Dansk Folkeparti og Flygtningepolitik

Dansk Folkepartis seneste udspil går ud på, at Danmark opsiger Flygtningekonventionen. Internationale konventioner skal indgås med varsomhed, og der er en række internationale konventioner, som Danmark med fordel kunne opsige, såsom FNs Konvention om Økonomiske, Sociale og Kulturelle Rettigheder og FNs Konvention om Afskaffelse af al Diskrimination mod Kvinder. Men Flygtningekonventionen kodificerer nogle principper, som intet land med respekt for menneskets ret til liv og frihed kan fornægte. Flygtningekonventionen fra 1951 blev til på baggrund af den kaotiske situation i Europa efter 2. verdenskrig. I dens oprindelige udgave gælder Konventionen rent faktisk kun for de millioner af europæiske flygtninge, der blev ofre for krigens gru. Konventionen indeholder tillige et forbud mod tilbagesendelse af flygtninge (non-refoulement), hvilket specifikt blev indføjet på den baggrund, at en række europæiske lande fandt det politisk opportunt at sende jøder og andre forfulgte grupper tilbage til Nazi-Tyskland og den sikre død. Med dette in mente er det et tegn på den ultimative kynisme at ville opsige Konventionen og dermed fratage andre folkeslag den beskyttelse, som Europæere (alt for sent) nød godt af i efterkrigstiden. Til dette vil Dansk Folkeparti utvivlsomt svare, at verdenssituationen ikke længere er som i 1951, og at Konventionen derfor ikke længere er relevant og åbner op for de facto indvandring. Men for den politisk aktive kvinde, der er flygtet fra et iransk fængsel med tortur og voldtægt, kvinden flygtet fra Afghanistan på grund af unævnelige fysiske og psykiske overgreb fra både krigsherrer og familiemedlemmer, eller den kristne gravide iraker, hvis familie er blevet dræbt ved et attentat mod en kirke i Bagdad, og som vil stå alene tilbage med sit barn som udstødt i Bagdad, er forfølgelsen og livsfaren ligeså reel som for jøden eller sigøjneren under 2. verdenskrig. Disse tilfælde er ikke opdigtede men alle klienter, hvem jeg i mit arbejde som advokatfuldmægtig har hjulpet med sager. Fælles for dem alle er, at de danske myndigheder, Udlændingestyrelsen og Flygtningenævnet ikke har fundet deres situation alvorlig nok til at tildele dem asyl i henhold til Konventionen. Argumentet om at Konventionen åbner op for de facto indvandring holder altså ikke.
Hvad Dansk Folkeparti heller ikke fortæller (eller er klar over) er, at der i både den Europæiske Menneskerettighedskonvention og FNs Konvention om Borgerlige og Politiske Rettigheder, er indfortolket et forbud mod at tilbagesende personer til lande, hvor de risikerer at blive udsat for ”tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling”. For den Europæiske Menneskerettighedskonventions vedkommende er beskyttelsen i visse tilfælde endda videregående end, hvad der følger af Flygtningekonventionen. Skulle Dansk Folkepartis politik således være konsekvent, ville det kræve at disse to konventioner, indeholdende de mest fundamentale rettigheder uden hvilke et frit samfund er utænkeligt, skulle opsiges sammen Flygtningekonventionen.
Dansk Folkepartis forslag er et perfekt eksempel på, hvorledes velfærdssamfundet appellerer til de mest autoritære tendenser i politikere og befolkning, for hvem bevarelsen af ”tryghed” og ”sikkerhed” vejer tungere end (andres) liv og personlige frihed, hvilke værdier gladeligt ofres i den ”gode sags” tjeneste. Det er endvidere et skoleeksempel på, hvorledes velfærdssamfundet for at bibeholde den solidaritet blandt dets borgere, der trods alt er nødvendig for velfærdsstatens opretholdelse, så længe denne stadig er demokratisk, er afhængig af fjendebilleder, in casu fremmede, på hvem skylden for alle velfærdssamfundets sociale og økonomiske dårligdomme kan skydes.
I et samfund baseret på personlig og økonomisk frihed har man derimod ingen grund til at frygte fremmede. For ligesom den indfødte selv har den fremmede, ikke staten, ansvaret for sit eget liv. Han konkurrerer således ikke med den indfødte om begrænsede omfordelte midler. Tværtimod vil den fremmede typisk have et stærkt incitament til gennem hårdt arbejde at skabe et produktivt liv for sig selv, hvilket skaber vækst og kommer den indfødte til gode. I et samfund baseret på frihed er det derfor naturligt at tage imod dem, der er forfulgte og ofre for tyranni, for i et frit samfund er dét at nægte et andet menneske dets frihed den ultimative synd.
——-
Redaktionel note: Redaktionen er principielt ikke tilhængere af positive rettigheder, således som de er udtrykt i FN’s flygtningekonvention. Men set i lyset af, at staten har monopoliseret retten til at vurdere hvem og hvorfor, der kan ydes beskyttelse i dette land, og dermed kriminaliseret privat medmenneskelighed, er FN’s flygtningekonvention den næstbedste løsning.