Frygtindustriens logik

Angst pusherne, dommedags profeternes angstpolitik
Demagogernes fjende nr. 1 har været og er stadig kapitalismen, dvs. respekt for privat ejendomsret og frivilligt handlende individer. Hvordan kan det være at så mange tror på, at frivillige aftaler er den direkte vej til dommedag?
Mit bud er at det allerede starter i folkeskolen (røde robotfabrikker), som det lykkedes marxisterne at overtage. Det er her, at frygten først bliver plantet i hovedet på forsvarsløse børn. Tingene er muligvis blevet bedre siden de sortseende firsere, hvor dansktimer blev brugt til at se manipulerende eller direkte løgnagtige miljøfilm, og hvor historie- og samfundsfagstimerne blev brugt til at forherlige eller ligestille Sovjetunionen som et legitimt regime og udregne, hvor mange gange USA kunne sprænge kloden i luften med atomvåben. Men ikke desto mindre, bedriver den intellektuelle elite stadig en aggressiv og angstprovokerende propaganda. Der var dog chokerende at kendskabet til Gulag tog så lang tid at nå ud blandt den intellektuelle elite.
Frygt har den bivirkning, at man mister interessen for fremtiden. Hvis alting alligevel går ad helvede til, hvorfor skulle man så gøre noget aktivt for at forbedre sin egen fremtid? Det er muligt, at den intellektuelle elite formår at anspore ungdommen (eller befolkningen i det hele taget) til at kanalisere kræfter ind i miljøarbejde, ulandshjælp og fredsgrupper, og at disse arbejdsområder kunne betragtes som et forsøg på at forbedre sin egen (”vores”) fremtid, men disse aktiviteter er udpræget kollektivistiske og har som sådanne intet langsigtet, produktiv og privatøkonomisk afkast. Vores velstand bliver ikke forøget og hvad angår ulandshjælp skal man være naiv for ikke at kunne se de samfundsnedbrydende afledte effekter hos modtagerne. Bistand til lande med despotiske regimer giver dem flere penge til undertrykkelse.
Det gælder stort set alle frygtafledte aktiviteter, at de hæmmer vores velstandsmæssige potentiale. I de sorte firsere – såvel som i dag – talte den naive og gysende ungdom jo ikke om at anlægge egetræsalléer, opspare til at starte egen eller andres virksomheder eller at undgå at stifte gæld. I et frygtsomt miljø stiger tidspræferenceraten, dvs. lysten til at investere i egen fremtid. Hvis ens tidspræferencerate stiger, er det ensbetydende med, at man skal kompenseres endnu mere for at udskyde sit forbrug til fremtiden.
Uden en fremtid virker det jo meningsløst at investere i den og så kan man lige så godt leve, som det var den sidste dag på jorden. No-Future generationen under den Kolde Krig er et godt eksempel på, hvad fremtidspessimisme gør ved unge. De blev punkere, Bz’ere, junkier, Hare Krishnaer, alkoholikere, øko-terrorister og ofre for selvopfundne religioner. Gudskelov var det dog ikke alle, som lod sig påvirke negativt af demagogernes evige brandtaler, om at jorden går under i morgen, medmindre man vælger at implementere de store, dyre og ”videnskabelige” løsninger.
Mine egne oplevelser i den danske folkeskole
Da jeg var teenager kunne den kolde krig hurtig blive meget varm og der var ikke mangel på terrorfrygt. Jeg er vokset op med de Røde Brigaders terror i Italien. Ofte så jeg terrorattentater i TV med sønderskudte biler, bombninger af civile, kidnapninger og mord. På det tidspunkt var det normalt i Italien; mafiamord, kommunistisk terror og fascistisk statsstøttet terror (P2 Logen). Selv i dag udgør socialistisk terror i Italien en trussel som dengang i 80’erne.
Ifølge EU’s terrorliste fra 17. maj 2004 er der stadig 10 italienske socialistiske terrorgrupper. Men selvom de mest doktrinære socialister ofte udviser psykopattræk og ikke viger tilbage for at ofre andres liv i deres kamp for det altomfattende tyranni, er det spørgsmålet, om frygten for selv disse terrorgrupper var berettiget. Frygt for terror giver den politiske elite gode kort på hånden, og statsmagten vokser aldrig lige så meget som i krigstid. I fredstid vokser den videre dog med en mindre rasende tempo, selv med en borgerlig regering.
