Fløjkrig i socialdemokratiet

Initiativløs! Dette er ordet, Poul Nyrup anvender om Frank Jensen (FJ). Det suppleres med ros til Helle Thorning Schmidt (HTS) for at være målrettet, have en relevant vision og kunne sætte sig igennem, underforstået, disse kvalifikationer besidder FJ ikke. Kun HTS kan slå Anders Fogh, mener Poul Nyrup. Udmeldingen kritiseres for at være skadelig for partiet. Hvorfor kommer Nyrup så med denne udmelding om FJ? For det første er sandsynligheden, at hans udtalelse kan være afgørende for partiets fremtid. For det andet er FJ Nyrup-fløjens argeste modstander og kan åbne døren for politiske amatører en-masse blandt græsrødderne. Og endelig vil FJ – en mand, der selv vil ledes – ved roret, være et tilbageslag for det bureaukratisk, demokratiske parti. Tilbage står man uanset med spørgsmål som: Hvordan er FJ så blevet kandidat? Og hvordan undgår partierne generelt at ende med sådan en situation? Svarene er foreløbigt uklare, men fejlen kan være systematisk. Truslen mod partiet kommer måske mere fra noget eksisterende end fra noget nyt.
Afgørende udtalelse
Nyrups udtalelser kan blive afgørende for udfaldet af formandsvalget. I de hidtidige målinger, har begge kandidater haft stor tilslutning og ingen afgørelse er sket på forhånd. Nyrup er populær i sin nuværende position, han er ikke selv konkurrent, og han har været chef for FJ og har derfor åbenlyst kendskab til ham. Også på europæisk plan er Nyrup en vægtig figur som leder af den socialistiske gruppe i parlamentet. Nyrups popularitet gør, at hans budskab generelt står over andres. Nyrup er heller ikke selv part i sagen. Han er umiddelbart, om end det lige modsatte er tilfældet, neutral i sagen og det er primært FJ’s tilhængere, der kritiserer Nyrup for hans udtalelser.
Derudover har Poul Nyrup været chef for FJ i syv år. Dette henviser Nyrup også selv til, når han peger på Frank Jensens manglende evne til selvstændigt at udføre sit hverv som minister. Man kan så spørge, hvorfor Nyrup brugte FJ som minister i syv år. Men her garderer Nyrup sig ved at benævne FJ som en hæderlig minister. Desuden brugte Nyrup jo også folk som Jytte Andersen, der heller aldrig nogensinde kunne blive en egnet formand. Og så er budskabet om FJ’s fejl ikke helt ukendt i partiet og har derfor et vist fundament. Græsrødderne sidder nu med stemmeseddelen og vil lytte til Nyrup, fordi han er populær, umiddelbart neutral og har åbenlyst kendskab til FJ. Udtalelserne kan derfor blive afgørende.
Fløjkrig, topstillinger og tilbageslag
En god grund til at ville afgøre valget af formand, er at Poul Nyrup slet, slet ikke er neutral i spillet om formandsposten. Nyrup har lagt navn til partiets såkaldte højrefløj, Nyrup-fløjen. FJ repræsenterer de socialistiske græsrødder, som stadig ønsker økonomisk demokrati, mere regulering, nationalisering og offentlige monopoler. FJ ønsker ikke selv at lede, men at være vellidt. Han vil derfor være en åben dør for, at de politiske amatører blandt græsrødderne, nedefra kan marchere ind i topstillinger i det bureaukratiske parti. Denne mulighed kan, udover en helgardering, også være grunden til Pia Gjellerups udtalelser om, at alle bør stille deres position til rådighed for formanden, efter et formandsskifte. Dermed vil partiet blive socialistisk ikke bare i bunden, men også i toppen.
Poul Nyrup står for det samme i socialdemokratiet som Tony Blair står for i Labor. Græsrødderne hader det, men kredsmænd og de praktisk, politiske arbejdsheste ved, at det skal til. Lykkes det for græsrødderne at overtage toppen, vil partiet blive sendt ud i en ørkenvandring som Labor i ’80erne. Et flertal af vælgerne vil anse dem for at være for ekstreme, ude af trit med tiden og uden en formand, der kan slå igennem. Margaret Thatcher var afgørende. Tony Blair var afgørende. FJ er ikke afgørende.
Partiet skriger på fornyelse og modernisering ligesom Labor fik det. Med FJ ved roret vil skibet være uden kaptajn og blive sejlet som den unge mand nu en gang får besked på at sejle af alle de stemmer, han hører i sit hoved. Stemmer, der kommer fra auken-fløjens rødder i partiet og fra den eksisterende organisation, som naturligvis ikke ønsker ændringer. Der bliver ingen fornyelse. Det bliver uden retning og uden vilje, hvis man skal tro Poul Nyrup.
