[Redaktionel note: Denne artikel har tidligere været bragt i Berlingske Tidende.]
Sidste gang, der for alvor skete noget positivt i dansk politik, var som bekendt, da Niels Ebbesen stak Grev Gert ihjel. Det er immervæk en del år siden, men borgerligt sindede kunne måske for en kort bemærkning fryde sig, da den nyvalgte borgerlige (troede vi) regering blev valgt i 2001 og lukkede en række råd og nævn. Nu må det dog stå helt klart for enhver, at denne regering ikke bare er en pinlig byrde for sig selv, men også dramatisk forværrer de fremtidige muligheder for at gennemføre de nødvendige, liberale reformer, som skal til for igen at skabe vækst og fremgang i Danmark.
At regeringens sejr ved valget den 8. februar var historisk kan udelukkende forstås i mandatmæssig forstand. Det er rigtigt, at antallet af socialdemokratiske mandater nåede et historisk lavpunkt, men sejren var aldeles uimponerende, når man ser på metoderne, som blev anvendt, da den skulle bringes i hus. I stort set ét og alt har Anders Fogh Rasmussen adopteret Socialdemokraternes program, og i mere end én forstand har han overhalet venstre om. Hans valgstrategi er et rendyrket forræderi imod klassiske borgerlige dyder og idealer, og hvis jeg var en del af Venstres bagland, ville jeg være ret fortørnet over den måde, hvorpå han i Århus omtalte liberalismen som en ideologi tilhørende det tyvende århundrede.
Regeringens strategi vil af mange årsager vise sig at være overordentlig farlig, for nok kan man sikre sig magten ved at love tilstrækkeligt meget, men hvis man rent faktisk har intentioner om at give befolkningen mere frihed, bør man bidrage til debatten om, hvorfor liberale reformer er ikke bare nødvendige, men også attraktive. Denne debat har Anders Fogh Rasmussen gentagne gange nægtet at deltage i i sin iver efter at fremstille sig som en ny Poul Nyrup Rasmussen. Visionerne, idealerne og principperne er væk. Den af regeringen lancerede kulturkamp med ” noget for noget” led fra starten fatalt under manglende momentum og er nu definitiv løbet ud i sandet – hele valgkampen prægedes i særdeleshed af regeringens løfter om, at danskerne ved at genvælge regeringen skam sagtens kunne få ”noget for ingenting”!
Selvom man skulle tro, at der i et land med 1 million mennesker ansat i den offentlige sektor, yderligere 1 million på offentlige overførselsindkomster og kun 3,5 millioner i den arbejdsdygtige alder, ville være nok at tage fat på, var regeringens budskab blot, at den vil være bedre og dygtigere socialdemokrater end socialdemokraterne selv.
Følgelig drejer det sig nu om, hvor pænt og overbevisende, man kan pakke en grå og grundlæggende uinteressant teknokratidiskussion (stopurstyranni, sygehusventelister osv.) ind. Der er ikke noget at sige til, at Mogens Lykketofts grimme skæg og bitre mundvige udgjorde en inferiør modstander i denne disciplin, men hvad har regeringen tænkt sig at stille op imod en tiltalende, kvindelig ”indpakker” som Helle Thorning Schmidt om fire år, hvis den ikke formår at plante og nære frihedsideens kim i folkedybet?
Aldrig har staten været større, mere intervenerende og dyrere. Aldrig har pris-kvalitetsforholdet for offentlige ydelser været så ringe. Folkeskolen, sygehusene og ældreplejen er ganske enkelt historisk og ekstremt dyre i forhold til den kvalitet, de leverer. Pga. en fuldstændigt misforstået socialpolitik har Danmark et kolossalt uudnyttet menneskeligt potentiale. Aldrig har der været så mange gode argumenter for at give befolkningen mere frihed, og aldrig har en regering været mindre inklineret til at gøre brug af dem. Det er synd for danskerne.
Regeringens pyrrhussejr
