Tæt ved mit hjem findes en lille gruppe butikker, hvor der hele dagen står en samling midaldrende mennesker og drikker øl. Forleden dag, da jeg gik forbi, havde de en drikkekonkurrence, hvor man hurtigst muligt skulle drikke en dåseøl. En cirka 45 år gammel mand fejlede til højtlydte mishagsytringer ved at komme til at hælde en tredjedel af øllens indhold ud over sig. De tilstedeværende var uimponerede, og det var jeg også – om end formentlig af anderledes årsager.
Med stor sandsynlighed var den langsomt og dårligt drikkende mand på ukritisk offentlig forsørgelse. Ingen spørgsmål eller betingelser bliver stillet ved udbetalingen af kontanthjælp. Han får sine penge, så han kan købe mere øl og spilde det i – og udover – sig.
Hvad med hans fremtid? Hvad med hans børn? Hvad med deres fremtid? Disse spørgsmål mangler, for manden har ifølge offentlighedens mening ret til bistandshjælpen, og ingen skal stille krav til eller dømme over hans liv.
Eksemplet kunne være taget fra en hvilken som helst dansk provinsby og illustrerer, hvor stor en indvirkning den kulturradikale ideologi har haft i offentligheden; begreber som stolthed, ære, skam, hæderlighed, opbyggelighed og troværdighed klinger i dag gammeldags og hult i danskernes ører. Med god grund, kunne man tilføje.
Som følge af kulturradikalismens succes er det borgerlige hierarki af værdier blevet jævnet med jorden og mange steder erstattet af en udtalt værdinihilisme. Det er i den kulturradikale prisme ligegyldigt, om man har et arbejde, om man forlader sin familie, om man staver ordentligt eller om ens børn lever i åndeligt armod – sådanne sociale udtryk er ikke forkerte, de er blot anderledes.
Hvis alle værdier, kulturer og leveformer – sådan som kulturradikalismen foreskriver – anses for at have samme moralske gyldighed, giver det ingen mening at fordømme andres (antisociale) handlinger eller livsførelse. Ingen bliver længere advaret om, at de bringer skam over deres familie, for familien er kun en blandt flere ligeligt accepterede sociale enheder i det værdinihilistiske samfund. Ingen bliver i det hele taget længere bedt om at skamme sig, for skam har ingen mening i et skamløst samfund.
Men hvor fordømmelsen træder ud af den offentlige sfære, træder fordummelsen i dens sted, og uden de sociale bindinger og restriktioner, som indtil 1960’erne kendetegnede og hævede dansk kultur i international sammenhæng, eroderes civilisationen.
Derfor kan man i dag opleve langt flere mennesker øde deres liv bort på tankeløs hedonisme og antisocial adfærd, end tilfældet var for 40 år (og en velfærdsstat) siden. De fleste ældre mennesker kan huske en tid, hvor gravide eller barnevognskørende forældre naturligt kom først i elevatoren, hvor hærværk og vandalisme stadig var forargeligt, hvor road-rage endnu var et ukendt fænomen og hvor der kun blev begået en sjettedel af vore dages voldsforbrydelser per indbygger.
At skilsmisseraten, kriminalitetsstatistikkerne, analfabetisme, antallet af enlige forsørgere, fedmeproblemer og talrige andre indikatorer for menneskelig mistrivsel i disse år sætter rekorder er intet tilfælde. Det er et direkte resultat af, at de kulturradikale døtre og sønner af den velstillede og intellektuelle elite (som aldrig har haft disse problemer inde på livet) igennem mange år uimodsagt har påvirket offentligheden.
Hvis vi ønsker fortsat at leve i et ordentligt samfund, er det på tide, at vi tager taget vort vigtigste våben i anvendelse: fordømmelsen.
Fordømmelse og fordummelse
