Krøniken har været en successerie. Da Erik fra Krøniken begik selvmord nåede det endda avisernes indlandsnyheder. Aviserne mente, at forfatterne bag serien var meget modige ved at lade hovedpersonen begå selvmord – endda så langt fra seriens afslutning.
Kreativt mod er mange ting. Jeg synes de er modige på mere end en måde. Serien giver os faktisk også en perfekt analogi på staten og det frie kreative virkelystne menneske. Serien præsenterer os for den usympatiske hårde og kun sjældent retfærdige fabrikant Kaj Holger og for den kreative og flittige søn Erik.
Fabrikanten er en god beskrivelse af staten. Kaj Holger styrer udygtigt sin fabrik med hård hånd. Alle hans underdirektører er blot logrende hunde uden evnen til at tænke selvstændigt eller kreativt. De ønsker blot at behage chefen. Alle kreative indslag der sikrer hans fabriks fortsatte eksistens og medarbejdernes velvære kommer fra sønnen Erik, der udvikler nye produkter og markedsfører dem dygtigt. Eller svigerdatteren der foreslår og igangsætter et uddannelsesprogram for medarbejderne.
Sønnen Erik er en god beskrivelse af mennesket i staten. Erik tænker kreativt og tænker i afsætning og markedsføring. Ikke som en ”smart markedsføringsfidus” hos Proctor og Gamble der finder ud af, at man kan gøre tandpastatuberne større og dermed tjene flere penge, men på at sætte fokus på de gode kvaliteter i hans produkter. Hver gang Erik bliver væltet af Kaj Holger (staten), rejser han sig igen, om end noget besværet.
Forholdet mellem de to er kompliceret. Kaj Holger forstår ikke Erik – staten forstår ikke det virkelystne frie menneske. Det forstår ikke kreativitet. Og det på trods af, det er det, der danner grundlaget for fabrikken (staten).
Om de afsluttende afsnit så vil afsløre, at Kaj Holger finder nogle nye kreative sjæle til at underbygge fabrikken, eller om fabrikken vil falme og forsvinde pga. manglen på samme kan man følge med i til næste år.
Berlingske I
Berlingske II
Politiken
Erik er død – Længe leve Kaj Holger
