For nogle uger siden kunne Red Barnet og Socialforskningsinstituttet (SFI) offentliggøre en undersøgelse, hvori det blev slået fast, at 90.000 danske børn lever i fattigdom – af EU defineret som 60 pct. af medianindkomsten i et land. Det svarer til omkring hvert 14. barn i Danmark. Hvis det vitterlig er rigtigt, må det være en soleklar indikation af, at velfærdsstaten har spillet fallit. Her render vi rundt og betaler langt over 70 pct. i skat (inklusive moms og afgifter) af vores sidst tjente kroner, og så skal vores samvittighed samtidig tynges med besked om, at hvert 14. barn lever i fattigdom?
I 2004 anvendtes der på Finansloven 244 mia. kr. på sociale overførsler. Det svarer til 45.286 kr. for hver evig, eneste indbygger i Danmark. Hvis dette ikke er nok, så ved jeg ikke, hvad der skal til. Det er også et åbent spørgsmål, hvornår de venstreorienterede, statsbetalte forskere i statslige forskningsinstitutioner ville anerkende, at der ikke var brug for mere socialhjælp, men mindre.
I det hele taget har det været utroligt heldigt for Red Barnet og SFI, at det kunne levere så opsigtsvækkende og i grunden så fuldstændigt proportionsløs en konklusion, inden et forfærdeligt jordskælv og en tsunami i Asien rev livet ud af hænderne på 150.000 mennesker og fjernede livsgrundlaget, huset, samfundet og ejendommen for hundredetusinder flere. De fleste mennesker ville efter at have set billederne og læst historierne fra Asien formentlig have fundet det ganske smagløst og oprørende, hvis SFI på en sådan baggrund skulle karakterisere et manglende sportsklubmedlemskab som et udtryk for ’fattigdom’.
Sandheden er, at SFI og deres ligesindede i det politiske spektrum under dække af videnskab ønsker at pådutte os et politisk mål for socialpolitikken. Hvis fattigdom defineres som 60 pct. af medianindkomsten i et land, vil man kun kunne komme den til livs med enorme skatter og sociale overførsler – altså endnu mere socialisme.
Langt mere interessant må det være, hvordan de relativt fattige i Danmark klarer sig i forhold til i andre lande. Hvor stor er deres købekraft? Hvor meget fritid har de? Hvad er deres helbredsmæssige tilstand? Kan de læse og regne? Kan de færdes frit og uantastet på gaden? Har de tag over hovedet? Målt ved stort set alle indikatorer for menneskelig trivsel klarer de mindst rige danskere sig usammenligneligt bedre end mennesker i resten af verden. Halvdelen af jordens befolkning ville i bogstavelig forstand give deres højre arm (eller nyre) for at få adgang til de samme resurser, som de fattigste 5 pct. af danskerne. Det er derfor en voldsom hån mod resten af verdens befolkning at påstå at 90.000 danske børn lever i fattigdom.
Red Barnet, SFI og EU har tydeligvis ikke forstået fattigdommens anatomi. Jeg vil derfor anbefale dem – og alle andre – at læse Christian Christensens ”En rabarberdreng vokser op” (1960), som findes online på Internettet her. Christensen er også venstreorienteret og har som sådan ikke forstået, hvad der skaber rigdom og holder fattigdommen fra døren, men han fortæller en blændende historie om sin opvækst på Nørrebro og om betydningen af livsmod, optimisme, hårdt arbejde og taknemmelighed – dyder, som er truede og sjældne i dagens Danmark.
Hvis SFI, Red Barnet og EU ønsker at hjælpe de mindst rige danskere kunne de passende arbejde for at mindske skatterne, momsen, afgifterne og den fordyrende statslige regulering af alt fra fødevarer til arbejdspladser, som meget dramatisk øger omkostningsniveauet i Danmark.
Fattig eller rig?
