Jeg er ikke medlem af enhedslisten, men jeg har alligevel en vis viden om, hvordan verden hænger sammen. Der er en vis mængde ventetid her i verden og det er vigtigt at fordele den, så alle venter. De mest travle, skal naturligvis vente mest. Udenlandske fodboldspillere skal vente en dag på en arbejdstilladelse. Forskere skal vente ca. 100 dage. Og folk, ingen bekymrer sig om, skal vente til vi siger til, eller for altid.
Fodboldspillere
Man kan spørge sig, hvorfor folk overhoved skal have en tilladelse for at spille fodbold i Danmark, men det er kun tågehoveder, der ikke kan se, hvorfor tilladelser er nødvendige. Det rette spørgsmål er, hvorfor fodboldspillere kan få en tilladelse i løbet af en dag. Fodboldspillere er engageret i en branche med en stor lobby. Problemer med en tilladelse vil i øvrigt bekymre ikke bare holdet og lobbyen, men alle fansene. Tilladelserne vil blive udstillet som en latterlig forhindring i brede dele af befolkningen. Det kan vi ikke have. Og folket skal jo også have spil.
Forskere
Forskere er indadvendte mennesker. De klager sig ikke. De har ingen fans. De skriver kun til hinanden og ikke til pressen. Offentliggør de noget, så er det oftest i et internt videnskabeligt tidsskrift. Derfor var det naturligt, at vi lod deres sager ligge og ignorerede vores løfter om ikke at forbyde nogen adgang mere end 30 dage. Det er ikke vores fejl. De brugte jo ikke medierne i langt tid. Det er meget unfair, at de sådan pludselig klager sig , men vi imødegår den slags. ”Det laver vi om. Vi vil omprioritere.”
Resten
Resten klager ikke og det er godt. For så kan de overtage den ventetid, der nu bliver til overs, når forskernes sager skal lynbehandles på kun 30 dage. Vi kalder det operation blitz. Med fantastisk hast ligger ansøgningen i indbakken i kun 30 dage, inden vi stempler den. Så må resten jo så ligge noget længere. De fleste kan vi pure afvise og resten kan vi sylte. De kan alligevel ikke sproget og har ingen venner her.
Alt bliver godt igen. Mmm og dog. Måske har vi brug for flere ressourcer i udlændingestyrelsen. Ja, reglerne fejler intet, men folk kan jo ikke finde ud af, at udfylde vores ellers ret enkle formularer efter vores ret enkel regler, som vi også selv er på det rene med. Alle disse mennesker. De er sådan til besvær. Det er godt, vi har dette system til at sørge for, at de svage, der forstår at råbe op, kender reglerne, de skrevne og de uskrevne, og i det hele taget forstår at holde af og klare sig i et politisk administrativt system, ikke bliver tabt på gulvet. Uden dette system, ville de jo aldrig få arbejde. Det er der jo også kun en en vis mængde af.
Det var de forkerte, der stod i kø. Det laver vi om.