Joe’s bedstefar

Langt ude på landet sidder en gammel mand bøjet over sit skrivebord. Foran ham flyder det med papirer, nogle er krøllet sammen, andre viser tal og sære tegninger. Er han faldet i søvn eller koncentrerer han sig om at læse? Tre hurtige bank på døren får ham til at fare sammen. Han samler hurtigt papirlapperne sammen og kaster dem i papirkurven. Herefter kigger han sig omkring som for at sikre, at han ikke har overset noget.
Joe’s bedstefar: Hvem der?
Joe: Det er mig, Joe.
Den gamle mand tøver.
Joe’s bedstefar: Joe? Jeg kender ikke nogen, der hedder Joe…
Joe: Bedstefar, det er mig. Jeg ringede jo og sagde, at jeg var på vej.
Den gamle mand tager sin stok og bevæger sig i små skridt hen mod døren, åbner den på klem og kniber øjnene sammen.
Joe: Kan du ikke kende mig, bedstefar?
Joe’s bedstefar: Jo, jo selvfølgelig kan jeg det…Jeg hørte bare ikke, hvad du sagde. Kom indenfor.
Døren går op og vores venner træder indenfor i et hus, der flyder med dokumenter overalt. På sofaen, på bordet, på gulvet. Joe’s bedstefar sætter sig tilbage til skrivebordet og fisker papirlapperne op af papirkurven igen. Han ser allerede ud til at have glemt vores venner, der står midt på gulvet.
Joe’s bedstefar: Jeg kan ikke få det til at passe… mumle, mumle…mangler noget her…Det blå kabel er ikke…forbundet? Det blå kabel er ikke forbundet! Men hvorfor ikke…
Joe: Hvad laver du?
Han kigger op med et sæt.
Joe’s bedstefar: Joe! Godt at se dig! Hvordan er du kommet ind? Nå, pyt med det, se lige her. Jeg har opsnappet tegningerne over vejrmaskinen. De burde sætte os i stand til at demontere den, men…det er som om, der mangler noget. Tegningerne viser kun maskinens øverste lag…meget mystisk…mumle, mumle.
Adam kaster sig opgivende i sofaen.
Adam: Fantastisk. Nu har vi tegningerne men ingen maskine.
Joe’s bedstefar: Hør, hvem er De? Hvad mener De ingen maskine?
Adam: Nogen brød ind midt om natten og stjal vejrmaskinen. Han slog Joe ned. Vi må finde den igen, men vi er helt på bar bund. Han efterlod sig ingen spor.
Joe’s bedstefar: Interessant! Slået ned, siger du. Ingen spor, javel… Aha! Men det er jo klart, at vi ingen spor behøver. Ikke bare klart, det er indlysende. Hvorfor ser jeg først dette nu, tsk, tsk. Idet en nedkøling af temperaturen aldrig kan ske uden både energi og en køleleder (x~m=e/3.4), kan vi antage, at spændingsfeltet i maskinen er højt ladet, hvoraf vi kan konkludere, at maskinens registrerbarhed er særdeles høj, ja, måske den højeste nogensinde – hvilket betyder, at den forsvundne vejrmaskine slet ikke er forsvundet! Er I med, drenge?!
Det er de tilsyneladende ikke.
Joe’s bedstefar: Tilgiv mig. Det betyder med andre ord, at det magnetiske felt omkring maskinen er så stærk, at det teoretisk set burde være i stand til at sætte polerne ud af kraft. Altså er det eneste, vi mangler for at finde vejrmaskinen…et kompas!