De radikale er ved valget blevet næsten fordoblet. Selv om der er identificeret nogle unge håb i partiet, kan det forventes, at partiet fortsat udvikler sig til en slags reform-socialister. Årsagerne ligger i medlemstilgangen, linien fra Nyrup-regeringerne og oppositionstiden, og de nye vælgere.
Medlemstilgangen
Medlemstilgangen er kommet fra venstrefløjen. Gennem ’90erne har de radikale fået nye medlemmer fra især den kolde krigs venstrefløj, der efter murens fald foretog en vis selvransagelse. De radikale har tiltrukket disse medlemmer, fordi partiet anses for bl.a. frisindet. Blandt de mere prominente findes Christian Friis Bach, der er tidligere formand for Mellemfolkeligt Samvirke. Medlemstilgangen giver partiet et mere venstreorienteret verdenssyn på de indre linier, og linie fra ’90erne vil dermed fortsætte.
Linien fra Nyrup
Linien fra Nyrup og tiden i opposition har også gennem 12 år sorteret i partiets vælgere. I 1993 skiftede de radikale fra Schlüter til Nyrup. Under Nyrup-regeringerne blev de radikale garant for velfærdsstaten og for en venstreorienteret regering. Det tiltrak naturligvis et vælgerkorps, der ønskede dette. Ved valget i 2001 fik de radikale især nye stemmer fra venstrefløjen, men i mindre grad fra S [1]. S-vælgerne skiftede til partiet Venstre for at få strammet udlændingepolitikken. Linien fra ’90erne har derfor givet de radikale en tilhængerskare, der ligger til venstre i synet på velfærdsstaten. Valget i 2005 har givet de radikale ny bagage i lasten.
De nye vælgere
De nye vælgere får også partiet til at låse sig fast. Sandsynligvis 80% af alle vælgere stemte ved valget på samme parti som sidst, så mobiliteten er ikke ekstrem, men fordrer en fast linie. De radikale fik denne gang 9,2% af stemmerne mod 5,2% i 2001. For de radikale kommer over halvdelen af fremgangen fra S og over ti procent af fremgangen kommer fra SF. De radikale har dermed fået en ny bagage i form af S-vælgere. S-vælgere er konservative velfærdsstatstilhængere. Jelveds linie med fortsat offentlig dominans af samfundet og produktionen af velfærd, men med reformer for at redde velfærdsstaten, kan have tiltrukket S-vælgere. De nye vælgere kan derfor få partiet til at låse sig yderligere fast på bevarelsen af velfærdsstatens omfang.
Konsekvensen
Partiet har således fået medlemmer og vælgere, der ligger til venstre. Derfor kan de radikale forventes frem til 2009, at være meget pro bevarelsen af velfærdsstatens omfang og i det hele taget en slags reform-socialdemokrater eller reform-socialister. Der kan i de radikale opstå en konflikt mellem de liberale håb på den ene side og de venstreorienterede på den anden side. Et godt argument for at partiet forbliver venstreorienteret, er bevarelsen af de nuværende stemmer. Der er ingen grund til at partiets prinser og prinsesser ødelægger karrieremulighederne for hinanden. For de borgerlige stemmer, der brændende ønsker en reform, men ikke hænger sig i at få en større privat sektor, forbliver de radikale et godt tilflugtssted så længe V, K og DF fastholder den nuværende skatte- og velfærdsstruktur.
Et skift fra den venstreorienterede linie kan ikke ske under Jelved, da det vil koste for mange stemmer. Kombinationen af det såkaldte frisind, reformvenlighed og bevarelsen af statens omfang har tiltrukket en vælgerskare kun få radikale vil ønske at skræmme væk igen. Selv med et fredeligt formandsskifte, kan kun en større radikal nedtur ændre partiets linie. Vælgere og politik er i bedste overensstemmelse for Det Radikale Venstre 2005, Danmarks frisindede, reformvenlige, socialistiske akademikerparti. Det lille parti har mistet sin manøvrefrihed, men der er heller ikke noget at bruge den til.
[1] ”Venstrefløjens store nedtur” Information 15 september 2004
De radikale næsten fordoblet