Det gør det igen relevant at spørge, hvorfor FJ er i toppen efter ni år med Nyrup. Som nævnt siger Nyrup, han var en habil minister, men der er naturligvis mere i det, når det er politik. Når Nyrup beholdt fx Svend Auken var det for at bevare forbindelsen til, eller for at tækkes, græsrødderne. Svend Auken var en af de mest populære formænd nogensinde blandt græsrødderne, men ikke blandt de professionelle politikere. FJ var og er en af Svend Aukens vigtigste kadrebørn. Der er for Auken-fløjen ingen grund til at tage samme hensyn som Nyrup og beholde folk fra modstanderfløjen i toppen – den fløj Auken ikke indså eksisterede, før han var væltet. Fagbevægelsens top vil muligvis vride sig over en socialistisk formand, men fagbevægelsens græsrødder står, ligesom partiets, langt til venstre, så også fagbevægelsens top kan føle sig truet eller i det mindste magtesløs på Christiansborg med FJ ved roret. Med mindre de tilslutter sig linjen og fortæller FJ, at de kan lide ham. FJ holder af og adlyder alle, der holder af FJ. Dette karaktertræk er, efter habilitet som minister og forbindelse til græsrødderne, den tredje årsag til, at FJ sidder som formandskandidat i dag.
Hvordan er Frank Jensen blevet kandidat?
Frank Jensen er den evigunge mand, der søger anerkendelse. Ham, kvinder gifter sig med, når de har fået børn med en anden. En sådan type er udmærket for toppen i et topstyret parti og hvem skulle dog skille sig af med ham? Han er en god forsvarsspiller, der kan forsvare den til enhver tid siddende arbejdsgiver og for eksempel agere filter mellem folketingsgruppe og hovedbestyrelse. Men så kommer problemet. Hvad gør man, når toppen er lukket og eliminerer sine egne kandidater? Der kommer ikke nye griske typer til, der formår at styre, regere og gennemtrumfe en konsistent linje. Der er vild fløjkrig og tilbage står lille Frank, der kun vil det godt på andres vegne. Sådan er det sket, at partiet nu står med Frank og en, om end værdig, HTS-raket (Der stadig skal have gjort noget ved sin tøj-stil). Frank søgte ikke karrieren, men den søgte ham, fordi partiet ikke har en bestyrelse, der forstår at head-hunte og pleje lederemner i god tid.
Hvad fortæller situationen de øvrige partier?
Vinder HTS, vil det blive afgørende for partiet at danne en professionel organisation, der varetager alt fra strategi, produktudvikling, rekruttering, drift og til marketing. En opgave som også De Konservative bør kigge på. Vi kan i dag grine af socialdemokratiet og glæde os over elendigheden og nødvendigheden af Nyrups udtalelser for at redde en dårlig situation, men det samme kan ske for de borgerlige partier. Udrensningen af intellektuelle i De Konservative gennem ’80erne og de vilde formandsopgør i ’90erne bør minde om, at socialdemokratiet ikke er en midlertidig fiasko, fordi det er mere forældet end noget andet parti. Partiets moderorganisation, og særligt toppen, er blot blevet renset for egnede ledere og intellektuelle, der kan tænke strategisk. Det samme kan ske for Venstre, hvor folk med halve eksaminer og interesse for sport bliver de eneste kandidater efter Anders Fogh, hvis partiet ikke bliver mindre topstyret.
Topstyrede partier, hvor daglig drift, langsigtet strategi, produktudvikling, marketing og personalevalg ikke adskilles, kan kun have kortvarig succes. En dygtig diktator skaber splid ved den sædvanlige del og hersk mentalitet og fjerner trusler mod sin post. Når han går af, er festen slut. Når der ikke er en egnet kandidat, står de uegnede klar til at overtage. Som Nyrup siger, vil FJ sende partiet ud i en lang ørkenvandring. Et varsel, Venstre bør iagttage med ærefrygt. Det er ikke kun formanden i Socialdemokratiet, der skal udskiftes. Det er også partiets interne system, hvor der mangler en professionel organisation. Den samme mangel karakteriserer Venstre.
Uanset, hvad befolkningen stemmer ved folketingsvalg, får de en flok amatører og uforanderlige embedsmænd som ledere af de politiske forretningsmonopoler. Som vælger kan man derfor kun ønske sig en mere professionel organisation i samtlige partier. Politik skal ikke være stedet, man gør karriere, hvis man ikke dur til andet, hvorefter landet regeres af sådanne typer. Landet skal regeres af en professionel organisation, der er truet med udskiftning, hvis den ikke løser opgaven overlegent. Partierne af i dag er en blanding af en bananrepublik og en lejerforening.
Truslen mod partiet
Mette Frederiksen udtaler[1], at det nu, med Nyrups udtalelser, er socialdemokratiets eksistens, der er truet. Man kunne ønske, hun havde ret, men hun glemmer, at konkurrencen kommer fra partier, der er ligeså skrøbelige som Socialdemokratiet. Det er ikke eksistensen, der er truet. Det er blot den eksisterende organisation. Og Fedte Medriksen er tilhænger af det bestående, der bakkede hende op som formandsemne. Truslen mod socialdemokratiet kommer mest fra Mette Frederiksen, Frank Jensen og resten af Auken fløjen, der ikke ønsker reform, men tilbagevenden til gamle tider.
[1] Deadline DR2 tirsdag den 29. marts 2005.