Et forsvar for mennesket

I bogen ”The Fountainhead”, på dansk med titlen ”Kun Den Stærke Er Fri”, forekommer en scene, hvor hovedpersonen Howard Roark står anklaget for at have sprængt et socialt boligbyggeri i luften. Byggeriet var en statslig lejekaserne, kaldet ”Cortlandt”.
Hovedpersonen Howard Roark er 100% egoist. Han er 100% sig selv og lægger en vægt af nul på, hvad andre mener og tænker om ham. Dette gør ham ude af stand til at frygte andres mening, ligesom det gør ham ude af stand til at hade andre for deres meninger. Han kan elske andre for deres skønhed eller for deres renhed ift. til hans idealer om at skabe det helstøbte. Han tager stilling til og reagerer overfor andres handlinger. Fagligt er han ambitiøs og aldeles selvstændig. Han bygger det logiske ud fra materialer og formål, og dette har gennem hele hans arbejdsliv gjort ham til konsensus-medløbernes fjende. Hovedparten af hans arkitektkolleger foragter ham, fordi de frygter ham. Hans selvstændighed og logik skræmmer dem, fordi de er bundet i traditioner, konsensus og underdanighed for kundernes begrænsede viden om det muliges kunst.
Han havde selv skabt det oprindelige design til bygningen, han sprængte i luften. Han havde skabt bygningens design uden at tage noget for det, og kun på den betingelse, at intet ved hans design blev ændret. Den blev derefter, i strid med kontrakten og med ødelæggende virkning, tegnet om af andre til en vanskabning af det oprindelige. Det ødelagde dens logiske konsistens ift. dens formål, som var billige boliger af høj kvalitet. Med penge konfiskeret fra arbejdende mennesker, var det en række regeringsansatte socialisters hensigt at bygge boliger, de derefter særligt ville udvælge folk til at bo i. Og i deres iver efter at skabe et mønstereksempel på offentligt boligbyggeri, supplerer de Howard Roarks design med diverse faciliteter som overhoved ikke har med boligbyggeri at gøre. De vil have alt, hvad der hører til deres forestilling om, hvad borgerne skal have til rådighed i livet, stoppet ned i byggeriet.
Så Howard Roark gjorde det eneste retfærdige. Han sprængte bygningen i luften før den var færdig. Dette harmes socialisterne over. De havde jo selv stjålet hans tegninger og pengene til byggeriet. Så hvad bilder han sig ind. Fattige menneskers boliger. Nogle af dem kræver sågar dødsstraf over ham. Under alle omstændigheder står han til at få ødelagt sit liv yderligere af socialisterne ved idømmelse af årtiers fængsel. Han har stjålet fra Soviet (En særlig gasart, der forvandler folks fornuft til gelé). Han har ødelagt ”offentlig” ”ejendom” (”offentlig” ejer en masse, og han bliver meget sur, hvis man ødelægger hans ejendom, eller smider affald på hans område).
Overfor dette holder han sin forsvarstale, som i bogen er et forsvar for det ’jeg’ som Ellsworth Toohey i Kollektivistens Tale redegør for må ødelægges. Scenen finder sted i 1930ernes USA, i New York.
”For tusinder af år siden levede der et menneske, der opdagede, hvordan man laver ild. Han blev rimeligvis brændt på det bål, han lærte sine brødre at tænde. Han blev betragtet som en ugerningsmand, der havde sluttet pagt med en dæmon, menneskene frygtede. Men siden havde menneskene ilden at varme sig ved, at lave mad ved og oplyse deres huler med. Han havde efterladt dem en gave, de ikke havde fattet, og han havde befriet jorden fra mørket. Århundreder senere var der en, der opfandt hjulet. Han blev rimeligvis radbrækket på det hjul, han havde lært sine brødre at lave. Han blev betragtet som en forbryder, der havde vovet sig ind på forbudt område. Men siden kunne mennesker rejse uanede afstande. Han havde efterladt dem en gave, de ikke havde forstået, og han havde åbnet en ny verden.
Dette menneske, det første og det ukuelige, findes i indledningskapitlet til hver legende, menneskeslægten har nedtegnet om sin oprindelse. Prometus blev lænket til en klippe og hakket af gribbe, fordi han havde stjålet ilden fra guderne. Adam blev dømt til at lide, fordi han havde spist af kundskabens træ. Ligegyldig hvilken legende, det drejer sig om, har menneskeslægten dunkelt anet, at dens glans og hæder begyndte med et enkelt individ, og at denne ene måtte betale for sit mod.
