Hvis Viggo Hørup havde trådt ud af en tidsmaskine på Højbro Plads for tre uger siden og oplevet, hvordan hans gamle parti fejrede 100 års jubilæum, ville han uden ophold have begivet sig ind på Christiansborg for med stokkeslag at drive partiledelsen ud på Fælleden og give dem en ordentlig dragt prygl. Muligvis var Hørup pacifist, men der må være grænser for, hvor meget vås, man kan tillade sig at udsprede i hans navn.
Hørup anerkendes bredt som kulturradikalismens fader, og mange af hans tanker var ganske valide og udgjorde et tiltrængt opgør med en borgerlig moralisering, som på mange måder var for snærende eller ligefrem hyklerisk. Men i dag er disse tanker blevet perverteret til ukendelighed af hans moderne arvtagere, som kalder sig humanister, kulturradikale og internationalister. Disse mennesker er i dag i det store hele blot akademikere, som mener, at ikke-akademikere er dumme og har brug for hjælp.
Hvordan kan det være, at de kulturradikale har denne opfattelse? Måske er det fordi der i dag er langt flere børn af enlige forsørgere, langt mere kriminalitet, mere hærværk, mere analfabetisme, mere vulgært sprog og flere reelt arbejdsløse end for blot fire årtier siden.
En af årsagerne til stigningen i disse objektive, sociale problemer er utvivlsomt, at velfærdsstaten har gjort det langt mindre uattraktivt at gå fra sin familie, være kriminel, analfabetisk eller arbejdsløs (en kombination er ikke udelukket) de sidste fire årtier.
Men en anden og mindst lige så vigtig faktor er, at kulturradikale og akademikere har haft held til at sprede perversionerne af Hørups ideer til ganske almindelige mennesker. Fra 1800-tallets snærende borgerlighed gik de ikke blot til den modsatte yderlighed; deres svar har i stigende grad været et angreb på en hvilken som helst morals folkelige udtryk. Et moderne udtryk for kulturradikalismens moral kunne således være “nul intolerance” – at alle livssyn med andre ord er lige gode, og at det er forkert at føle sig mere eller mindre værd end andre, næsten uanset deres og egne handlinger.
Modsat Hørup tænker moderne kulturradikale i realiteten ondt om religion, ægteskab, historie, tradition, kultur og sprog og bekæmper disse udtryk aktivt. De moderne kulturradikale med Det Radikale Venstre i spidsen har taget Hørups anbefalinger om at være åbensindede så bogstaveligt, at der er overhængende fare for, at deres hjerner er faldet ud. Således kan de ikke se, at den samfundets sammenhængskraft, som de så ofte efterlyser i offentlige sammenhænge netop skal findes i de folkelige og historiske udtryk, som de søger at marginalisere, og ikke i øgede sociale overførsler og regulering af “dumme”, ikke-akademiske menneskers adfærd.
Almindelige mennesker har generelt godt kunnet forstå, at det var godt at kunne læse, skrive og regne, at have et arbejde, at sørge ordentligt for sine børn og at undgå at udøve kriminalitet. Det var denne forståelse, som tidligere fandt udtryk i den offentlige moral med aktiv fordømmelse af asocial adfærd. Gennem uddannelsessystemet og den offentlige debat har de moderne kulturradikale i årtier bekriget enhver moral og således også denne fælles referenceramme, som virkede til at minimere den asociale adfærd.
Ved at foreslå, at de gamle kommateringsregler var ubrugelige og uønskværdige, at stavemåder i højere grad burde ligne udtalen, at kriminalitet er samfundets skyld og ikke gerningsmandens, at det er fint at opdrage børn, selvom man er enlig, og at alle har ret til et drømmejob, har de kulturradikale reelt undergravet prestigen ved at kunne tale og skrive ordentligt, at være et hæderligt menneske og at have et arbejde. Mere end nogen andre er de skyld i den stigning i objektive, sociale problemer, vi har set de sidste fire årtier. Og Hørup ville væmmes.
Hvis et samfund baseres på “nul intolerance”, vil de kulturelt svageste mennesker (dvs. de mennesker, som ikke er tilbøjelige til at gøre sig moralske overvejelser eller have selvstændige meninger) miste deres moralske kompas. Når de aldrig møder fordømmelse pga. deres misgerninger, vil misgerningerne blive flere. Når ingen længere har en ide om, hvad der er asocial adfærd, vil den asociale adfærd øges.
Dette sker selvsagt ikke blandt akademikere, intellektuelle, kulturradikale osv., for disse mennesker kommer paradoksalt nok oftest fra de rige og velstimulerede hjem. Samtidig skoser de kulturradikale mennesker, som kommer fra samme baggrund som dem selv, men som mener, at der findes faste, moralske holdepunkter, og at disse ikke skal søges i kollektivisme og kulturrelativisme.
På mange måder tjener “nul intolerance”-synspunktet derfor til at cementere de i forvejen bestående klasseskel. Disse klasseskel er mere end noget andet bygget op omkring forskelle i forestillingen om, hvor meget man bør arbejde, og hvor langt ude i fremtiden belønningen for et arbejde, kan ligge. Mere om dette en anden gang.
Nul intolerance
