I forbindelse med Thomas Breitenbachs nylige nyhedskommentar omkring muligheder for selvforsvar, er det relevant at nævne sagen om X-Marker, der kører i medierne i øjeblikket.
For dem der ikke skulle vide det, er X-Marker et selvforsvarsprodukt der er særligt udviklet til lande med en streng våbenlovgivning,som f.eks. DK. Hindringerne for at kunne sælge tåregassprays eller pebersprays herhjemme er bl.a. at myndighederne mener at disse våben kan anvendes som angrebsvåben, og at en person som bruger den slags som våben mod en overfaldsmand kan risikere at blive offer for sin egen spray. Desuden er tåregas og peberspray i stand til at give varige mén ( selv om sandsynligheden er MEGET lille ), hvis man er uheldig. Man kan så undre sig over at Politiet har lov til at fyre tåregas i hovedet på borgerne til demonstrationer, men de arbejder selvfølgelig for statens sikkerhed og så er varige mén uden betydning.
X-Marker er et våben af en hel anden slags. Det er en spray med blåt skum, der kortvarigt kan fratage en overfaldsmand synsevnen og ellers efterlader en kraftig blå farve der er et par dage om at gå af, lidt lige som det røde farvestof man kender fra de patroner der bruges til at opklare bankrøverier. X-Marker giver ingen mén, og alle ingredienser i produktet er normale ingredienser der herhjemme er godkendt til brug i fødevareindustrien.
I modsætning til en tåregasspray, så er det ret usandsynligt at X-Marker vil blive brugt som angrebsvåben, da det vil være mere effektivt at blænde folk med en dåse hårlak (sådan en KAN i øvrigt give varige mén ), og jeg ikke kan forestille mig at truslen om at blive farvet blå i et par dage er noget der får folk til at udlevere deres ejendele eller får en kvinde til at føje en voldtægtsforbryder. Anderledes forholder det sig for en forbryder. En forbryder vil nemlig se det som et stort problem at han kan spores når han har fået hovedet fuldt af blå farve, og sandsynligheden for at han derefter vil opgive sit forehavende er ret stor, vil jeg mene. Der er da også eksempler fra andre lande på at blot det at en overfaldsmand har set en X-Marker blive trukket, så har han opgivet og forladt stedet.
Som jeg ser det er X-Marker et genialt påfund, og et typisk eksempel på at markedet altid finder veje dér hvor politikere skaber forhindringer. Desværre har der også været forhindringer hér i landet, for selv om X-Marker er tilladt i Holland, der har en våbenlovgivning der minder om den danske, så har man valgt at forbyde den i DK. Argumenterne er de samme som mod tåregas/peberspray, men Lene Espersen fatter åbenbart ikke forskellen,eller også lader hun bare som om at hun ikke gør.Under alle omstændigheder så er angsten for at X-Marker bliver brugt mod ofrene selv hvis de trækker den for at forsvare sig selv åbenbart så stor hos justitsmordsministeren at man ikke tør overlade det til borgerne. Nej, blå farve er simpelthen for farligt.
Lene Espersen bakkes selvfølgelig op af folkets fjende nr.1, Anne Baastrup samt en eller anden ukendt socialdemokrat ved navn Morten Bødskov, der i Urban udtaler: »Vi frygter, at sprayen vil kunne blive brugt mod ofret selv. Desuden er vi bekymrede for, at vi åbner for en ond spiral, som på sigt vil betyde, at folk tager andre og langt farligere våben med i håndtasken,« . Goddag mand økseskaft! Udover at “glidebaneargumentet” i sig selv ikke er logisk, så er der ingen som helst grund til at tro at det at man lader folk bruge et ufarligt selvforsvarsprodukt som X-Marker vil føre til at de begynder at gå med knive, pistoler, osv. Tværtimod er det da netop manglen på lovlige alternativer der får folk til at søge andre midler.
Det er for mig tydeligt at politikerne i denne sag ikke engang kan argumentere rationelt for hvorfor X-Marker ikke skal tillades. For en politiker er det åbenbart en ubehagelig tanke at individer skal kunne forsvare sig selv. Enten kan man så som kvinde håbe på at der ikke sker en noget og lægge sig ned og sprede benene og krydse fingre for at man overlever, eller også kan man alternativt tage en tur til Holland og købe en X-Marker eller til Tyskland og investere i en peberspray. Man bør i hvert fald ikke sætte sin lid til at hverken Politi eller inkompetente politikere kan beskytte en hvis uheldet skulle være ude.
Se mere om X-Marker hér