Kulturkanonskud i foden

Den borgerlige regering er ved at skabe en farlig præcedens med hensyn til den borgerlige kulturkamp, som regeringen åbenbart mener skal føres for statslige midler og gennem statslige kanaler frem for i en fri debat. I disse tider, hvor populærkulturen er fyldt med vulgært og fladt sprog kan man kun sympatisere med forsøget på at fremhæve tidligere tiders kultur, som i mange tilfælde forekommer usammenligneligt raffineret i forhold til vore dages.
Problemet med den af regeringen foreslåede kulturkanon er, at den er styret af staten. Kunst, kultur og folkelighed bør styre staten, ikke omvendt. Hvad der er god kunst, skal bestemmes af befolkningen, ikke af bureaukrater og politisk udpegede kransekagefigurer. Statslig involvering i kulturlivet er decideret udemokratisk og usympatisk. At være borgerlig er også at være ydmyg overfor sit hverv – specielt når det er skænket af folket. Hvem er Brian Mikkelsens venner derfor til at fortælle os, hvad der er god kunst, og hvilken kunst vi har tilfælles? Hvad vedkommer det egentlig os, at nogle fine mennesker i kulturparnasset er blevet enige om, hvad de synes er god kunst? Og hvorfor skal vi betale til det?
Selv hvis det overhovedet mod forventning skulle lykkes Brian Mikkelsen at samle mer end to forfattere, musikere og kunstkrititikere som nærede et borgerligt grundsynspunkt, kan man stille spørgsmålet, hvad der vil ske den dag, vælgerne vælger nogle andre til at tale ned til dem. Hvis der skabes præcedens for, at kulturkanoner er skabt og defineret af den til enhver tid siddende regering, vil kulturkanonen være det første en ny kulturminister vil ændre på. Man kan nemt forestille sig, hvordan det vil krible i den ulidelige Mette Frederiksens fingre for at omdefinere Danmarks kulturkanon til at omfatte Carsten Jensens, Klaus Rifbjergs og Martin Andersen Nexøs forfatterskaber, Røde Mors musik og Jens Galschiøt Christophersens svinehunde den dag hun står til at blive minister.
En sund borgerlig kulturpolitik består i at blande sig uden om kulturen i det hele taget. Det involverer, at man tager støtten fra alle Politiken-læsernes små, intime, kulturradikale teaterforestillinger og latterlige selviscenesættelser. Hvad venter Brian Mikkelsen på? Alle de mennesker, som er involveret i “moderne kunst” kunne alligevel aldrig drømme om at stemme på ham. Tværtimod tøver de ikke med at portrættere ham som en kulturel mørkemand. Derfor bør kulturministeren rette kulturkanonen på socialdemokraterne og ikke på sin egen fod.