En undersøgelse i British Medical Journal offentliggjort i juni i år konkluderer, at risikoen for hjertekarsygdomme, ved passiv rygning, ikke er 20-25 % som man hidtil har troet, men 50-60 %. Dette har den seneste tid fået debatten om rygeforbud til at blusse op. Overlæge Inge Haunstrup Clemmensen (Kræftens Bekæmpelse)siger den 2. juli i Urban:
Det er det mest kvalificerede bud, jeg endnu har set. Den afslører skaderne af al den passive rygning, man bliver udsat for til hverdag. Undersøgelsen er det rene guld i kampen for røgfri miljøer. (Min fremhævelse, tbj)
Om ikke andet, siger citatet i hvert fald en del om overlægens troværdighed i debatten. Ligefrem at glæde sig over, at passiv rygning dræber flere end hidtil antaget, er morbidt og viser en tydelig bias for at sikre egen levevej som dommedagsprofet.
I går (eller i forgårs?), var hun på banen igen, denne gang i DR/P1 (såvidt jeg husker). Anledningen var en BT rundspørge
blandt folketingspolitikere, der viste at 56 af 78 adspurgte folketingsmedlemmer, ville stemme nej, hvis der i folketinget blev stillet forslag om at forbyde rygning i det “offentlige rum”.
Her kunne hun fortælle, at 50 mennesker i Danmark dør af passiv rygning hvert eneste år. Og at udsætte andre for passiv rygning, svarer til at hælde en med spand kræftfremkaldende stoffer ud på gulvet.
For det første. Hvilken form for passiv rygning dør disse 50 mennesker af? Er det passiv rygning på arbejdspladsen, i skolen, i hjemmet, hvor? Det har betydning, eftersom forslaget om forbud mod rygning gælder det “offentlige rum”.
For det andet. Findes der noget der ikke er kræftfremkaldende? Præcis hvor kræftfremkaldende er passiv rygning? Forkølede mennesker er også en trussel mod helbredet, skal de forbydes at færdes i det “offentlige rum”? Dieseldrevne busser er også skadelige for cyklister og gåendes helbred, skal de også forbydes?
Der findes kræftfremkaldende stoffer i alt, over alt. Der handler om mængden af påvirkningen, ikke selve tilstedeværelsen af de kræftfremkaldende stoffer.
“Det offentlige rum”
Alle disse ovenstående betragtninger er relevante, for så vidt der findes offentlige rum OG at disse offentlige rum bør være genstand for lovgivernes lange arme. Men giver det overhovedet mening at tale om arbejdspladser, caféer, restauranter, sportsklubber og biografer som offentlige rum?
Problemet bør fremgå ganske tydeligt: “offentlige rum” er ikke offentlige. At lovgive om noget, der er lovligt i private hjem, men ikke i “offentlige rum”, er en erodering af ejendomsretten til de barer, restauranter, caféer osv. der går under denne betegnelse. Hvis man kan lovgive om rygning, kan man også lovgive om restauranterne menukort, sportsklubbernes træning, biografernes udvalg af film osv. med de samme argumenter. Hvis du ikke bryder dig om italiensk mad, så går du ikke på italienske restauranter. Hvis du ikke vil udsættes for passiv rygning, så holder du dig fra restauranter, der ikke er røgfri.
Sådan bliver “det offentlige rum” mere røgfrit
Faktum er, at flere og flere arbejdspladser, caféer osv. bliver røgfri. Senest vil DSB ved årsskiftet fjerne rygerkupéerne. Tendensen med flere røgfri steder, sker helt klart som en reaktion på den øgede bevidsthed om rygnings skadelige virkninger. Vi har at gøre med virksomheder, der efterkommer forbrugernes ønsker. For det er jo velkendt (og bør være helt ukontroversielt), at de virksomheder, der bedst er i stand til at efterkomme sine kunders ønsker, klarer sig alt andet lige bedre end virksomheder, der er ringere til at efterkomme sine kunders ønsker.
Altså, (kvinder bør være ekstra opmærksomme på den efterfølgende sætning) hvis du ikke udtrykker dine præferencer, kan du heller ikke regne med at andre kender dem. Hvis du ønsker en røgfri restaurant, så brok dig hvis du ikke kan bestille bord i et røgfrit område, gå og kom ikke tilbage før du kan.
Frivillighed ellers tvang
Flere politikere har givet udtryk for, at de ønsker røgfrihed af frivillighedens vej, som også BT’s rundspørge tyder på. Problemet er blot, at politikere har det svært med selv de mest simple ord i det danske sprog.
Vestres sundhedspolitiske ordfører, Jørgen Winther, udtalte den 26. juli i år til DR/Nyheder:
Hvis ikke der er tilpas mange røgfrie restauranter inden 5-6 år, så vil et parti som Venstre være parat til at kræve røgforbud ad politisk vej, siger Jørgen Winther, sundhedspolitisk ordfører for Venstre.
Vi lader det stå et øjeblik.
Fornuft er sjældent noget man forbinder med politikere, og sjældnere med socialdemokrater. Dette til trods, er det mest fornuftige indlæg i debatten, fra en socialdemokratisk folketingspolitiker. Således udtaler Lone Møller i samme artikel til DR/Nyheder:
Jeg så gerne, at der kommer røgfrie rum på restauranter og cafeer, men jeg tror, det kommer af sig selv. Restauratørerne er nødt til at følge kundernes ønsker.
Go! Lotte.
Rygning i offentlige rum
