[Redaktionel kommentar: Denne artikel har tidligere været bragt som kommentar i Berlingske Tidende.]
Magtfuldkomne politikere af alle partier har i disse år travlt med at certificere, uddele kørekort til og evaluere private næringsdrivende og klubfrivillige med alskens ligegyldigheder som smileys, miljøcertifikater og pølsekogningsbeviser, som resulterer i, at det bliver endnu mere surt at være selvforsørgende eller at medvirke til at holde den lokale sportsklub kørende.
Stundom må man således undres over, at dette samfund endnu ikke er brudt sammen, og at vi ikke alle er kommet på offentlig forsørgelse (p.t. er det kun 2 millioner ud af de 3½ millioner danskere i den arbejdsdygtige alder). Det må skyldes rester af en håbløst forældet kultur fra dengang, Danmark endnu var fremgangsrigt og kunne fremvise imponerende, årlige vækstrater på over 2 procent i BNP.
Menneskeheden har været i stand til at spalte atomet, manipulere med DNA, sætte mennesker på månen, bygge skyskrabere, supertankere og flyvemaskiner og bore kilometer dybe huller i jorden for at udvinde dyrebare råstoffer.
Og alligevel tvivler vore herskere i Folketinget altså på danskernes evner til at varme en gryde vand til nær kogepunktet og efterfølgende proppe nogle pølser i. Er dette en tvivl, som er en fremgangsrig og civiliseret nation værdig? Måske siger politikernes tvivl mere om vort forhold til politikere end politikernes forhold til os, almindelige borgere.
Hvordan kan det eksempelvis være, at en tilforladelig og i grunden ubetydelig beskæftigelse som frivillig i en sportsklub skal mødes med krav om certificering, mens erhvervet som politiker eller bureaukrat tilsyneladende kan bestrides af selv den svagest begavede og mest uvederhæftige person? Somme tider sidder jeg unægtelig tilbage med følelsen af, at politikere som gruppe betragtet besidder en mindre mængde sund fornuft end befolkningen som helhed. Således har Holger K. Nielsen fra SF her i avisen for ikke så længe siden slået fast, at mindstelønnen ikke havde nogen betydning for marginale gruppers muligheder for at komme i arbejde. På samme vis hudfletter stort set alle politikere erhvervslivet for ikke at ansætte det såkaldte grå guld, selvom de samtidig gennem generøse og storladne overførsler til ældre, men fuldt arbejdsdygtige mennesker forringer incitamentet til at ansætte ældre, som kan trække sig tilbage, når det skal være.
Nogle basale krav til politikeres viden om samfundsmæssige og økonomiske sammenhænge kunne have medvirket til, at disse tåbeligheder ikke havde set dagens lys. I al beskedenhed melder jeg mig gerne til at udarbejde en simpel prøve, som kan udgøre et kørekort til politikere.
Men der er ingen grund til at stoppe ved politikere. Alle offentlige institutioner burde på lige fod med det private erhvervsliv i deres entre have en smiley-samling hængende, som kunne gøre borgere opmærksomme på, hvilken service der ydes af pågældende institution.
Således kunne en børneinstitution få en fuld smiley, ingen børn var blevet sexmisbrugt i løbet af det sidste kvartal. En skatteregion kunne indkassere en fuld smiley, hvis ingen havde begået selvmord som følge af myndighedernes fremfærd det sidste år. En folkeskole kunne få en fuld smiley, hvis hele 80 procent af en afgangsårgang var i stand til at læse, skrive og regne. Et amts vejafdeling kunne få en fuld smiley, hvis der i dets ansvarsområde var under 30 trafikdræbte om året. En politikreds kunne få en fuld smiley, hvis mere end hver syttende villaindbrud blev opklaret, og hvis færre end 10 mennesker om måneden uretmæssigt blev antastet, befamlet og nedværdiget på baggrund af løse formodninger.
Måske kunne vi endda få en lidt bedre offentlig service?
Kørekort og smileys til det offentlige