I Danmark i starten af 80’erne, blev jeg påduttet frygten for, at hvis den amerikanske ambassade blev bombet så ville jeg højst sandsynligt dø af glasskår og trykket, da min skole lå på overfor. Igen frygt for socialistisk terrorisme. I skolen lærte vi at vi højst sandsynligt var den allersidste generation på planeten pga. kapitalistisk overforbrug, som ville medføre en økologisk katastrofe. Nonnerne på min skole fortalte gladelig om dommedag og vi skulle glæde os til den, vi fik endda hellige vokslys som vil være det eneste lys som kunne brænde på dommens dag. Medierne og politikere bidrog til at forhøje frygten for fremtiden med deres angstfremkaldende budskaber. Jeg gav op, jeg kunne ikke se hvorfor jeg skulle gøre noget overhovedet da det ikke kunne betale sig, engang imellem i raseri over afmagten tænkte jeg på at blive terrorist og ofre mit liv for en bedre fremtid. Jeg drømte om at skyde præsidenter og statsledere for at stoppe det politiske vanvid. Ikke smarte løsninger, men løsninger som bygger på angst, afmagt og vrede er generelt meget dårlige.
Fra socialistisk terror til muslimsk terror
Nu er den kolde krig overstået, så angsten i samfundet burde være mindre end dengang. Men ak og ve, nu er det krigen mod terror som skaber angst i samfundet, så meget at mange har glemt den røde terrorisme, som stadig findes indenfor EU. I stedet for at frygte socialistisk terror frygter man i dag muslimerne. Frygten for muslimsk terror har takket været den generelle frygt banet vejen for krig i Irak og Afghanistan. Den politiske frygtindustri har kastet os ud i en krig, som kun skaber mere og mere frygt. Her oplever vi nemesis, den amerikanske hemmelige udenrigspolitik for at bekæmpe kommunistisk terror i Afghanistan, har skabt hele det netværk af islamiske terrorister, vi i dag frygter. Politikere har oven i købet lavet tåbelige love for at stoppe muslimerne i at komme hertil. I stedet for at sige det, som alle ved er intentionen (man ønsker ikke muslimsk indvandring) rammes alle andre. Alle skal behandles lige dårligt, ellers er det ikke demokratisk.
Hvem sælger disse budskaber, hvad er kilden til meget unødigt frygt i samfundet? Det er røde hippier som underviser vores børn i skoler, politiker som vil sælge klamme politiske løsninger, rabiate religiøse dommedags profeter, medier som lever at chokere deres publikum og utallige NGO’er, som ønsker at ekspandere deres medlemstal, deres medietid og deres finanser.
Endnu værre er at frygt bliver brugt til at sælge politiske budskaber, alle ved at beslutninger som bygger på angst ikke har tendens til at være rationelle. Frygt et det bedste manipulation til at gennemføre politiske beslutninger eller til at rekruttere nye medlemmer. Dommedagstro skaber ikke kun frygt men også apati, som er endnu værre.
Den socialistiske dommedag
Den socialistiske (dommedags)profeti som historien grundigt har modbevist udgøres af marxisterne og Marx’s tro på, at kapitalisme vil skabe så mange forarmede, at de vil til sidst ville udgøre et flertal og vælte den påstået minimale, herskende kapitalistiske overklasse, enten gennem revolution eller ved et parlamentarisk valg – en parallel til religionernes dommedag, hvor proletariatets repræsentanter (i praksis de intellektuelle socialister) skulle afsige domme over menigmand og fortælle, om han fortjente at leve eller ej. Folk er blevet rigere og rigere, og alligevel brokker de sig mere og mere, lighedstanken kender ingen grænser. Ingen er frie, før alle er lige. Indtil da er samfundet socialistens svar på Sodoma og Gomorra. I dag er det frie marked arvesynden, som socialister kalder for globalisering. Selvom jeg ikke kan se, at en frivillig handel skulle være djævelens værk, så er deres svar at lade Leviathan det kunstige menneske som skulle være en repræsentation af folkets vilje, fikse problemerne. Folkets vilje? Næh det er politikere, som styrer Leviathan – ikke folket som aldrig kan blive enige om noget som helst.
Der findes mange flere dommedagsteorier, end dem jeg kommer ind på, dem er der ikke mangel på. Jeg har blot inkluderet dem, som betragter som mest relevante og udbredte i samfundet i dag.
