Kvindekamp

For mange kvindesagsgrupper er den 8. marts årets vigtigste dag. Det er den dag, hvor man viser alverden, at man er stærk, uafhængig og lige. For mig er den 8. marts en dag i ugen. En dag, hvor jeg – ligesom andre dage – passer mit arbejde og mine aftaler, udlever mine drømme og danner mig nye. For mig handler ligestilling ikke om at manifestere sig selv og sit køn en enkelt dag om året, men om at hævde sine rettigheder og gribe de muligheder, man får i det daglige liv.
I bund og grund handler det om, hvordan man definerer sig selv. Jeg definerer mig først og fremmest som menneske. Ikke som kvinde. Hvis der er noget, jeg ikke opnår, forklarer jeg det med, at et andet menneske var bedre kvalificeret, mere hårdtarbejdende eller mere heldig end jeg selv, ikke med at jeg som kvinde er blevet diskrimineret. Ikke dermed sagt, at jeg ikke tager afstand fra kønsdiskrimination. For mig at se er det bare ikke værre end anden form for diskrimination.
Man kan spørge sig selv, hvordan man bedst bekæmper diskrimination. Gør man det ved at lave særlige dage, udvalg og ministre der sætter fokus på, at man ikke må diskriminere, eller gør man det ved at sørge for, at de retlige rammer for ligestillingen er til stede, så det enkelte menneskes muligheder ikke hæmmes? Jeg tror selv på det sidste.
Ligestillingsministeren vil aldrig kunne gardere kvinder i den fødedygtige alder mod ikke at blive ansat i en bestemt stilling og Nævnet vedrørende Etnisk Ligestilling kan ikke gøre dørmænd mere tilbøjelige til at lukke andengenerationsindvandrere ind på diskotekerne. Samfundet kan give alle individer samme muligheder, men det kan ikke være garant for, at den enkeltes muligheder udnyttes bedste muligt.
Omkring den internationale kvindekampdag rejser der sig ofte et krav om forskellige offentlige indgreb mod kønsdiskrimination. I det følgende vil jeg fremdrage nogle eksempler som i særdeleshed påkalder sig opmærksomhed.
Positiv særbehandling
Fra tid til anden bringes det forslag, at kvinder skal have et forspringe eller nogle genveje for bedre at kunne følge med mændene. For mig virker det som en slags omvendt racisme. Positiv særbehandling indbefatter en forudsætning om en markedsfejl (!), eller – om man vil – en erkendelse af at ens køn er en hindring, der gør, at man skal have støttehjul for at kunne komme helskinnet gennem livet, snarere end blot et genetisk faktum.
Som kvinde er det noget, jeg må vende mig kraftigt imod. Jeg kræver at blive behandlet som alle andre mennesker – jeg vil ikke sættes i bås på grund af mit køn. Det gavner ikke kvinders ligestilling, at der skabes grobund for at stille tvivl ved deres evner og kvalifikationer. Det er netop, hvad positiv særbehandling fører til.
Tudeprinsesse-mentaliteten
Nogle kvinder har svært ved at acceptere, at deres valg har konsekvenser. De brokker sig og bliver forurettede, når deres mandlige kolleger avancerer hurtigere end dem selv eller får mere i løn. Dette på trods af, at de selvsamme kvinder har valgt at prioritere deres familie frem for at yde en ekstra indsats for karrieren.
For denne gruppe kvinder er det uforståeligt og et udtryk for en afgrundsdyb urimelighed, at en arbejdsgiver vælger at belønne de medarbejdere, der bruger ekstra tid på arbejdspladsen eller med efteruddannelse, frem for dem, der prioriterer andre ting – f.eks. familien. Ofte betegnes det som diskrimination vendt mod kvinder, hvilket følges op af krav om statslige indgreb mod de påståede urimeligheder.
Kvinder har en tendens til at føle, at deres arbejdsgiver skal være dem taknemmelige for, at de stifter familie. Det at man får børn ophøjes til noget helligt. Det står jeg uforstående over for. En arbejdsgiver er nødt til at bedømme sine ansatte på deres kvalifikationer og deres arbejde på arbejdspladsen. For arbejdsgiveren er det uden betydning om medarbejderen bruger sin fritid på familien, på golfbanen eller i swingerklubben. Arbejdsgiveren bliver ikke rigere af, at hans ansatte får børn – snarere tværtimod.
Som menneske må man acceptere, at ens familiemæssige ambitioner kan betyde, at der er andre ambitioner, man må skrue ned for. Vil man undgå, at karierren går i stå, må man prioritere anderledes eller lade manden passe børnene.
Primadonna-effekten
Endnu en ting, som skal fremdrages her, er mange kvinderettighedsforkæmperes forhold til porno. Man får ofte indtryk af, at de betragter de af deres medsøstre, der arbejder inden for pornoindustrien, med en god portion medynk. De betragtes som svage kvinder, der ligger under for nogle syge mænds “tingsliggørelse”. De betragter det som statens opgave at gribe ind med en politik baseret på forbud.
At man som et frit individ kunne vælge branchen på oplyst grundlag forekommer dem at være en illusion skabt at sex-hungrende mænd. Jeg er stået helt af. Hele miseren er endnu et udtryk for, at de radikale feminister går ud fra, at de bedre ved, hvad der er godt for deres medsøstre. De ved, hvad der er værd at stræbe efter, og derfor har de ret til at stemple nogle brancher som beskidte og andre som moralsk forsvarlige.
For mig tegner der sig et andet billede. Helt grundlæggende er der tale om et personligt valg, som må træffes ud fra personlige forudsætninger. De kvinder som efter en samlet vurdering finder, at erhvervet er i overensstemmelse med deres livsønsker, skal ikke finde sig i andres fordømmelse. Bryder man sig ikke om porno, kan man holde sig væk. Man kan finde sig et mere borgerligt erhverv, man kan undlade at befatte sig med porno i det hele taget, og så kan man ellers passe sig selv! Hverken staten eller radikale feminister med primadonnanykker har ret til at fordømme andre mennesker valg, så længe disse valg ikke skader andre.
Samlet set drejer kønskampen sig om summen af de valg, det enkelte menneske træffer. Det er centralt, at alle mennesker i udgangspunktet har samme muligheder, at alle mennesker naturligvis skal betragtes som individer med samme rettigheder og pligter.
Hvis man tror, det har en gavnlig effekt, at man en gang om året sætter særlig fokus på kvindekampen tager man fejl. Kvindekamp skal ikke betragtes som en særlig kamp adskildt fra almindelige menneskers daglige stræben efter at nå deres mål. Det er ikke koret af tudeprinsesser og primadonna-feminister, der hjælper ligestillingen på vej. Det er derimod det åbne, frie samfund baseret på privat ejendomsret og individuel selvbestemmelse, der i det daglige anerkender mennesker for deres kvalifikationer frem for at rubricere dem efter køn.
Kvindernes internationale kampdag fremstår i dag som et levn fra tidligere tider – hvor der faktisk var brug for kvindekamp – og bidrager som sådan ikke positivt til ligestillingen. Den 8. marts tager jeg på arbejde. Passer mine ting. Drømmer mine drømme og sætter mig mål for fremtiden. Jeg insisterer på at blive bedømt som menneske med individuelle rettigheder og muligheder. Hver dag. Året rundt.
Se også:
Ejendomsret og kvindefrigørelse, Forslag til lov om kig-i-kusse, Kvinder og pornografi og Niks pille!.