Den britiske tænketank, Civitas, har netop udgivet en kort bog om udviklingen i kriminalitet og herskernes reaktioner herpå i fire lande (Frankrig, Tyskland, USA og Storbrintannien) igennem tiderne.
At vore dages kultur er dysfunktionel, kan der netop være tvivl om for Danmarks tilfælde. Det samme gør sig gældende for britisk kultur, som formentlig er et par årtier foran Danmark og de fleste andre lande i den negative udvikling, idet Storbritannien var det første, vestlige land, som indførte en altomfattende velfærdsstat.
Storbritannien var indtil Anden Verdenskrig et af verdens mest fredelige og sikre samfund. Retten til at bære våben ansås for at være helt naturlig, og våbenejerskabet var vidt udbredt. Det er det som bekendt ikke længere, og denne udvikling er specielt tilendebragt med fuldstændigt uproportioneret afstraffelse af ethvert (!) form for våbenejerskab ikke udtrykligt sanktioneret af britiske stat.
Nogle eksempler kan illustrere symptomerne på den kulturelle regression, som velfærdsstaten og afvæbningen af fredelige og ordentlige borgere har ført med sig i England og Wales:
Lovovertrædelser: I 1955 var der færre end 500.000 lovovertrædelser i England og Wales. I 1961 var der 806.000 lovovertrædelser. Disse steg til 1.646.000 i 1971 og 2.964.000 i 1981. I dag er der 5.899.00 lovovertrædelser årligt. Naturligvis er “lovovertrædelser” i et samfund med et stigende antal unødvendige eller direkte tåbelige og illegitime love ikke nødvendigvis alarmerende. Ser vi imidlertid på antallet af røverier eller indbrud, som nødvendigvis må være i konflikt med den private ejendomsret – og altså også at betragte som kriminalitet i et liberalt samfund, er billedet alarmerende.
Indbrud: I 1964 var der 72.000 indbrud i England og Wales. Dette tal er i dag vokset til 402.000, altså 5,6 gange flere. Naturligvis er befolkningen også vokset i den mellemliggende periode, men ikke engang tilnærmelsesvis så meget, at det berettiger en sådan stigning.
Røverier: I 1893 var der færre end 400 røverier i Wales og England. Dette gjorde sig gældende indtil 1941. I 1964 var dette tal steget til 3.000. Og i dag forekommer der årligt i England og Wales hele 101.000 røverier, altså 252 gange flere end før Anden Verdenskrig.
Lad os i første omgang skubbe spørgsmålet om, hvad der er sket, tilside. Lad os i stedet gøre os klart, hvad disse tal rent faktisk betyder. Lad os i den forbindelse se bort fra “lovovertrædelser” og “indbrud” og koncentrere os om røverier:
Hvis vi er konservative og antager, at befolkningstallet i England og Wales er fordoblet siden Anden Verdenskrig, er der tale om en stigning i antallet af røverier per indbygger på 126 gange. Kriminologer påpeger ofte, at vore dages mennesker er blevet mere fintfølende, og at anmeldelsestendensen er steget, hvorfor den rapporterede kriminalitet ligeledes er steget. Det er måske rigtigt, måske ikke. Den voldsomt hærgende kriminalitet i Londons forstæder har i de seneste år gjort visse områder ekstremt usikre at færdes, hvilket er veldokumenteret af Theodore Dalrymple i hans Life at the Bottom (se en oversættelse af et interview med Dalrymple her). Derfor kunne man også sagtens forestille sig, som Dalrymple beskriver, at borgere efterhånden har fået en opgivende attitude og derfor blot finder sig i kriminalitet uden at melde den til Politiet, så det bliver rapporteret i kriminalitetsstatistikken.
Vi står altså tilbage med en stigning på en faktor 126 i antallet af røverier per indbygger siden Anden Verdenskrig, men for at please kriminologerne kan vi sige 100. Selv hvis det rigtige tal kun er 20, er der tale om en ekstrem og ubehagelig udvikling, som burde ryste alle ansvarlige mennesker. Når vi kan bede om moratorier for gensplejsning, som videnskaben aldrig har kunnet påvise væsetlige risici ved, burde vi så ikke kunne kræve et moratorium for nye, socialpolitiske love, når den nuværende udvikling er så negativ?
Lovovertrædelser og indbrud tilside; røverier er en af de værste former for kriminalitet overhovedet – den indebærer en umiddelbar, fysisk voldsanvelse eller overhængende trussel om samme. De menneskelige omkostninger forbundet med røverier er langt større end ved (de fleste) andre former for kriminalitet. Det kræver en langt større menneskelig afstumpelse at true et andet menneske på livet med en kniv eller et andet våben mod udleveringen af (ofte) latterligt lave værdier.
At Wales og England har været leveringsdygtige i så stort et lag af mennesker, for hvem røverier ikke er værre end at have et arbejde og passe det på hæderligt og ærlig vis, er intet mindre end alarmerende. Nej, det er ikke Danmark, endnu. Men hånden på hjertet: kommer det ikke også til os? Er det ikke, hvad fremtiden har på hjertet for vores vedkommende, hvis de nuværende tendenser fortsætter?
Her er et uddrag fra en tidligere artikel, Kulturel Regression, om netop udviklingen i kriminaliteten i Danmark:
Dramatisk øget kriminalitet
Den venstreorienterede intelligentsia har ofte fremført, at kriminalitet er et resultat af fattigdom og/eller ulighed. I Danmark er fattigdom i al meningsfuld forstand uryddet af velfærdsstatens overordentligt generøse ordninger, og vi har fået etableret et af de mest egalitaristiske samfund i verdenshistorien. Hvis man anvender den venstreorienterede intelligentsias egen teori, burde kriminaliteten være faldet konstant i takt med velfærdsstatens fremmarch. Men hvordan er det rent faktisk gået?
Fra 1960 til 2002 er antallet af straffelovsanmeldelser steget fra ca. 27 per 1.000 indbyggere til ca. 90 (en stigning på 233 pct.). Antallet af anmeldte ejendomsretsforbrydelser er i samme tidsrum steget fra ca. 26 til ca. 87 per 1.000 indbyggere (en stigning på 234 pct.), og antallet af anmeldte voldsforbrydelser er steget fra ca. 0,48 til ca. 3,15 per 1.000 indbyggere (en stigning på 556 pct.). Disse tal dækker formentlig over en øget anmeldelsestendens, men der er næppe tvivl om, at kriminaliteten er steget markant igennem velfærdsstatens relativt korte historie.
Velfærdsstaten og dens fortalere har systematisk lagt den private ejendomsret for had. Desuden har resultatet af velfærdsstatens institutioner været arbejdsløshed, social marginalisering, familiemæssig disintegration og destruktion af familien som kilde til civilisationsbærende værdier. På denne baggrund er øget kriminalitet og manglende respekt for andre menneskers ejendom og integritet en forudsigelig konsekvens.
Hvis vi ikke gør noget drastisk nu for at stoppe den familiemæssige disintegration, arbejdsløsheden og de stadig flere sociale tabere, vil vi se ud som England (London) om 15-20 år…
Kultur og kriminalitet