Den økologiske dommedag
Gaja-fanatikerne – i filosofiens verden; økosofferne – har to årsager til dommedag, som i realiteten kan koges ned til en enkelt faktor; mennesker er skyld i dommedag, vi er en økologisk virus som dræber naturen. Den mest gængse er at kapitalistisk overforbrug til sidst vil ødelægge hele kloden. Så derfor vil de lade den tredje verden fastholde en lav produktion som ikke kan skabe velstand, vi skulle nødigt have at de har biler, TV, og køleskabe og andre hårde hvidevarer, det sviner miljøet til. De skal vente på at det lykkedes med at bruge koldfusion eller noget andet, før de må leve som os. Med den dommedagsvision har man ved hjælp af frygt for fremtiden kunnet skabe den globale CO2-skat. Den anden dommedagsvision er GMO som vil ødelægge økologien, igen er frygten for en usikker fremtid med til at den tredje verden ikke må bruge GMO som vil redde mennesker fra sult og vitaminmangel. De er så bange at de hellere ville lade en masse mennesker dø af sult og blive blinde, mens de føler sig frelste og hellige.
Den kristne dommedag
Den kristne dommedag kender alle, ellers så kan man læse Johannes Åbenbaringen om den babylonske skøge, som for nogen er lig med kapitalismen. Muslimerne deler desværre samme dommedag, så de er også med på vognen. Dog er der den forskel at troende glæder sig til den dag hvor alle andre kommer i helvede, jøder, ateister, buddhister, hinduer og andre som ikke lige er medlem af den ”rigtige” tro selvom de opfører sig bedre end de fleste katolske pædofile præster. Præsten kan bare sige undskyld til Jesus når han dør, sur røv for de andre, de kommer direkte i helvede.
Den kosmiske dommedag
Nu begynder NASA også at bruge frygtens logik til egen fordel som er: Giv os flere penge så vi kan holde øje med kometer og andet affald som vil ødelægge hele kloden.
Den smitsomme dommedag
Læger spår, at der en dag ville brede sig dræbervirus som SARS, pga. den øgede globalisering. En ny sort pest vil hærge kloden og dræbe store dele af befolkningen. Igen er globaliseringen skyld i dommedag, mere brændsel til dommedagsbålet.
Den xenofobe dommedag
Frygten for de fremmede er støt stigende, med hjælp fra Ekstrabladet, politikere og andre angstfulde personer. Dog er frygten begrænset til muslimer, ikke kinesere, italienere, grækere, jamaicanere, sydamerikanere eller skotter. Frygten for at den hvide mand bliver udryddet eller at Danmark bliver til at kalifat er voksende. Den kristne, kosmiske og smitsomme dommedag fylder ikke meget i medierne, dog er xenofobi i dag et dagligt debatemne som fylder meget i dansk politik. Frygten for muslimer skaber antiliberale love, for at sikre en usikker fremtid.
Den medieskabte dommedag
De hurtigste til at bringe nye dommedagsscenarier er medierne, intet sælger bedre end fx en falsk pestepidemi i Indien. Frygt og gru sælger som varmt brød, den konstante forøgelse af magtesløshed giver den illusion at vi har brug for mere stat og kontrol. Politikere er de første til at komme med hjernedøde løsninger som altid er mere stat, kontrol og mere magt til FN. FN som består af hovedsagligt despotiske regimer, der ikke kan løse de mest simple problemer i deres egne lande. De skal så tilsammen blive enige om at stoppe dommedags trusler. Mildest talt en dårlig vittighed, centralisering af magt har altid været en dårlig løsning.
Konklusion
Angst for dommedag er en trussel mod civilisationen. Et frygtsomt og irrationelt miljø medfører ofte dårlige løsninger, flere politiske indgreb, en voksende stat, flere skatter, flere offentlige ansatte, centralisering af magt, højere tidspræferencerater, unødig angst, manglende fremtidsudsigter, apati og magtesløshed. Kort sagt alt, hvad der er antiliberalt.
Sig NEJ til angstpushernes budskab, sig JA til frihed og fremtidsoptimisme. Lær dine børn, at de har en fremtid, og at de selv skal investere i og forbedre den, før de ryger i kløerne på dommedagsdemagogerne. Lad ikke civilisationen forfalde til et angstneurotisk samfund, hvor ingen kan tænke klart mere pga. frygt.
Tænk eksempelvis på de ufattelige kræfter, Ludwig von Mises udviste i sine imponerende værker. Hans intellektuelle bedrifter havde hele den klassisk liberale epokes og hans hjemstavns (det østrig-ungarnske kongeriges kultur) sammenbrud som baggrund. Alle steder gik mennesker ind for mere og mere stat, og alligevel kæmpede Mises for at overbevise alle, som ville høre om det om de liberale ideer. Det ville ikke have kunnet lade sig gøre uden en høj grad af fremtidsoptimisme og en meget, meget lav tidspræferencerate; det sande kendetegn for civilisation.