Tobak, sundhed og hysteri

Det strømmer ud med forargelse over Københavns kommune, der ikke vil lade de gamle eller senile have den sidste glæde i livet ved at sidde og pulse løs på plejehjemmene. Principielt har jeg megen sympati for tankegangen. Man kan jo også nok forstå, at plejehjemmene ikke er bygget til ære for sygeplejersker og hjemmehjælpere. Kan de ikke lide lugten i bageriet eller røgen på hjemmet, må de holde sig væk.
Den megen prædiken moral inden for det sunde og sociale er kvalmende. De gamle skal tvinges til at gøre motion. Må de ikke få det bedste af alt – flæskesteg – juleaften, og skal de holde sig til mager risengrød? Må de ikke få fløde og sukker i kaffen, flødeskumskager og ordentlig flødeis? Skal de aktiveres døgnet rundt og strikke kludesko til de fattige i Langbortistan? Selvfølgelig ikke.
Moralismens mafia er en pestilens. Ingen skal tvinge mig til at leve sundt. Som læge finder jeg sygdom spændende. Sundhed er dog noget af det mest kedsommelige, der er opfundet. Lad maratonløberne more sig. Og lad mig være i fred. Jeg gider ikke gøre motion og har klaret mig helt op til støvets alder uden. I øvrigt foretrækker jeg dårlig kondi frem for et par dårlige knæ pga. sport. Jeg har fået et nyt venstre knæ. Det var et mareridt på en klinik i Rostock, hvor de bekendtgjorde, at de ikke brugte morfin postoperativt. Mit livs værste oplevelse.
Som liberal anarkist er ovenstående bemærkninger indlysende. Men der er en tilføjelse: Vi ønsker at være i fred for andres anmassende adfærd. Flytter folk her til landet er det vore regler, der gælder. Selvom vi væmmes ved at se de kvindeundertrykkende tørklæder, skal de naturligvis have lov at gå på gaden med dem. Men vi kan naturligvis ikke indrette maden på hospitalerne eller i skolen efter, at der er nogle, der finder svinekød syndigt. Og vi kan ikke acceptere kirkegårde, eller bygninger som ikke kan nedlægges, hvis det er i samfundets interesse.
Og så kommer vi til tobakken: Passiv rygning skal ingen påduttes. Heller ikke på plejehjem. Og den ubehagelige og ofte sygdomsfremkaldende tobak har man ret til at undvære. Alene det, at nogle ryger på deres eget værelse, kan være nok til at fremkalde svære astmatilfælde hos den, der går forbi på gangen udenfor. Hvis det er et problem, må man lave plejehjem for rygere og plejehjem for ikke-rygere eller sørge for en udluftning og regler, som er fuldt tilstrækkelige til, at ikke-rygere ikke generes.
Første gang jeg besøgte New York, efter at de havde indført tobaksforbud, var det hjerteskærende at se, hvordan de stod nede ved indgangen til alle skyskraberne og smøgede i frokostpausen. Men af hensyn til individets ret til frihed for den skadelige tobak, må de lide for deres last! Hermed min kommentar til plejehjemsrygerballaden:
Skal andre tvinges til passiv rygning?
Der er imidlertid mennesker, der har det særdeles ubehageligt ved at blive udsat for andres tobaksrøg. Der findes nogle, som får åndenød, ja svære astmaanfald. Passiv rygning øger også risikoen for kræft. Det var patetisk at høre en ældre cigaretrygende pensionist erklære, at hun ikke kunne nøjes med at sidde på sit eget værelse og ryge. ”Der blev jo totalt tilrøget på et øjeblik.” Hun måtte ud i samlingsstuen for at få luft i lungerne. På dette plejehjem var ikke-rygerne en forsvindende minoritet, som sad i et hjørne af spisestuen. Der var tale om et voldsomt overgreb på disse mennesker foranstaltet af statens plejehjemssocialisme.
Jeg ophørte med at ryge for over 30 år siden. Jeg var ikke så bange for lungekræft. Da det viste sig, at også blodpropper i hjertet skyldes tobakken, besluttede jeg at holde op. Det var efter en bedre middag, hvor jeg havde røget dagens sædvanlige 20 cigaretter og nu havde fået 4-5 cerutter og et par cigarer. Hvordan beslutter man sådan noget? Jeg lavede denne her øvelse: ”Er livet værd at leve uden cigaretterne”, spurgte jeg mig selv. Derom havde jeg positive forventninger. De har slået til, men det første halve år var et helvede af uafbrudte abstinenser.