Århundreders historie viser, at der altid har været mennesker, der tog de første skridt på ukendte veje uden andet våben end deres egen vision. Deres mål var forskellige, med de havde ét til fælles: At skridtet var det første, at vejen var ny, at deres vision var deres egen, og at det svar, de mødte, var had. De store skabende ånder – tænkerne, kunstnerne, videnskabsmændene, opfinderne – stod alle mod deres tids mænd. Hver ny tanke mødte modstand. Hver ny opfindelse blev forhånet. Den første motor blev anset for idioti. Flyvemaskinen blev anset for en umulighed. Dampvæven blev betragtet som farlig. Narkose blev betragtet som noget syndigt. Men de selvstændige ånder gik videre. De kæmpede, de led, og de betalte. Men de sejrede.
Ingen nyskaber blev drevet af trangen til at hjælpe sine brødre, for hans brødre ville ikke vide af den gave, han bød dem, og gaven ødelagde det daglige, de sløvt hyggede sig i. Hans sandhed var hans eneste motiv. Hans egen sandhed og hans eget arbejde for at virkeliggøre den. En symfoni, en bog, en maskine, en filosofi, en flyvemaskine eller en bygning – det var hans mål og hans liv, ikke dem, der nød godt af det, han skabte. Kun selve værket, der gav hans sandhed form. Han satte sandheden over alt og mod alle mennesker.
Hans vision, hans styrke, hans mod kom fra hans ånd. Men menneskets ånd er hans jeg. Den enhed, der er hans bevidsthed. At tænke, føle, dømme og handle er jegets funktioner.
Nyskaberne var ikke uselviske. Det er hemmeligheden ved deres magt – at de var sig selv nok; jeget er motivet og drivkraften. En første årsag, en energikilde, en livskraft, den grundlæggende drivkraft. Skaberen tjente intet og ingen. Han levede for sin egen skyld.
Og kun derved var han i stand til at skabe de ting, der er menneskeslægtens stolthed. Således er skabergerningens natur.
Mennesket kan ikke leve uden sin tanke. Han fødes ubevæbnet. Hjernen er hans eneste våben. Dyr skaffer sig føde ved vold. Mennesket har ingen kløer eller horn og ingen stor muskelstyrke. Han må skaffe sig føde ved at dyrke jorden eller jage. Det forudsætter en tankeproces at dyrke jorden. For at jage må han have våben, og våben forudsætter en tankeproces. De enkleste livsbehov og de højeste religiøse abstraktioner, hjulet og skyskraberen – alt, hvad vi er, og alt, hvad vi var, kommer fra denne ene ting i mennesket – hjernens tankevirksomhed.
Men hjernen er noget individuelt. En kollektiv hjerne findes ikke. Heller ikke en kollektiv tanke. Hvis en gruppe mennesker kommer til et resultat, er det kun et kompromis eller gennemsnittet af de individuelle tanker. Det er et sekundært resultat. Det primære – tankevirksomheden – er det enkelte menneske alene om. Vi kan dele et måltid mellem mange. Vi kan ikke fordøje i en kollektiv mave. Ingen kan bruge sine lunger til at trække vejret for andre. Ingen kan bruge sin hjerne til at tænke for andre. Alle legemets og åndens funktioner tilhører det enkelte menneske. De kan ikke deles eller overføres.
Vi arver andre menneskers tankeprodukter. Vi arver hjulet. Vi laver en vogn. Vognen bliver en bil. Bilen bliver en flyvemaskine. Men gennem hele udviklingen er det, vi får fra andre, kun slutproduktet af deres tankevirksomhed. Drivkraften er den skabende evne, der bruger dette produkt som råmateriale og skaber noget nyt. Den skabende evne kan man hverken give eller modtage, dele eller låne. Den tilhører det enkelte individ. Hvad mennesket skaber, er hans ejendom. Mennesker lærer af hinanden. Men al lærdom er kun udveksling af materiale. Ingen kan give en anden evnen til at tænke. Men den evne er alligevel det eneste, der sikrer vores fortsatte eksistens.
Mennesket får ikke noget her i verden. Alt, hvad han har brug for, må produceres. Og her står mennesket overfor det uundgåelige alternativ: Han kan leve på en af to måder – ved sin egen hjernes uafhængige arbejde eller som en snylter, der drager næring af andres tanker. Den selvstændige skaber noget nyt, snylteren låner [stjæler, NKS]. Nyskaberen møder naturen alene, snylteren gennem en mellemmand.
Skaberens første tanke er at besejre naturen. Snylterens første tanke er at besejre andre mennesker.
Skaberen lever for sit arbejde. Han trænger ikke til andre mennesker. Hans livsmål findes i ham selv. Snylteren lever på anden hånd. Han har brug for andre. Han lader sig drive frem af andre.
