Foreløbig er det lykkedes at tvinge ministrene og deres ægtefæller at offentliggøre detaljerne om deres privatøkonomi. Der er stadig snak om det kan lade sig gøre at tvinge Folketingsmedlemmerne, selvom Søren Pind ikke mener, at man kan tvinge dem til det. Jyllandsposten synes at være af en anden holdning, uden det helt står klart, hvad den er.
Nu er turen så kommet til landets borgmestre.
Så længe, det kun er politikerne, kan vi almindelige mennesker være ligeglade. Men, al den snak om åbenhed – og det vel at mærke overfor folk der i forvejen er underlagt begrænsninger i form af regler om habilitet – gør det svært at se, hvor glidebanen skal stoppe?
For, det er jo ikke princippet i, at folkevalgte skal have åbenhed omkring deres private interesser, der er til diskussion. Ministre og borgmestre er som udgangspunkt ikke folkevalgte. De er udpeget.
Så det er derimod spørgsmålet om at fremtrædende personer skal lægge deres private interesser ud til offentligheden. En offentlighed – der vel næppe føler sig mere trygge af den grund (Det er jo nemt at omgå offentlighedskravene ved at benytte stråmænd) – men derimod får mulighed for at snage. Og formidlerne af disse informationer vil i til den brede offentlighed blive boulevardekspressens. Og den ikke alene formidler – den fortolker også politikernes private interesser.
Og tilbage står glidebanen. Er det kun de fremtrædende udpegede politikere vi i al fremtid skal kunne regne med at læse om i BT, Ekstrabladet og Se & Hør? Jeg har ikke hørt nogen, der mener der skal tegnes en streg i sandet.
I Norge er der allerede fuld offentlighed om borgernes indtægter. Er det i grunden ikke det langsigtede perspektiv? At vi alle skal lægge alle oplysninger frem? For DU har vel ikke noget at skjule?
”Hej skat, hvad har du på?”
