[Redaktionel note: Weekendavisen har tilsyneladende valgt ikke at bringe nedenstående indlæg.]
Det er et lige lovligt arrogant og dumsmart bidrag til den liberale idédebat, som Morten Ebbe Juul Nielsen (MEJN) har fået optrykt i Weekendavisen den 8. oktober under overskriften “Guldfascisme”. Her angriber han den radikale gren af liberalismen, som i USA er blevet kaldt både libertarianisme og anarkokapitalisme, fordi venstrefløjen dér har sat sig på udtrykket “liberal”.
Liberalismen er, som alle burde vide, en hensygnende idé. Overalt i den vestlige verden, hvor frihedens filosofi blev udtænkt og vel stadig er kendt af de fleste, vinder staterne frem på bekostning af borgernes personlige frihed ? en udvikling, som er accelereret siden midten af
tresserne. Danmark er ingen undtagelse. Af frihedsrettigheder, som vi de seneste 100 år har tilkæmpet os, kan vel næsten kun nævnes pornografiens og abortens frigivelse, mens vi omvendt er gået fra et skattetryk på 5-10 procent til i dag omkring de 60. Således må vi gerne selv styre vores sexliv, men resten af livet kan vi stort set kun leve efter politikernes anvisning. For det koster jo at leve, og da politikerne har vores penge, bestemmer de med tilskud, hvilken levevis vi skal have råd til.
Umiddelbart er der to måder, hvorpå man kan reagere i denne situation. Mulighed nummer et er at fastholde, at liberalismen i den gamle version er en smuk og rigtig idé, men at folk enten er for dumme til at forstå det (den habermaske udlægning), eller at det konsekvent er de forkerte
mennesker, der er steget til tops i systemet (den kommunistiske udlægning). Herefter kan man lægge sig på ryggen og logre som en hund for overmagten.
Eller man kan ty til mulighed nummer to og spørge, om der måske er noget helt fundamentalt galt med liberalismen, som den blev udformet og kanoniseret for 200-300 år siden. Det er hvad en mand som f.eks. Hans-Hermann Hoppe har gjort på linje med andre dele af det libertarianske miljø. De er nået til den konklusion, at fejlen i liberalismen er, at den legitimerer statsmagten, og at den helt utopisk tror, at statens udfoldelse kan begrænses, selvom staten har en iboende tendens til at vokse og har fået tildelt den ultimative magt i samfundet.
For den indsats tildeler MEJN Hans-Hermann Hoppe betegnelsen “guldfascist”. Det skyldes, at Hoppe ikke blot er anarkokapitalist men også samtidig kulturelt (ærke)konservativ og i sin vision om et samfund uden en stat forestiller sig, at folk finder sammen i naboskaber med andre, som de deler kultur med. I Hoppes fremtidsscenarium har han selv bosat sig i et lokalområde med andre ligesindede, og de har sammen besluttet, at bøsser og hedonister ingen adgang har. Bøsserne og
hedonisterne har i stedet valgt at bosætte sig i New York eller i Ibiza-lignende partyhelveder.
Kort sagt: Hoppe er imod kæmpestaten i dens moderne udformning, men er ikke imod, at nabolag, grundejerforeninger osv. slutter sig sammen og udformer community-regler for hvem der må bo hvor, og hvordan de må opføre sig. Nogle communities vil være kommunistiske, nogle konservative, nogle
flippede, nogle vil være totalt uden regler osv. Men læg mærke til dette: I Hoppes meta-utopi er der plads og selvbestemmelse til alle ? forudsat, at de ikke krænker community-regler (hvis disse findes). I sin essens er der imidlertid ikke den store forskel på Hoppes vision og et dansk
70’er-kollektiv. Her kunne man ikke komme ind, hvis man levede i traditionelt ægteskab og gik på arbejde fra 9 til 17. Sådan er nu engang det frivillige fællesskabs natur; man finder sammen med ligesindede, for det er mennesker ofte tryggest ved.
Det skal parentetisk bemærkes, at Hoppes homofobier på ingen er udbredt i hverken det amerikanske eller det danske libertarianske miljø. I (også) denne forstand er Hoppe særegen. Formålet med at invitere ham til Danmark var at høre om hans analyse af statslige institutioner ? og ikke om hans
personlige, konservative idiosynkrasier. Men selvom de færreste danskere? inklusive undertegnede? vil kunne se noget sympatisk i at udelukke bøsser fra sit community, virker det langt ude at anvende “fascismekortet” om et sådan synspunkt. Hvori det fascistiske består, må MEJN nok forklare
nærmere, hvis andre end han selv skal forstå det. Har alle og enhver adgang til MEJN’s private hjem og ejendom? Hvis nej, er det så fascisme?
Endnu mere mærkeligt bliver det, når MEJN forklarer, hvorfor han i det hele taget har valgt at skrive om Hoppes radikale liberalisme. “Fordi den giver liberale et dårligt rygte. Det er alt for
nemt for antiliberale kræfter at sige: ‘krads i lakken og nedunder finder du en anarkokapitalist.'” Nå, ser man det. Jeg gik egentlig og troede, at det var folk som Anders Fogh Rasmussen, der gav liberalismen et dårligt navn med sit militære eventyr i Irak og sine pralerier af, hvor mange ekstra han har ansat i den offentlige sektor herhjemme.
Hvis MEJN vitterlig er liberal, så burde han glæde sig over, at der findes folk, som endnu ikke er blevet fedtet ind i den herskende socialdemokratiske samfundsideologi, og som ikke er faldet på
halen for den nye neokonservative verdensorden. I det hele taget er den danske, borgerlige debat ufatteligt slatten, og man må fra tid til anden spørge sig selv, om borgerlige danske politikere overhovedet læser udenlandske bøger ? eller om de får al deres inspiration fra formiddagsbladene og bøger forfattet af støvede højskolefolk.
Hvorfor bekymrer MEJN sig i øvrigt om, at der findes liberale, som vil gå længere end ham? Kan vi, der er enige om, i hvilken retning vi skal gå, ikke følges på vejen, indtil vi ikke er enige længere?
Ville det ikke være at foretrække frem for sekterisk skyttegravskrig a la venstrefløjen i 70erne?
Re: Hoppes "guldfascisme"