Den skabendes første behov er uafhængighed. Tankevirksomheden tåler ingen form for tvang. Den kan ikke indskrænkes eller ofres eller underordnes noget som helst. Den kræver fuldstændig uafhængighed. For den skabende er forholdet til andre mennesker noget sekundært.
Snylterens første behov er at sikre forbindelsen med andre mennesker, så han kan få næring af dem. Forholdet til andre er det væsentligste for ham. Han erklærer, at mennesket lever for at tjene andre. Han prædiker altruisme.
Altruisme er den lære, der kræver, at mennesket skal leve for andre og stille andre over sig selv.
Intet menneske kan leve for et andet. Han kan lige så lidt dele sin ånd som sit legeme. Men snylteren bruger altruismen som et våben for sin udbytning og vender op og ned på grundlaget for menneskeslægtens moralske principper. Mennesket lærer, at afhængighed er en dyd.
Det menneske, der forsøger at leve for andre, er afhængigt. Han er en parasit i sine motiver og gør dem, han tjener, til parasitter. Det er et forhold, der kun skaber gensidig korruption. Det er i praksis umuligt. Det, der kommer idealet nærmest – mennesket, der lever for at tjene andre – er slaven. Hvis fysisk slaveri er en vederstyggelighed, hvor langt mere vederstyggelig er da ikke det åndelige slaveri? Den undertvungne slave har endnu en rest af ære. Han kan rose sig af at have ydet modstand og af at være misfornøjet med sine kår. Men det menneske, der frivilligt gør sig til slave i kærlighedens navn, er det laveste af alle væsener. Han nedværdiger mennesket og nedværdiger kærlighedens begreb. Men det er altruismens væsen.
Mennesket har lært, at den højeste dyd ikke er at skabe, men at give. Men man kan ikke give, hvad man ikke har skabt. Der må skabes, før der kan gives – ellers er der ikke noget at give af. Den skabendes behov går forud for behovet hos den, der eventuelt skal nyde godt af hans værk. Men vi lærer at beundre snylteren, der uddeler gaver, han ikke har skabt, frem for den, der har gjort gaverne mulige. Vi lovpriser godgørenhed, men har kun et skuldertræk tilovers for skabergerningen.
Mennesket har lært, at dets første opgave er at lindre andres lidelser. Men lidelse er en sygdom. Hvis man træffer sygdom på sin vej, må man søge at hjælpe og lindre. Men at gøre det til den højeste dyd er at gøre lidelsen til det væsentligste i livet. Så må mennesket ønske at se andre lide – for selv at kunne være god. Således er altruismen. Den skabende tænker ikke på sygdom, men på liv. Og dog har de skabende udryddet den ene sygdom efter den anden, både sjælelige og legemlige, og lindret flere lidelser, end nogen altruist kunne forestille sig.
Mennesket har lært at det er en dyd at være enig med andre. Men den skabende er ikke enig med andre. Mennesket har lært, at det er en dyd at svømme med strømmen. Men den skabende går mod strømmen. Mennesket har lært, at det er en dyd at stå sammen. Men den skabende står alene.
Mennesket har lært, at jeget er ensbetydende med det onde, og at uselviskhed er den højeste dyd. Men det skabende menneske er egoist i den absolutte betydning, og det uselviske menneske er den, der ikke tænker, føler, dømmer eller handler. For det er jegets funktioner.
På det punkt er vranglæren farligst. Spørgsmålet er blevet forvansket, og mennesket har intet valg mere – og ingen frihed. Med godt og ondt som modsatte poler kunne det vælge mellem to begreber – egoisme og altruisme. Man mente, at egoisme var ensbetydende med at ofre andre for sig selv. Og altruisme ensbetydende med at ofre sig for andre. Og dermed blev mennesket uigenkaldeligt bundet til andre mennesker og havde kun valget mellem to former for lidelse – han kunne lide for andres skyld eller påføre andre lidelse for sin egen skyld. Da man yderligere tilføjede, at mennesket måtte søge glæde i selvudslettelse, var ringen sluttet – fordi man truede ham med, at sadismen var det eneste alternativ. Dette er det største bedrag, der nogensinde er begået mod menneskeheden.
Det var midlet til at få afhængighed og lidelse anerkendt som det fundamentale i livet.
Valget står ikke mellem at ofre eller at herske over andre. Valget står mellem uafhængighed og afhængighed. Det skabende menneskes lov eller snylterens lov. Det er det grundlæggende spørgsmål. Det hviler på alternativet, liv eller død. Det skabende menneskes lov er baseret på det, der er nødvendigt for tankens virksomhed, der gør mennesket levedygtigt. Snylterens lov er baseret på det, der er nødvendigt for de golde hjerner. Alt det, der stammer fra menneskets afhængighed af andre, er ondt.
