryk for fortsat begær fra centraladministrationen.
Ser man på TDC, så skabte staten et skatteyderfinansieret telefonmonopol, som aldrig var kommet til den markedsposition med den vare, de leverede, hvis det ikke havde været for statsmagtens udelukkelse af konkurrence. Normalt skal ny teknologi-arter igennem en konkurrencefase mellem forskellige teknologier og virksomheder inden en eller flere standarder midlertidigt kommer til at dominere. I stedet for et mangfoldigt kommunikationsnet, fik vi et statsligt monopol, der leverede en dårlig betjening til en høj pris.
Problemet forværres
Man indser, det må privatiseres. Når staten så skal privatisere, konverteres det til et aktieselskab. Målet bliver derefter ikke en privatisering, men det provenu, der kan skabes af en sådan. Den største aktiekurs fås ved at maksimere al fremtidig profit i selskabet. Altså skal der konstrueres et begunstiget monopol. Og nu har vi så verdens tredjedyreste ADSL og en række konkurrenter, der er dybt afhængige af det gamle statsmonopols velvilje, dvs. af statens velvilje til at undertrykke det privatiserede statsmonopol. (Årsagen er naturligvis også at det danske kommunikationsmarked ikke er et marked. Det er en konstruktion under IT & Telestyrelsen, konkurrencestyrelsen og forskningsministeriet.)
Linien med at forringe dansk økonomi fortsætter nu på energimarkedet med DONG. I stedet for at splitte selskabet op i mindre selskaber og glemme alt om provenu for aktierne, opkøbes der med statsgaranterede lån (staten er jo ejer) aktier i komplementerende og konkurrerende selskaber, der ikke er statsejede. Man starter altså privatiseringen med en nationalisering af store dele af branchen. Med andre ord foretager man i endnu større skala det misbrug, man foregiver at ville afskaffe. Og man bruger så det politiske forretningsmonopol en sidste stor gang inden salget. Så tager det så meget længere tid inden markedet kommer sig over problemet. Hvor opstår problemet?
Problemets oprindelse
Problemet opstår naturligvis allerede idet man beslutter sig for at ”her er et område, hvor staten må gribe ind og gå foran”. Der er ikke noget bedre middel til at dræbe enhver form for fornuftig ressourceallokering. Økonomisk orienteret innovation på området udsættes for skatteyderfinansieret konkurrence. Den skatteyderfinansierede enhedsløsning træder i stedet. 30 år senere finder man ud af, at det fungerer så dårligt, det ikke længere kan skjules. Selv uden konkurrence. Hvad gør man? Det skal privatiseres, men hvordan privatiserer man noget, der aldrig kunne have opstået i en fri proces. Det svarer til at opdrætte et kunstigt monster og så slippe det løs på gaden, idet man indser, at det ikke er velfungerende i et civiliseret samfund.
TDC var og er tydeligvis sådan et monster. TDC har de dobbelte omkostninger per kunde som alle andre teleselskaber og tjener alligevel langt mere. Profit kan oversættes direkte til merværdiskabelse, hvis der sker i fri konkurrence, men ikke, hvis det sker under forudsætning af forudgående magtmisbrug. Privatiseringen er dog kommet forbrugerne til gode. Telefoni er bedre, langt bedre, og billigere end det var under statsmonopolet. TDC-medarbejderne behandler ikke kunderne helt så nedladende og der er kun venteliste, hvis man vil benytte en konkurrent. Men innovationerne kan vi takke konkurrenterne for – ikke TDC. Og slet ikke dets dominans.
TDC har siden privatiseringen været i statens lænker og der har ”været behov for at regulere hele telemarkedet intensivt” så monsteret ikke blev afsløret for tydeligt hos vælgerne. Man foretager regulering for at skjule ulempen ved tidligere regulering, fordi det var et helt unaturligt monster, man slap løs. Imens sidder de i afdelingen for offentlig regulering hos TDC og griner: ”Det ligger da enhver konkurrent frit for at etablere et konkurrerende kobbernet”. Man griner let, når man skal lyve. For det står ikke nogen frit for at lave et nyt skatteyderfinansieret kobbernet.
Intet ønske om privatisering
Reguleringen af telemarkedet i kølvandet på privatiseringen har givet centraladministrationen en smag for markedsstyring. Embedsmænd i centraladministrationen har haft en ubændig trang til at tage de store selskaber i hånden og bestemme, hvad den fremtidige teknologi skal være og hvordan den skal leveres. Fx gennem 3G-auktionen. Staten sidder på frekvenserne og dets gamle monster sidder på et skatteyderskabt kobbermonopol. Vi kan forvente det samme på energimarkedet.
I finansministeriet har man den opfattelse, at monsteret skal gøres så monsteragtigt som muligt inden det slippes løs, fordi så vil det klare sig bedre i den friere konkurrence og give størst provenu til statskassen. Man indser altså, at man har ødelagt markedet ved at lave monsteret og så ødelægger man markedet endnu mere ved at fodre monsteret op og slippe det løs. En intensiv regulering af energimarkedet og statslig styring af energiteknologien bliver derefter ”nødvendig”. Der er ikke tale om privatisering. Der er tale om politisk overtagelse af markedet.
Privatisering eller nationalisering
