Hvad man lærer og ikke lærer i folkeskolen

[Redaktionel note: Denne artikel har tidligere været bragt som kommentar i www.berlingske.dk]
Upåagtet, at ingen – i hvert fald officielt – bifalder det ringe faglige niveau i folkeskolen, findes der alligevel stadig en udbredt opbakning til den danske folkeskolemodel i pædagogiske cirkler. Pædagogbureaukraterne hævder generelt, at hvad danske elever mangler i faglig kunnen og paratviden, vinder de ved at blive helstøbte mennesker med sociale kompetencer, demokratisk selvforståelse, samfundsmæssigt engagement, historisk bevidsthed og evner til (gruppe)samarbejde.
I princippet skulle folkeskolen tilvejebringe unge mennesker den viden og erfaring, som skulle muliggøre en indtræden på arbejdsmarkedet og gøre eleverne i stand til at føre et eget, selvstændigt liv efter det niende eller tiende skoleår. Men hvad sker der, når karaktergivningen afskaffes eller nedtones til det irrelevante eller meningsløse?
Pædagogbureaukraterne påstår, at karakterer bl.a. er farlige, fordi de kunne give elever uheldige oplevelser og opfattelsen af mindreværd. Men når en elev roses for den middelmådige indsats, og den ringe indsats undskyldes eller bortforklares med elevens svage boglige profil, er det til skade for eleven.
For det første vil det uundgåelige resultat være, at eleven aldrig lærer at håndtere nederlag. Dette er en grundsten i et lykkeligt og fremgangsrigt liv. Nederlag fører til selvindsigt og er en nødvendig læreproces i skabelsen af de helstøbte mennesker, som pædagogbureaukraterne taler om.
For det andet lærer eleven ikke sine egne begrænsninger at kende. For elever, som gennem hele deres skolegang bliver pakket ind i vat og pædagogvås, bliver mødet med det det virkelige liv derfor unødvendigt hårdt. De nederlag, som eleven ”skånes” for i skolen, bliver således oplevet i langt rigere mål i det senere liv. Dette sker vel at mærke på et tidspunkt, hvor det gør mere ondt – et voksent menneske er mere stolt end et barn.
For det tredje – og det er det værste og mest ondskabsfulde ved den danske folkeskole – anspores elever ikke i tilstrækkelig grad til at yde deres bedste. Danske folkeskoleelever lærer ikke at arbejde målrettet. De lærer ikke, at man kan, når man vil.
I USA har man i flere årtier søgt at fremme ikke-faglige værdier i folkeskolen. Resultatet har været, at de amerikanske grundskoler lider under en grotesk og kvælende politisk korrekthed og er blevet invaderet af horder af psykologer, feministiske opdragelseskonsulenter, venstreorienterede socialpædagoger, politifolk, uddannelsesbureaukrater og toleranceindpiskere. Det faglige niveau er derfor i dag i frit fald i den amerikanske grundskole.
Danmark er inde i en lignende udvikling. Forsøget på at ”hjælpe” elever med alle mulige pædagogopfundne ”problemer” gennem specialundervisning, specialklasser, psykologsamtaler og indpakning i vat vil i sidste ende skabe flere sociale afvigere og tabere. Gennem denne ”hjælp” indgydes den svage eller let afvigende elev den opfattelse, at når han behandles anderledes end andre elever, er det fordi der i ham findes iboende kræfter, som gør, at han ikke kan opføre sig ordentligt, eller at han har svært ved at lære. Med andre ord lærer eleven, at han ikke er herre over sine egne handlinger, og at anstrengelser rettet mod at forbedre sin situation vil være spildt.
Advarselslamperne lyser for Danmark. Hvis vi vil undgå en amerikanisering af den danske folkeskole, er det nu, vi skal handle, før bunden går ud af det faglige niveau. Løsningen er mere faglighed, mere disciplin og ro i timerne, flere elever per lærer, flere karakterer og flere reelle undervisningstimer.