I starten af denne måned kunne man i medierne se og høre om Samuelskolen i Rødovre, der ikke alene fik frataget deres statstilskud på 2 millioner, men også fik besked på at de ikke opfyldte kravene til den såkaldte “undervisningspligt” og at eleverne således skulle undervises andetsteds. Årsagen til dette er at skolen underviser efter det system der hedder Accelerated Christian Education, et undervisningssystem der bygger på bibelen og i øvrigt er anvendt af mere end 10000 skoler verden over.
ACE-systemet tillader sig nemlig at sætte spørgsmålstegn ved udbredte teorier som f.eks. big bang og evolutionsteorien, og lærer i stedet børnene at Gud skabte verden som det står beskrevet i bibelen. Ikke unormalt for kristne skulle man mene, i hvert fald ikke af den mere bibeltro slags for hvem det er tydeligt at bibelen ikke bare er et filosofisk værk, men bogstaveligt talt Guds ord der skal følges til punkt og prikke. Idéen bag ACE-systemet er at der skal være en sammenhæng mellem det der læres i det kristne hjem og det man lærer i skolen. Noget der kan være svært for kristne hvis de sender deres børn i den normale folkeskole, hvor alle religioner er lige meget værd, og der måske undervises i ting som kristne forældre ikke mener at deres børn er klar til at høre om, som f.eks. seksualundervisning eller generelle værdier der er dem inderligt imod.
Personligt ville jeg heller ikke sende mit barn i marxistisk lille-skole, men i stedet vælge den skole der var mest kompatibel med mine synspunkter og den opdragelse som barnet fik derhjemme. Derfor kan jeg sagtens forstå at kristne vælger Samuelskolen, Gideonskolen eller andre ACE eller kristne skoler, der hænger mere sammen med de værdier de mener er vigtige at give videre til deres børn. Jeg finder helt naturligt at bevidste mennesker, ligegyldigt hvilken tro eller overbevisning de har, forsøger at finde den bedst mulige skole til deres børn, og dette gælder således også for de kristne forældre. I denne sammenhæng er det i øvrigt værd at lægge mærke til at der i Danmark findes skoler der underviser efter mere eller mindre socialistiske principper, men at disse skoler ikke engang er blevet truet med lukning eller har fået frataget midler. Det er åbenbart helt i orden med den slags.
At Samuelskolen har fået frataget deres 2 millioners tilskud rør mig egentlig ikke. Skolegang er noget den enkeltes familie selv burde betale og jeg så helst den statslige propagandainstitution Folkeskolen helt afskaffet til fordel for uafhænge skoler betalt af forældrene selv eller af frivillige, godgørende organisationer. Men at man siger at en skole ikke er god nok fordi den ikke leverer en “nuanceret undervisning” virker grotesk, især når folkeskolerne ensidigt proppper eleverne med demokratiske og socialistiske værdier. Jeg gad også godt se hvor nuanceret undervisningen er på en skole som f.eks. Faxehus , der er finansieret gennem skatten.
Kritikken mod Samuelskolen går på to ting: For det første at den videnskabelige undervisning ikke er god nok. F.eks. lærer eleverne ikke om istiden, og man lærer at Gud har skabt jorden, menneskerne, dyrene, ja al ting, lige som der står i bibelen. Nogle kristne finder ikke evolutionsteorien og den kristne skabelse i modsætning til hinanden, men det gør Samuelskolen og forældrene, så derfor underviser de naturligvis ikke i den slags. Det kan man jo synes om hvad man vil, men faktum er at evolutionsteorien er..ja, en teori, hvilket mange har en tendens til at glemme. Man opfører sig som om det er den ultimative sandhed, og ve den kætter der tillader sig at sætte spørgsmålstegn ved den slags. For folk som Ulla Tørnæs og andre virker det som at de er lige så fundamentalistiske som lærerne på Samuelskolen og de andre ACE-skoler. Men i stedet for Guds ord er det videnskaben og demokratiet der er deres guder, hvilket fremgår tydeligt af de kommentarer der er kommet i forbindelse med lukningen af skolen. Det provokerer at ACE-skolerne ikke tager de populære “videnskabelige” forklaringsteorier for sandhed, men i stedet forholder sig til det som naturligvis må være langt vigtigere for kristne der tager bibelen bogstaveligt, nemlig skabelsesberetningen, og det provokerer lige så meget at man nægter at gøre skolen til en udklækningsanstalt for “gode samfundsborgere” ved at undervise dem i demokrati, socialisme, ligestilling, osv. F.eks. har der været en del kritik af at man lærer børnene at de traditionelle kønsroller er de bedste.
Bevares, jeg ville ikke selv sende mit barn på en ACE-skole, men nu er jeg heller ikke fundamentalistisk kristen, og dermed ville undervisningen ikke passe til hvad barnet lærte derhjemme. Men jeg finder det absurd at myndighederne kan tvinge en til at sende ens barn i en anden skole, fordi den er utilfreds med de værdier der læres børnene. Jeg er f.eks. sikker på at mange politikere og bureaukrater ikke ville bryde sig om at man lærte børn at skat er tyveri, at det er forkert at nasse, osv. og en skole der underviste efter libertarianske principper kunne sagtens blive forfulgt på samme måde som Samuelskolen oplever det nu. Det må og skal være op til den enkelte forælder at afgøre hvad deres børn skal lære i skolen, og hvorledes de i det hele taget skal opdrages. Ulla Tørnæs indgreb afslører en ubehagelig demokratisk fundamentalisme, der ikke giver plads til forskellige opfattelser af verden, men tværtimod forsøger at ensrette opdragelsen og kvæle al forskellighed og afvigelse.
For mere info:
ACE Danmark
Samuelskolen