Jeg har skammet mig over, at jeg udsatte min kone og børn for tobakken. Heldigvis har ingen af dem røget. Jeg gav børnene et kørekort, hvis de undlod at ryge. Det samme har jeg lovet mine børnebørn. Skønt det er moderne, at pensionister absolut skal have brugt formuen førend de dør 110 år gamle, håber jeg en gang at kunne give børnebørnene tilskud til en bil, hvis de fortsætter som ikke-rygere, i stedet for at gøre som ham ude i familien, der begyndte at ryge dagen efter at have bestået køreprøven. Jeg har desuden fortalt børnebørnene, at det er underklasse at ryge.
Askebægre er til at skodde cigaretten i
Jeg beundrer dog dronningen, der blev spurgt om, hvordan hun kunne tillade sig at ryge et sted på besøg i USA, hvor man frabad sig røg. ”Står der et askebæger, så bruger jeg det” svarede hun ordret. Hvis nogen kommer rygende ind i mit hus, får de uden stands anseelse et askebæger med besked om, at det er til at skodde cigaren.
Engang fik jeg på Sjælland et lift i bil med naboen. Hun havde to børn med, som sad bagi med astmatisk hoste. Undervejs tændte hun en cigaret. Hosten blev langt værre. Ja, jeg er altså ligeglad, sagde hun uopfordret. Nu trænger jeg altså til en cigaret. Jeg sagde ikke noget, men har aldrig siden kørt med i den bil.
200.000 danskere, formentlig mindst det dobbelte, lider af rygerlunger, som de vil dø af. Den hoste er det værste, jeg kan forestille mig at dø af. Jeg ville ti gange hellere have lungecancer – kolleger giver mig ret. Der findes efterhånden medicin, som kan lindre. Men medicinen virker ikke længe, hvis man fortsætter at ryge.
Nu ved jeg nok, at de frelste er de mest fanatiske. Det gælder også os omvendte rygere. Men jeg synes da principielt, at det er fint hvis pensionisterne fortsætter med at ryge. Jo flere, der dør af lungecancer og rygerlunger, desto mere kan vores allesammens folkeparti smide ud til ældrechecks til os ikke rygende pensionister. Og de må også gerne blive ved med at transformere leveren på skrump med koncentreret alkohol – hvilket nu absolut er mere spændende end tobakken.
Jeg har for mange år siden nægtet at risikere, at mit hjerte eller mine lunger for os skatteyderes penge skal transplanteres til en ryger. Leveren står derimod gerne til rådighed, hvis nogen kan bruge den.
Jeg blev alligevel lidt svag i koderne, da jeg for 20 år siden stod på Texas Heart Hospital i Houston og talte med en 17-årig pige, der dagen før havde fået et nyt hjerte. Det var hendes bedste dag nogensinde. Men da jeg senere lavede et TV-program med en hjertetransplanteret mand, der stadig røg 20 cigaretter daglig, besluttede jeg at stræbe efter at følge min hustrus ønske om at gå hel i graven med alle mine kostbare organer. Hun har lovet mig, at hvis dette lykkes, vil det komme til at foregå i min flotte smoking.
I øvrigt kan passiv rygning sammenlignes med, at en drukmås brækker sig ud over mig og den dér smoking. Der er vel heller ikke acceptabelt, at de gamle og senile på hjemmet skal have lov til at kaste op på sygeplejerskerne?
_____________________________
Helge Holst Kjærsgård
Læge, amatørpsykoterapeut – og foredragsholder.
Et af mine foredrag hedder LYNGLIMT FRA ET LÆGELIV – PLETSKUD OG SELVMÅL. Foreninger får det lidt billigere end erhvervslivet!
Dog er jeg ikke mere tilfalds for Rotarys sædvanlige to flasker rødvin. Engang, da jeg havde fortalt om depression til ca. 100 ingeniører i et af vore mange økologiministerier, stoppede hjemtoget fra København til Århus i Vejle i 4 timer. Der sad jeg med mine to flasker og ingen penge og opdagede, at jeg heller ikke havde en proptrækker.