Kong Arthur, Anmeldelse

Lad os starte med det sure. Den sande historie handler meget om Hans Zimmer, for han har lavet musikken til filmen. Han lavede også musikken til Pearl Harbor, Thin Red Line, ID4 osv. Og til en masse forfilm, hvor de små hår rejser sig. Musikken spiller rigtig meget gennem hele filmens over to timer. Den spiller for meget. Især når historien bliver ensformig, musikken ligeså, replikkerne er ganske få, og vi er hensat til at skulle synes at Guinevere (Kiera Knightley, døbenavn ukendt) bare er så smuk og sej. Særligt slagscenerne til sidst virker ensformige pga. forvirringen, hvor det, man primært forstår, er musikken, som man ikke burde have som primært indtryk. Det er jo en film.
Hvad handler filmen så om?
Filmen indleder på fin vis med at forklare at Romerne dominerede kontinentet og ønskede flere undersåtter til at tjene Rom. Og det er ordret, hvad der siges. De erobrede så Lancelots hjemegn i Ukraine og indkaldte ham til tjeneste i England. Lancelot er en af Arthurs riddere. Han skildes fra familien, musikken spiller og tårerne triller. Filmen spoler så 15 år frem og stiller over til det nordlige England.
Lancelot, Arthur og de andre overlevne riddere skal have deres frihed godkendt efter endt tjeneste. Det er underforstået af de alle deler Lancelots hidtidige skæbne. De er nu kendt som en elitestyrke langs grænsen til det nordlige England (Skotland) som Romerne ikke har erobret. Og nu er Rom oven i købet på tilbagetog. Muren til Skotland er ved at blive rømmet for tropper og civile romere. Men langt oppe i det skotske bor en Romersk borger med sin familie og herunder hans søn, som i Rom er udset til at blive Pave. Så familien skal hentes og Arthur og hans riddere nægtes frihed før den opgave er løst. Desværre er en stor styrke Saxere gået i land i det skotske og er på vej ned gennem Skotland for at sprede død og ødelæggelse. Opgaven betragtes derfor af ridderne som lidt af en selvmordsmission, men alternativet er for Arthurs riddere at blive betragtet som desertører af romerne og blive jagtet rundt i hele det romerske rige, som på det tidspunkt dækker egnen fra Nordengland til Ukraine og ned til Nordafrika. Alternativt skal de flygte til områder, hvor de vil blive myrdet fordi de er fremmede – Skotland, Skandinavien – og hvor vejret er endnu værre end hvor de er. Der er ingen grund til at dø i dårligt vejr som desertør, når man kan dø i dårligt vejr som soldat. Så de drager af sted.
Inden de drager af sted luftes i filmen et klart budskab i Arthurs samtaler med sin foresatte og med Lancelot. Religion er et middel til misbrug for politikere og andre mindreværdige, og der bør eksistere religionsfrihed. Mennesket er født frit, som en filosof af Arthur citeres for, og kan ikke holdes som træl. Militærtjeneste, gives Arthur også udtryk for, er noget, ingen skylder Rom. Arthur tror at disse tanker er tilstede i Rom og kæmper for dette idealbillede af Rom som et centrum for civilisationens udvikling til det bedre. Ligesom vor helt i filmen Gladiator, Maximus, giver helten i denne film, Arthur, udtryk for at han kæmper for det billede han har af Rom, hvis ikke for det Rom i virkeligheden er.
Det er også den samme forfatter, der har skrevet de to film. Og han er tydeligvis ret liberalt indstillet. Fra Gladiator var en scene, hvor folk plyndres i skat, klippet ud. Men det var altså en del af forfatterens historie. I denne film vises denne skatteundertrykkelse tydeligere.
I starten siges også noget andet helt klart: Uanset, hvad realiteterne er, så har livet ingen mening uden idealer. Ikke overtro, men idealer. Uanset om noget aldrig bliver, så lever man for intet, hvis ikke for en drøm og et håb. Og for Arthur er dette ideal at mennesket er født frit. Jeg var overrasket, men måske vil denne forfatter også i fremtiden levere budskaber, som ikke behager tilhængere af sociale kontrakter anden medfødt trældom.
