Når godtfolk beskattes til at bygge produktion af udbud for det offentlige, så kan udbydere blandt godtfolk, dvs. private udbydere, dårligt konkurrere med det. Samtidig reguleres de få private udbydere, så de har det endnu hårdere. I eksemplet Danske Havne bygges der broer af det offentlige og samtidig forbydes havnene at drive deres forretning på andre end ganske begrænsede måder. En privat dansk havn må fx ikke beskæftige sig med lodsning, bugsering, trosseføring, al anden stevedore og lagerstyring.
Nu er påstanden sikkert, at de to seneste broer er bygget af aktieselskaber og ikke for skattemidler, men staten ejer over halvdelen af aktierne i begge selskaber, så det er en forkert påstand, at skatteyderne ikke har betalt. Endvidere drives broerne ikke som en forretning, men som politiske institutioner. Brotaksterne er politisk fastsat. Fornuft er således ikke styrende for hverken beregningen af investeringernes rentabilitet eller for driften.
En sænkning af brotaksterne kan over night gøre borgeres havneinvesteringer til det rene spild. Derfor bør broerne privatiseres fuldt ud og ressourcerne anvendes økonomisk og ikke politisk. I det hele taget er politikernes besættelse med at kontrollere hele transportsektoren i Danmark en ødelæggende og moralsk rådden tankegang. Hvis der skal være fornuft i transportsektoren må folk gives frihed til at konkurrere indenfor transport. (Det gælder også den der bevæger sig over jordens overflade.)
Borgerne kan ikke vide sig sikre på hvilke store spring fremad, der skal foretages for deres penge, mens de sidder i bilkøen ind og ud af København. Driver en dansker transport som erhverv, kan han aldrig vide, hvornår han bliver nationaliseret. Gennem reguleringen, og herunder beskatningen, ejes al forretning i Danmark i sidste ende af Folketinget. Kort sagt betaler borgerne skat til, at staten lukker deres erhverv gennem regulering og skattefinansieret konkurrence.
Hvor går grænsen for statsvirksomhed i Danmark? Er transport virkelig en naturlig del af statsvirksomhed? Problemet er, at i vores nuværende forfatningsmæssige ramme, er der ingen grænse for, hvad der er en naturlig del af statsvirksomhed. Demokratisering af økonomien (og resten af vores liv) er ikke forfatningsstridigt.
Alt skidt, hvad et flertal ikke ved af, gennemføres. Alt skidt, hvad et flertal støtter, kan bevares. Der mangler begrænsninger af statens rettigheder indenfor erhverv (og kultur osv. osv.). Og der mangler en uafhængig modvægt til Folketinget. Der er behov for fx en forfatningsdomstol med folkevalgte dommere, hvis finansiering ikke kommer fra Folketinget. Der er behov for et kammer, hvis kompetence udelukkende er, at standse og afvikle undertrykkende love fra Folketinget. Eller måske er der måske bare brug for at befolkningen begrænser Folketingets gøren og laden.
Vores samfund trænger til mindre politik. Ellers går der Folkedomstol og nemme løsninger i alle de sager, der burde være en sag mellem to parter og ikke noget, der afgjordes af folkestemningen, uvidenhed, korruption og magtmisbrug, men derimod ved en forhandling og et forlig mellem de involverede parter eller ved en domstol. De Danske Havne kan lige nu kun tage reguleringen op i pressen. Folkedomstolen er indtil videre den eneste, der kan redde dem fra Folketinget.
Berlingske
Brotakster
