Man hører ofte påstande om at mennesker ikke er medfølende (empatiske)
af natur, eller ikke medfølende nok, og derfor ikke kan stoles på til
at sørge for deres nødlidende medmennesker i et frit samfund. Således
går argumentet, når der gang på gang skal slås på tromme for at staten
skal konfiskere flere af vore privat producerede midler til gavn for
forskellige ildestedte og nødlidende eksistenser.
Et godt eksempel er den naturkatastrofe, der ramte Indien, Sri Lanka,
Bangladesh og Indonesien i juledagene 2004 – dødstallet er nu klatret
op til gruvækkende 155.000, og stiger fortsat, og mange flere
hundredetusinde er blevet hjemløse eller har mistet eksistensgrundlag.
I massevis af byer langs det Indiske Oceans kyster er bogstavelig talt
skyllet væk, og flere småøer i dette verdenshav har mistet hele
befolkninger. Her må andre så træde til med nødhjælp der kan aflaste de
levendes behov i den periode de skal bruge for at få genetableret de
ødelagte områder, og komme på fode igen.
Tilbage til Danmark: Der gik ej lang tid før den såkaldt borgerlige
Anders Fogh Rasmussen nok engang havde gravet dybt i andres lommer og
fundet 420 millioner kroner, som skal gives til de nødlidende.
Hvad jeg finder beskæmmende i denne sag er to ting:
Først og fremmest, at privat initiativ og den naturlige medfølelse for
vore medmennesker ikke får en chance før de selvbestaltede
godhedsapostle allerede har hænderne dybt i kagedåsen (hvor kagerne er
produceret af andre). Vi bliver simpelthen ribbet for vores
arbejdsudbytte til vilkårlige godgørende sager (hvor mange af statens
sager slet ikke er godgørende, men ligegyldige eller sågar skadelige
for almene folk) før vi reelt har haft en chance til at stable nødhjælp
på fode udenom statsapperatet.
Sekundært, at nødhjælpen ikke længere handler om at hjælpe de der er
tilbage efter katastrofen, men om de donerende landes internationale
profil, dvs. ren og skær image. Det er der meget få der efterhånden vil
benægte. Hvis staten donerer store summer for at forbedre sit image,
dels over for dets egne underkastede borgere, dels for at forbedre
handelsmulighederne med udlandet, så er nødhjælpen lige pludselig
reduceret fra livsnødvendigheder til de tilbageværende katastroferamte,
til en anden form for marketing og handelssubsidier der gavner dansk
erhvervsliv internationalt. I dette lys er det skæmmende, hvordan
Anders Fogh og alle hans medkumpaner (andre landes regeringsledere)
pisser andres penge væk, mens de soler sig i blitzlyset som de gode
givere og deltager i store konferencer, hvor de snakker om hvordan de
mange tyvekoster skal fordeles.
Tilbage til argumentet om at almindelige mennesker ikke kommer til
pengepungen hurtigt nok og godt nok. Det høres jo ofte. Det er dog
falskt – Berlingske Tidende
kan 8. januar observere, at private Danskere og virksomheder har doneret
140 millioner kroner til nødhjælp i den Indiske Ocean. Det svarer til
28 kroner for hver dansk borger. Det skal vel at mærke ses i det lys,
at skattefar allerede har været der for at konfiskere mellem 40 og 62%
af din arbejdsindkomst, og 28% af din virksomheds overskud.
Hvorfor nævner jeg det? Fordi det viser at danskerne – som de fleste
andre mennesker – faktisk er yderst velgørende af hjerte, også selvom
der efterhånden ikke er meget tilbage at give af. Og, hvis vi nu gav
danskerne flere chancer (dvs reducerede tvangskonfiskationen, dvs.
skatten), ville det ikke undre mig om der ville blive givet endnu mere.
Af samme gode hjerte. Fra samme frivillige hånd.
[Redaktionel kommentar: Skattetrykket for den gennemsnitlige lønmodtager er 68%. For virksomhedsejere beskattes udbetalt overskud som løn eller kapitalindkomst. NKS]
Tsunamien og Privat Velgørenhed
