I den seneste tid er der kommet stigende omtale af den nyeste ”folkesundhedskrise.” Befolkningens overvægt må kræve en eller anden form for intervention, lyder det. Eksempelvis har Forbrugerminister Henriette Kjær forslået en såkaldt trafiklysordning med mærkning af sunde, mindre sunde og usunde fødevarer.
Blandt de aktuelle overskrifter om problemet i Danmark har været: ”Junkfood i tre ud af fire idrætsanlæg” (DR d. 28.9), ”Sodavand og juice giver overvægt og sukkersyge” (DR 24.8) og ”Sodavand er skyld i overvægt og sukkersyge” (JP. 24.8)”. Problemet med denne form for journalistik er at den forsimpler et kompliceret emne: Den menneskelige biologi.
Mediernes budskab bliver at indtagelse af sukker og fedt resulterer i overvægt eller decideret fedme. Men emnet er væsentlig mere nuanceret end som så. Vi har behov for såvel sukker som fedt; og derfor er det skadeligt at forsimple debatten.
Det var derfor også nødvendigt og rigtigt at Diabetesforeningen d. 25. august råbte vagt i gevær i deres reaktion på Jyllands-Postens artikel om sodavand og sukkersyge: I pressemeddelelsen fra foreningen står der at ” Diabetesforeningen [gerne vil] understrege, at man selvfølgelig ikke får type 2 diabetes af at drikke sodavand og juice. Type 2 diabetes er en livsstilssygdom, som man kan være mere eller mindre arveligt disponeret for. Den udløses af flere faktorer, f. eks af for lidt motion og overvægt, men man kan sagtens blive overvægtig og få type 2 diabetes uden nogensinde at have indtaget så meget som en dråbe sodavand eller juice”.
Det er afgørende hvis vi skal have et ordentligt beslutningsgrundlag, at den offentlige debat er saglig og ikke forsimplet. Desværre er der en tendens mod det sidste. En forsimplet debat betyder hurtige indgreb og dumsmarte løsninger – som eksempelvis trafiklysordningen. D.v.s. løsninger som vil fjerne befolkningens reelle forståelse for problemet – ikke mindst at der skal være en sammenhæng mellem det man spiser og så mængden af motion.
Når Diabetesforeningen skriver at: ”Med nul motion og et stort forbrug af sodavand er det derfor helt sikkert muligt at blive overvægtig, og med overvægt følger en øget risiko for diabetes..” – så er det formodentlig fordi de er enige i at en forsimplet debat fjerner ansvaret fra den enkelte og dennes usunde livsstil – og i stedet forvandler overvægt til et kollektivt problem og gør fedme til en såkaldt ”folkesygdom”.
Det er klart at en stigning i mængden af livsstilssygdommme belaster det kollektive sundhedssystem. Men ingen mennesker i Danmark vælger at tabe sig eller at at holde op med at ryge fordi de så ellers ville belaste systemet yderligere. De vælger at tabe sig ud fra deres egen personlige interesse – ikke på grund af et kampagneindslag i OBS eller en primitiv trafiklysordning.
Desværre er politikere blandt de mindst egnede i samfundet til at appellere til den enkeltes egeninteresse. Med deres erklærede villighed til at gribe ind har politikerne tværtimod sendt et signal om at omkostningerne for en usund livsstil skal deles af alle fordi overvægt i deres øjne skyldes ”systemet” – herunder fastfoodkæder og chipsfabrikanter.
Tiltag som trafiklysordningen, kampagner, forbud og ønsker om skat på fed mad sender tværtimod et signal til befolkningen om at overvægt ikke er et personligt ansvar men et politisk ansvar og at løsningen derfor er politiske slankekure i form af mere kontrol, flere forbud og mere regulering.
Når de mange indgreb mislykkes konkluderer de politiske beslutningstagere dog aldrig at overvægt i virkeligheden er et personligt anliggende, men blot at deres kampagne er slået fejl.
Resultatet bliver nye indgreb – men ikke mere sundhed.
Politiske indgreb slanker ikke
