I EU er der vedtaget en serie direktiver mod diskrimination. Denne serie af direktiver skal forbyde annoncering og demonstration af præferencer indenfor køn, alder, race og handicap på arbejdsmarkedet, dvs. kun for arbejdsgivere. Arbejdstagere må stadig undlade at søge hos en iransk virksomhed, selvom de søger hos en dansk.
Lovserien stammer juridisk fra Amsterdamtraktaten artikel 13, hvor der står at der kan lovgives mod diskrimination. Det er et problem, fordi når jeg køber eller vælger noget, så diskriminerer jeg jo mod alt andet, jeg kunne have valgt.
Folketingets udmøntning af EU’s bestemmelser, et lovforslag, møder kritik hos ældre og handicap-grupper. I ældresagen er man heldigvis skeptisk overfor en arbitrær ting som 65-års reglen. ”Man burde i stedet afskaffe aldersgrænser på arbejdsmarkedet.” Men ikke al kritik er lige intelligent eller medmenneskelig.
På den mere stupide side udtales det fra ældresagen, at der skal konfiskeres penge fra alle mulige sagesløse mennesker til rådgivning og klageinstanser til ældre, så de kan retsforfølge arbejdsgivere. Kan man sige noget dummere? Jo, man kan som Jens Vibjerg fra Venstre tilføje: ”Lovforslaget betyder at ældre under 65 år vil få lettere adgang til arbejdsmarkedet og undgå diskrimination under ansættelsen.” Han tilføjer: ”Alle undersøgelser viser, at der bliver brug for flere ældre på arbejdsmarkdet for at klare fremtidens opgaver.” Hvorfor kan Vibjerg ikke se, at hvis der bliver brug for dem, så skal de nok blive ansat? Fjern dog reguleringen i stedet for at regulere.
Det meste af kritikken fra lobbyisterne går på, at lovgivningen, som tvinger folk til at vælge deres medlemmer, i Danmark ikke er hård nok. Hvad skal en lobbyist ellers sige? De samvirkende invalideorganisationer følger op med kommentarer som: ”Vi savner mindstekrav, der forpligter arbejdsgivere til at indrette virksomheden til handicappede jobansøgere.” Hvad så med alt det, der kunne være skabt, hvis man ikke lavede sådan nogle mindstekrav? Det der ikke skabes, ser man ikke, så det kan man ikke have ondt af. Hvad med alt spildet, hvor disse indretninger ikke anvendes?
Grundlæggende vil man straffe folk for at vælge, det de ønsker for deres egne penge, selv om de ikke skader nogen. Hvis man ikke vil have de ældre, må man ikke have nogen. Gør det os frie? Gør det os lige? Styrker det broderskabet? Særrettigheder er udtryk for tvang. Særrettigheder er udtryk for ulighed mellem yder og nyder. Særrettigheder skaber splid og eliminerer sammenfaldet af interesser mellem yder og nyder (definitionen på solidaritet).
Diskussionen om moralen i at påbyde folk politikernes præferencer for, hvad de skal, er minimal. Kun det økonomiske er oppe at vende og venstrefløjen angriber de borgerlige for dette. Hvor er de umenneskelige, de borgerlige. Imens folk koncentrerer sig om det moralske for andres penge, er der ingen, der diskuterer det moralske ud fra en symmetri imellem yder og nyder. Det økonomiske i lovene er helt ad H til. Det er det moralske faktisk også.
Lidt om lobbyismen
Lidt om EU’s direktiver.
Lidt mere om EU’s initiativ
Lov imod diskrimination