Afsted går det til det skotske og på fin filmisk vis fremstilles hestene, de ridder på, som rene maskiner, der bare ridder max 24-7. Og musikken spiller, tårerne triller.
Ridderne fanges af nogle skotter (Vandere eller Woads) , som dog lader dem gå, så de kan slå saxerne ihjel. Dem kan skotterne nemlig ikke lide. Og så ankommer ridderne hos den romerske borger. Den romerske borger har af Rom fået foræret et stykke land med tilhørende skattebetalere, trælle, soldater og nogle religiøse tosser, han kan bruge til at undertrykke befolkningen. Dette bryder Arthur sig ikke om, for han kæmper for et andet Rom, så han laver om på tingene på stedet, inden han beder alle om at pakke sammen og følge med, hvis de ikke vil slagtes af Saxerne. Her finder han også Guinevere i et fangehul.
På vejen tilbage opstår en uoverenstemmelse med den romerske borger og det bliver desværre nødvendigt at skyde ham (bue og pil). Hans søn forklarer at det var ok, for hans fader havde tydeligvis et adfærdsproblem. Arthur forklarer sønnen, at han kæmper for at alle mennesker er frie. Sønnen forklarer Arthur at sådan er virkeligheden ikke. I øvrigt, siger sønnen, er den filosof, Arthur hentyder til blevet myrdet i Rom for et år siden. Arthurs drøm eksistere ikke, mens dens antitese dominerer i bedste velgående. Igen, siger Arthur, at dette ikke ændrer ved, hvad han har sagt. Drengen virker som om han til dels beundrer Arthur, til dels har ondt af ham.
Selvfølgelig skal Arthur og Guinevere have noget mere med hinanden at gøre, tror man, men inden da serveres både filosofi og et politisk spil. Guinevere kæmper for hendes folks (Vanderne eller skotterne) ret til at leve uden fremmed overmagt, hvor de er født. Hun argumenterer for en ret til at leve frit, hvor man er født og vokset op. Hun hører til i området, som hun siger. Efterfølgende lokker hun Arthur i en fælle for at hendes far, Vandernes leder, kan overtale Arthur til at tage lederskab for Vanderne som krigsherre imod de andre fremmede magter, når nu Romerne forsvinder. Han er jo bare værnepligtig det meste af filmen, så læseren kan jo selv gætte, hvorfor filmen hedder Kong Arthur og ikke Arthur i Trøjen.
Tilbageturen med sønnen og andre flygtningen byder også på billeder af de gode Riddere, der sover uden tæppe i sneen, hede blikke mellem Guinevere og Lancelot, og en udmærket kampscene mellem ridderne og et forstærket kompagni Saxere. Her vises ligestillingen mellem kønnene, idet Guinevere lover Lancelot at beskytte ham mod sexuelle overgreb fra Saxernes side. Strålende.
Ridderne når tilbage til muren og Romerne. De, ridderne, er nu frie af deres værnepligt og kan drage hjem eller til Rom. Desværre tropper Saxerne op med en ret truende holdning og skaber en kedelig stemning, mens de overnatter foran muren for at storme næste dag. Arthur vælger at tage kampen op, mens hans folk overvejer sagen til næste dag. Der er dødstemning og vi får på formildende vis serveret filmens obligatoriske sexscene mellem Guinevere og en anden, hvis navn jeg skal holde hemmeligt. I det hele taget vil jeg holde det meste af det resterende hemmeligt, men blot forberede den eventuelle seer på at slutscenen er lang og domineret af musik. Lidt ala LOTR III slutningen, men ikke helt så slem. Gueneveres lidt for seje optræden til sidst skæmmer også filmen, selv om hun heldigvis får et par på kassen i filmens sidste store slag. Og musikken spiller. Og det er meget langt.
Filmen er ikke desto mindre udmærket underholdning og byder på nogle direkte bemærkninger om at der findes bedre idealer end værnepligt og andet trælleri. Filmens bedste pointe er at man må leve for sine idealer uanset om verden går den anden vej. En anden biografgænger gav udtryk for at han bedre kunne lide Pirates Of The Caribbean, men det er som at sammenligne en hest med en ko. Kong Arthur har et budskab.