“Regeringen prioriterer et velfungerende boligmarked højt, og det skal være muligt for mennesker med almindelige indkomster at finde en bolig til en rimelig pris.” Hvad er en almindelig indkomst? Hvad er en rimelig pris? Er et velfungerende boligmarked et reguleret marked?
Jeg undrer mig over, at der ikke har været foretaget et indgreb mod boligejerne i forbindelse med lovliggørelsen af flekslån og afdragsfrielån. Disse lånetyper har været en medvirkende årsag til de eksplosive og uretfærdige stigninger i ejerboligernes kontantpriser. Det har medført, at folk med en almindelig indkomst ikke har råd til at købe en ejerbolig (penthouse lejlighed naturligvis) lige midt i centrum af København, med udsigt over søerne, grønne områder og tilhørende “gratis” børnepasning til en rimelig pris.
Prøv at undersøge, hvor “muligt” det er for folk med almindelige indkomster at skaffe sig en andelsbolig i København, som er underlagt det private udlejningsmarked! Dvs. ikke de nye dyre andelsboliger, der er sat til salg på havnefronten, som oftest ved en nærmere undersøgelse er dyrere at købe end en tilsvarende ejerbolig (Og derfor er en del nybyggede andelsboliger allerede inden første salg omdannet til ejerboliger). Nej, de gamle andelsboliger på indre Østerbro, Nørrebro mv. Der er typisk 5-10 års ventetid på at få sådan en lejlighed, fordi priserne ikke er markedspriser og derfor ikke afspejler, at udbuddet er langt mindre end efterspørgslen. Priserne lyver. I de fleste foreninger er der oven i købet regler, der tilgodeser familie og venner mv., før folk på en venteliste kan købe en andelsbolig. Almindelige mennesker kan ikke nemt få fat i en andelsbolig, af den simple årsag, at udbuddet er alt for lille ift. efterspørgslen. Her hjælper det ikke at indføre et forbud mod salg af en andelsboligforening, snarere tværtimod. Salget afslører blot markedsprisen og konverterer bl.a. ventetiden til en pris i penge.
Det mener folk nu er for galt og så fremsættes der lovgivning imod det. Salget må ikke afspejle markedsprisen! Der er kun et at sige om det fremsatte lovforslag. Det er misundelseslovgivning! Og det skaber ikke flere boliger. Det skaber mindre udbud.