Den Liberale Udfordring

Kigger man sig omkring i det politiske landskab i dagens Danmark er det let at fortvivle som liberal. Magten er koncentreret på midten i en uskøn blanding af økonomisk socialdemokratisme og moralsk værdikonservatisme, der udmønter sig i politikker der ikke bare trumfer hensynet til individet, men også på langt sigt er skadelige for samfundet som helhed. Liberalismen, uden hvilken den velstand vi alle i vesten nyder godt af aldrig ville kunne være opnået, indeholder dog så stor en visdom, så meget håb og så mange, ellers afskårne, muligheder for den enkelte, at håndklædet ikke må kastes i ringen af de af os, der stadig bekender os til der til.
Det må med det samme medgives, at opgaven for liberale proselytter er overvældende. Velfærdssamfundet har en indbygget favorisering af politiske partier der lover flere, ikke færre, ”gratis” ydelser (hvilket er forståeligt nok når man tænker på at velfærdssamfundets arkitekter er socialdemokrater), idet de mennesker der nyder disse ”gratis” goder naturligvis ikke har noget ønske om at miste dem. Når først store omfordelingsprogrammer er etableret, kræver det som regel en alvorlig økonomisk krise før et flertal af borgere er overbeviste om, at det er samfundets indretning den er gal med og at nye politiske kræfter må til. Et godt eksempel herpå er den udbredte folkelige modstand mod arbejdsmarkeds- og pensionsreformer i Tyskland og Frankrig på trods af disse landes sklerotiske vækst og høje arbejdsløshed. Og Thatcher og Reagans valgsejre i 1979 og 1980, med baggrund i 1970ernes stagflation og keynesianismens fallit, eksemplificerer hvor galt det ofte skal stå til, før ansvarligheden vender tilbage hos vælgerne.
Men ”vi” liberale må også tage et ansvar for, hvorfor det i Danmark ikke er politisk opportunt at gå til valg på liberale budskaber, og hvorfor det store flertal af befolkningen er overbeviste om det vigtige i statens allestedsnærværende rolle og dennes absolutte nødvendighed for den generelle velfærd. På dette website giver mange danskere af liberal overbevisning deres holdning til kende. Det er en selvfølge, at indlæggene svinger i kvalitet med så mange brugere, men en del indlæg, især på debatforummet, må med deres aggressive, hånlige og nedladende tone overfor folk med andre politiske holdninger, og specifikt folk på overførselsindkomster, bekræfte den udenforstående læser i en af de mest vedholdende men fejlagtige fordomme om liberalismen, nemlig at det er en ideologi der med sin ”atomiserede individualisme” er opbygget omkring og forherliger egoisme.
Hvis vi som liberale vil ændre tingenes tilstand i retning af et samfund hvor staten spiller end mindre rolle må vi i langt højere grad forklare, hvorfor liberalismen ikke bare gavner dem der har ressourcer i forvejen, men i længden er de fattigstes eneste mulighed for at hæve deres levestandard, og at liberalismen, ikke omfordelingspolitik, er fundamentet for den rigdom vesten nyder.
I forlængelse heraf må liberale være bedre til at synliggøre i hvor høj grad liberalismen forudsætter og fremmer individets ansvarlighed, også for sine medmennesker, men, at liberalismen bygger på incitamenter og frivillighed i modsætning til velfærdssamfundets uundgåelige og arbitrære brug af tvang. Vi må imødegå det udbredte billede af kapitalismen som udbyttende og marginaliserende ved at pege på, at kapitalismen historisk set har og til stadighed virker for det enkelte menneske både direkte og indirekte. Et stærkere bevis end de hundreder af millioner af asiater, der er blevet løftet ud af fattigdom som følge af liberalisering af handels- og økonomiske politikker findes vel ikke. Herhjemme kan man pege på, at de mange hundrede tusinder af ganske almindelige danskere, der har investeret og bor i fast ejendom, har muligheder for at skabe et liv for dem selv og deres nærmeste som forrige generationer kun kunne drømme om.
Endvidere må liberale være bedre til at fokusere på i hvor høj grad visse af velfærdsstatens tiltag rent faktisk skader de svageste i vores samfund og er udtryk for beskyttelse af specielle interesser og dermed hykleri. Et eksempel herpå er vores høje mindstelønninger, der er rart for dem i job, men, sammen med det høje skattetryk, samtidig er den sikreste måde at holde de lavest uddannede og mest sårbare i samfundet udefra arbejdsmarkedet. Tillige skaber denne anordning højere priser som den almindelige forbruger skal betale, hvilket naturligvis rammer de der står udenfor arbejdsmarkedet dobbelt så hårdt.
I forlængelse heraf må liberale være bedre til at pege på at den tryghed velfærdssamfundet og dets fortalere lover i høj grad er en falsk tryghed. Et højt skattetryk, massivt bureaukrati og en rigid regulering af arbejdsmarkedet vil ikke i længden kunne tiltrække de investeringer og den arbejdskraft der er nødvendig for at finansiere efterløn, SU, børnechecks, bistandshjælp, pension etc. til alle. Men det er også værd at pege på, at de der er afhængige af staten for opnåelse af livets nødvendigheder såsom indkomst og bolig reelt overlader deres liv i statens hænder, hvilket fratager individet muligheden for at bestemme over eget liv. Denne effekt bliver yderligere forværret af, at den der bliver forsørget af staten sjælden har et incitament til at skaffe sig arbejde, hvorfor den forsørgedes afhængighed af staten bliver større og statens magt over den afhængige ligeså. Det er værd at hæfte sig ved Hayeks ord : ..”No wonder that in consequence the value attached to the privilege of security constantly increases, the demand for it constantly becomes more and more urgent, until in the end no price, not even that of liberty, becomes too high”.
Hvor det danske velfærdssamfund i sin nuværende udformning givetvis ikke opleves som bygget på tvang af de fleste danskere, er tvangen en indbygget forudsætning for velfærdssamfundets bibeholdelse af de goder danskerne ”gratis” nyder nu. Denne tvang vil blive stedse mere nærværende jo hårdere konsekvensen af den demografiske udvikling, hvor en lille generation skal forsørge en meget stor generation, slår ind. Staten vil være tvunget til at kræve større og større skattebidrag af individer og virksomheder, samt at føre kontrol med at disse ikke undslår sig deres bidragspligt, hvilket nødvendigvis medfører stedse flere restriktioner. Også her er Hayeks visdom værd at lytte til: ”to be controlled in our economic pursuit means to always be controlled..”.
Velfærdssamfundet langtfra at være progressivt som dets tilhængere ellers påstår, er i virkeligheden dybt reaktionært og fremskridtsfjendsk, idet fri menneskelig udfoldelse og nytænkning det være sig i form af ideer, teknologi etc. truer det beståendes orden. Men fremskridt og vækst, der er den eneste måde at skabe ny teknologi, nye industrier, nye jobs og dermed højere velstand for den enkelte og samfundet som helhed på, kan ikke organiseres, men afhænger af, at individet har mulighed for at forfølge egne målsætninger og drømme sålænge dette ikke skader andre. At overbevise et flertal af Danmarks befolkning herom må være den liberales fornemmeste opgave.