Eva: Bob’s boss! Du kom tilbage!
Bob’s boss: Nobody executes anyone in my embassy, lady. Besides, it’s fucking freezing outside.
Han trækker en cigaret op af skjortelommen og hiver røg ind. Bob dukker op i døren med bandage om begge ører og kigger sig desorienteret omkring.
Bob’s boss: Hm, hm. I have something to tell you guys. I have decided to quit the Agency. I’m leaving tomorrow for Cancun.
Adam: Jamen…hvorfor?
Bob’s boss: I’ve felt it for a long time, but tonight when I saw Bob wounded, I understood how short life can be. And how much he really means to me. We’ve worked together for over 20 years now. Langley, Paris, Rome. Copenhagen…
Hvis man ikke vidste bedre, ville man tro, at Bob’s boss var nervøs?
Han vender sig om mod Bob.
Bob’s boss: To cut it short: I can’t hide it anymore. I love you, Bob. Will you go away with me?
Bob: …? WHAT? I CAN’T HEAR YOU, IT’S THE COTTON…WHAT?
Bob’s boss: Suk…Forgive me, I had to ask. I hope we can still be…
Bob: NO WAIT!
Bob flår bandagen af ørerne og griber fast i sin boss.
Bob: I LOVE YOU TOO! I WILL ALWAYS LOVE YOU!
De to mænd stirrer på hinanden i et bizart øjeblik. Så falder de hinanden om halsen med tårer i øjnene. Efter lang tid retter de sig op igen.
Bob’s boss: We’ll never forget what you did for the world tonight. If you ever get in trouble again, you can count on us.
Med disse ord forsvinder Bob og hans boss ud af vores historie hånd i hånd og begiver sig af sted mod varmere himmelstrøg, hvor de tilbringer resten af deres tid med sand mellem tæerne og kolde margarittaer. Imens begynder Adam at skrabe løst tandkød ned fra vejrmaskinen, der lander på gulvet med store splat.
Joe: Bedstefar – kom og hjælp os med at skille vejrmaskinen ad. Tiden er knap!
Er det en pistol i din lomme (eller er du bare glad for at se mig?)
