I august 2004 blev jeg haveejer, og efterfølgende har jeg faktisk udviklet mig til at blive lidt af en mælkebøttefascist. Det er ubegribeligt, hvor meget disse blomster kan irritere mig. Specielt, når jeg har set min fars græsplæne, som efter flere års indsats er blevet som et vidunderligt grønt og uskæmmet tæppe. Forleden købte jeg sågar et mælkebøttejern til 250 kr. i Silvan. Det betyder selvsagt ikke, at jeg lider af kemifobi og vil undgå at sprøjte min græsplæne eller har meldt mig ind i WWF. Den slags mennesker har sikkert heller ikke noget imod mælkebøtter.
De fleste have-mennesker, hvor venstreorienterede de end måtte være, kan ikke undgå at udvikle en eller anden form for praktisk sans. Ingen teoretisk skoling, ingen Rothbard, Thoreau eller Paine er i virkeligheden nødvendig. Får man en værdiskabelsesproces op under neglene som landmænd, gartnere, fiskere eller håndværkere er tilbøjelige til, er man i mange tilfælde også tilbøjelig til at adoptere en no-nonsens tilgang til livet og måske også til politik.
Et sådant eksempel kan ses i Søren Ryge, hvis programmer afgjort er præget af brutal no-nonsens og på samme tid hyggeligt havenusseri. På et tidspunkt viste han på åben skærm, hvordan man slog killinger ihjel på den mest humane måde. Killingerne skulle alligevel aflives, og Søren Ryge var træt af ofte at høre om, at man brugte den traditionelle og efter hans mening grusomme killingeaflivningsmetode med at lade dem drukne i en plasticpose eller lignende – hvilket tager lang tid og forårsager unødig lidelse for dyrene. Jeg så ikke selv dette afsnit, men jeg så et efterfølgende afsnit, inden hvilket såkaldte dyrevenner havde indsendt modbydelige breve til Ryge som reaktion på killingeaflivelserne.
Usentimentalt læste Ryge for åben skærm et af disse breve op, hvorefter han sagde, at nu skulle vi så se, hvordan man aflivede en kalkun, hvilket efterfølgende også gjordes for åben skærm. De økologiske storbykollektivisterne må have våndet sig.
I et andet program demonstrerede Ryge et latterligt påbud om at hegne grise ind med to hegn med (var det?) 5 meters mellemrum. Årsagen bag påbudet var angiveligt, at man dermed forhindrede turister i at smide kødpålæg, som kunne være smitsomt, ind til grisene. Forestillingen om, at hegnet ville forhindre noget sådant blev effektivt manet i jorden, da Ryge udgivende sig for at være tysk turist, demonstrerede, hvordan man smed en spegepølsemad ind til sin af velfærdsstaten “forsvarligt” indhegnede gris, Drude (navnet stammer selvsagt fra Ryges programs navn, DR Derude).
Da jeg først for nylig har erhvervet en have, har jeg hidtil mest set Søren Ryges programmer (hvilket altså kun er sket særdeles sporadisk) på grund af den underholdende og politisk ukorrekte tone. Det har været undtagelsen fra reglen om, at man ikke skal se for mange hjernedøde programmer. En anden undtagelse var, da jeg i aften så haveprogrammet, Den Nye Have, med haveguruen, Signe Wenneberg.
Det lader til, at Wenneberg mangler Ryges års erfaring, før hun udvikler den samme no-nonsens og usentimentale tilgang til livets, havens og naturens gang som han. Alligevel kunne man også i aften se en (ufrivillig) demonstration af stats-skabte, galoperende latterligheder i Den Nye Have.
Wenneberg undrede sig over, hvorfor det på nogle genbrugspladser er ulovligt at tage ting med. Når nu det er en genbrugsplads, skulle man jo tro, at den slags var tilladt. Disse pladser burde egentlig rettelig hedde ugenbrugspladser eller også er det blot en form for orwellsk newspeak – “gammeltænkere umaveføle genbrug!” – som blot skal hjælpe de stakkels og hårdtarbejdende kommunalarbejdere på genbrugspladserne af med deres besværlige “kunder”, som jo ikke betaler på den “besværlige” måde (som på markedet), men på den “nemme” (over skatten).
Idet hun tog sin undren med sig på en genbrugsplads, blev en eller anden konsulent fra Miljøministeriet, som åbenbart kunne tage en pause fra sine chikanerier af private næringsdrivende, spurgt, hvad meningen med denne besynderlige bestemmelse egentlig var. Svaret var tostrenget; både plat og dumt.
For det første var det ifølge konsulenten et problem, at man ikke vidste, hvem der havde ansvaret for en ting, som var blevet smidt ud, men som efterfølgende toges i anvendelse fra en ugenbrugsplads. I udsendelsen anvendtes en gammel klapvogn som eksempel. Konsulenten sagde dette uden at smile eller fnise, så jeg går ud fra, at han mente det alvorligt og således ville afvise, at finderen selv kunne besidde ethvert ansvar for en ting fundet på en ugenbrugsplads, som efterfølgende toges i anvendelse. Ville dette være et problem?
Jeg kan til nød forstå tankegangen i, at producenter har erstatningsansvar, hvis deres produkter ikke fungerer efter hensigten (jeg kan dog ikke forstå, at de i mange tilfælde også har såkaldt objektivt ansvar – men det er en anden diskussion).
Hvad ville konsulenten eller ugenbrugsbestemmelsernes ophavsmænd egentlig sige til en brugtvognshandel, hvor det eksempelvis viser sig, at køberen er blevet snydt, fordi motoren lækker, og bilen ikke kan synes, selvom sælgeren “troede” det? Hvem har da ansvaret for bilen, hvis den er købt som beset? Hvad vil de samme personer sige til muligheden for, at man selv byggede en klapvogn til sit barn, og den efterfølgende gik i stykker? Hvor er den logiske skillelinie mellem at finde enkeltdelene til en klapvogn samlet og i nogenlunde god stand på en ugenbrugsplads og mellem at købe enkeltdelene selv og sætte dem sammen? Det står klart, at denne indvending er absurd.
Konsulentens anden indvending var, at man på visse ugenbrugspladser havde set sig nødsaget til at indskrænke den tid, som man måtte anvende på at finde brugbare ting til en halv time, fordi “genbrugkonger” ellers satte sig på det hele og tjente penge på det. Kan man overhovedet forestille sig noget værre? Det ville skabe arbejdspladser til “genbrugskonger”, som sikkert alternativt blot ville ernære sig som bistandsklienter, og den øgede arbejdsdeling ville sørge for, at de mest succesrige “genbrugskonger” med trænet øje ville finde frem til værdifulde ting, som ellers i bogstaveligste forstand ville gå tabt i statens nådesløst ulogiske maskineri.
Løsningen er som altid at lade private tage sig af det hele. Nå, men jeg skal ud og hive nogle mælkebøtter op…
Have-helte og (u)genbrugsidioti
