En ny PISA-undersøgelse blandt 15 københavnske 9. klasses afslører, at de læser ringere end brasilianske elever, som ellers klarer sig dårligst i undersøgelsen som helhed.
Dertil kommer, at halvdelen af de to-sprogede 9. klasses-elever ikke kan tale eller skrive et ordentligt dansk, og dette retter det påtrængende spørgsmål; er de så i virkeligheden ikke ét-sprogede?
Det bemærkes, at Finland klarer bedst i undersøgelsen som helhed, men at visse københavnske skoler klarer sig endog bedre end de finlandske. For disse skoler gælder, at de alle er friskoler – altså ikke folkeskoler.
I TV2 Lorry i aftes kunne man så se viceinspektøren fra Hillerødgades skole, som nærmest afviste, at der skulle være noget galt. Smilende fortalte han, at eleverne synes, at det var så dejligt at gå i skole (frit fra min hukommelse). Ja, det er da dejligt. Men synes de også, at det er dejligt, når de om 15 år render rundt og sover på bænke og skal lefle og sleske overfor deres socialrådgiver for at få udbetalt flere penge til billig kirsebærvin?
Det er sådanne reaktioner, som må få os til at stille spørgsmålet: Hvad skal der egentlig til, før pædagogbureaukraterne indser, at et eller andet er galt med den danske folkeskole? Ville en sådan indsigt først indtræffe i det øjeblik 100 pct. af de to(eller er det ét)-sprogede elever er ude af stand til at tale og skrive danske – eller er det nok med 75%?
Nu kan vi se, at de københavnske folkeskolers niveau for så vidt angår læsefærdigheder er på samme højde som Brasilien. Kan vi finde et land, som er værre, og som ville få pædagogbureaukraterne på nye tanker? Togo? Zimbabwe? Bhutan?
Er det eneste, som kan gå galt for den danske folkeskole, i pædagogbureaukraternes øjne, hvis eleverne ikke er glade?
PISA-undersøgelse for København
