[redaktionel note] Eftersom interessen omkring oprettelsen af et nyt liberalt har været stor (og har lagt et vist pres på redaktionens indbakke), samt det faktum at det, grundet tekniske problemer, pt. ikke er muligt at oprette nye indlæg på debatforummet, bringes nedenstående.
Vi opfordrer endvidere alle der påtænker at deltage, at holde det liberale idealer i hævd, ikke at sælge ud at det liberale arvegods for at tækkes potentielle vælgere samt at modstå magtens lokkende væsen. Kom i hu Lord Actons berømte ord: Power tends to corrupt, and absolute power corrupts absolutely. Se også Lew Rockwell’s Hvad skal frihedselskere gøre.
Held og lykke med det.
—-
Anders Fogh Rasmussen har afskrevet liberalismen som hørende det foregående århundrede til, og i regeringsgrundlaget er der ikke levnet plads til skattelettelser eller liberale reformer. Tværtimod har regeringen lovet mere stat i de kommende fire år.
På tidspunktet for næste folketingsvalg vil vi have haft otte år med en borgerlig regering, der helt og aldeles har forspildt chancen for at skabe et mere frit samfund. Staten er vokset, den offentlige beskæftigelse er vokset, overførselsindkomster til personer, der sagtens kan klare sig selv, er vokset, og det samme er omfanget af lovgivning og regulering.
Faktum er, at der ikke (længere) er nogen politiske partier, der repræsenterer liberalistiske holdninger, og muligheden for at ændre regeringens politiske linie “indefra” forekommer at være minimal.
Hvis liberalistiske synspunkter skal være repræsenteret i Folketinget efter næste folketingsvalg, er eneste mulighed at stifte et liberalistisk parti, der som hovedprogrampunkter har krav om velfærdsreformer, mindre stat og lavere skatter.
Derfor opfordres alle liberalister til aktivt at støtte stiftelsen af et nyt liberalistisk parti:
STIFTELSE AF NYT LIBERALISTISK PARTI
Hermed indkaldes alle interesserede til at deltage i en initiativgruppe, der skal forberede den stiftende generalforsamling i et nyt liberalistisk parti.
Det er ikke meningen, at initiativgruppen skal udarbejde parti- eller principprogram i detaljer, men vi skal have forberedt alle de praktiske ting i forbindelse med etableringen af et parti, forberedelse af partiorganisation, vedtægter, oprettelse af bank- og giroforbindelse, medlemskartotek, internet osv. Der er nok at tage fat på, og vi får brug får mange hoveder og hænder og mange forskellige former for kvalifikationer.
Første møde i initiativgruppen vil blive afholdt i løbet af marts måned et sted i København. Tid og sted vil blive fremsendt til de interesserede deltagere, når det ligger fast.
Skriv til: torbenmarkp@hotmail.com, hvis du vil være med til at stifte et liberalistisk parti. Tilmeldingen bør indeholde:
Navn
adresse
telefonnummer
e-mail adresse
Profession/uddannelse og nogle få ord om, hvad du mener, du kan bidrage med i opbygningen af et nyt parti, og hvad du mener det nye partis 2-3 vigtigste programpunkter skal være.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.