Det nyeste eksempel på stupide planøkonomiske løsninger er, hvorledes Enhedslisten foreslår en begrænsning af arbejdstiden ved indførslen af en 20 timers arbejdsuge, hvilket skulle afskaffe arbejdsløsheden og samtidigt bibeholde den nuværende levestandard. Hvis man lige ser bort fra det frihedsmæssige perspektiv, hvori det ikke rager Enhedslisten hvor meget jeg vælger at arbejde er der rigeligt med økonomiske argumenter til alligevel at gennemhulle deres planøkonomiske forslag. Selv om man måske intuitivt nok ville mene, at mindsket arbejdstid ville medføre en øget beskæftigelse er der adskillige fejl hæftet til forslaget. Først og fremmest baseres hele forslaget på den antagelse at der kun findes en given mængde arbejde, som skal udføres. Når arbejdet er udført, kan alle drage hjem og slappe af. Hvis dette var sandt, ville man kunne argumentere for at personer der arbejder ekstra meget dermed ”rager” til sig af de begrænsede antal arbejdstimer fra andre. Økonomer kalder dette for ”the lump of labor fallacy” og ideen om en begrænset mænge arbejde er gentagne gange blevet afvist som værende forkert.
Det er dog forkert at tro at mennesket har en øvre grænse for hvor mange goder, materielle såvel som immaterielle, man tilstræber og at når dette er fabrikeret må produktionen standse. Dette ville ikke være mindre end et utopisk paradis og når dette var opnået ville arbejdsløshed ikke være et problem for hvem ville dog behøve et arbejde? Dog er menneskets behov umættelige og grænseløse, hvilket bevirker at behovet for arbejde dermed også er uendeligt stort.
Det eneste resultat af en tvungen nedsættelse af arbejdstiden er en mindsket konkurrenceevne da forslaget blandt andet medfører stigende administrative forpligtelser, såvel som at de mest produktive hindres i at udnytte deres forcer fuldt ud. Den faldende konkurrenceevne ville være en yderligere byrde på det danske erhvervsliv som medfører øget arbejdsløshed og slutteligt en lavere levestandard, som respons derpå. Man forundres over hvordan partier der ser sig selv som arbejdernes beskyttere åbenbart mener at arbejdsløshed og en lavere levestandard er noget arbejderne profiterer på.