Egoisten i den absolutte betydning er ikke den mand, der ofrer andre. Det er den mand, der er hævet over behovet for at bruge andre. Han virker ikke gennem dem. Han tænker ikke først og fremmest på dem. De angår ikke hans mål, hans motiv, hans tanke, hans begær eller hans energikilder. Han eksisterer ikke for noget andet menneske, og han beder ikke noget andet menneske om at eksistere for hans skyld. Det er den eneste form for broderskab og gensidig respekt, der er mulig mellem mennesker.
Evnerne varierer, men grundprincippet er altid det samme; graden af et menneskes uafhængighed, hans initiativ og kærlighed til arbejdet bestemmer hans talent som arbejder og hans værdi som menneske. Uafhængighed er det eneste mål for menneskets kvalitet og værdi. Hvad mennesket er og udvikler sig til, ikke hvad han har eller ikke har gjort for andre. Det giver ingen erstatning for personlig værdighed. Der er ingen anden målestok for den personlige værdighed end uafhængigheden.
Når forholdet mellem mennesker er, som det skal være, er der ikke tale om ofre. En arkitekt har brug for klienter, men hans arbejde er ikke underordnet deres ønsker. De har brug for ham, men de bestiller ikke et hus bare for at give ham noget at gøre. Mennesker udveksler frivilligt arbejde til fælles fordel, hvis deres personlige interesser stemmer overens, og de begge ønsker at foretage udvekslingen. Hvis de ikke ønsker det, er de ikke nødt til at have noget med hinanden at gøre. Mennesker udveksler frivilligt arbejde til fælles fordel, hvis deres personlige interesser stemmer overens, og de begge ønsker at foretage udvekslingen. Hvis de ikke ønsker det, er de ikke nødt til at have noget med hinanden at gøre. De søger videre. Det er den eneste mulige form for samkvem mellem ligemænd. Alt andet er som slavens forhold til herren og ofrets til bødlen.
Intet arbejde udføres kollektiv ved en flertalsbeslutning. Hvert skabende arbejde udføres under ledelse af en enkelt personlighed. En arkitekt må have mange mænd til at bygge sit hus. Men han spørger ikke om deres meninger om hans tegning. De arbejder sammen af fri vilje, og hver har sin frihed på sit specielle område. En arkitekt bruger stål, glas, beton, der er fremstillet af andre. Men materialerne er ikke andet end stål, glas og beton, før han rører ved dem. Det, han fremstiller af dem, er hans individuelle produkt og hans individuelle ejendom. Det er den eneste form for sundt samarbejde mellem mennesker.
Den første ret på jorden er jegets ret. Mennesket har først og fremmeste pligter over for sig selv. Hans morallov byder ham aldrig at lade noget andet menneske blive det største mål. Hans moralske pligt er at gøre, hvad han ønsker, forudsat at hans ønske ikke først og fremmest er afhængigt af andre mennesker. Det gælder vel at mærke for det skabende menneske, ikke for gangsteren, altruisten eller diktatoren.
Et menneske tænker og arbejder alene. Mennesket kan ikke plyndre, udbytte eller herske – alene. Udplyndring, udbytning og herredømme forudsætter ofre, og de medfører afhængighed. Det er snylterens rette felt.
De, der hersker over menneskene, er ikke egoister. De skaber ikke noget. De eksisterer kun gennem andre mennesker. Deres mål ligger i undersåtterne, målet består i at gøre dem til slaver. De er lige så afhængige som tiggeren, den sociale arbejder og banditten. Hvilken form afhængigheden har, spiller ingen rolle.
Men mennesket er oplært til at betragte snylterne – tyranner, kejsere, diktatorer – som repræsentanter for egoismen. Ved dette bedrag har man fået menneskene til at ødelægge deres jeg. Bedrageriets hensigt var at ødelægge de skabende mænd. Eller at lægge dem i lænker. Hvad der er det samme.
Siden tidernes morgen har to modstandere stået overfor hinanden: Det skabende menneske og snylteren. Da det første skabende menneske opfandt hjulet, svarede snylteren med altruismen.
Men hvor meget det skabende menneske end blev fornægtet, modarbejdet, forfulgt og udbyttet, gik han dog videre, hans energi bar hele menneskeheden fremad, og snylterens bidrag til udviklingen var forhindringer. Kampen har et andet navn: Individet mod kollektivet.
Kollektivets – racens, klassens, statens, – ’fælles bedste’ har altid været begrundelsen og retfærdiggørelsen for ethvert tyranni i historien. Alle de frygteligste misgerninger er begået i et altruistisk navn. Kan nogen egoistisk handling måle sig med de forbrydelser, der er begået af altruismens disciple? Ligger fejlen i menneskenes hykleri eller i princippets natur? De uhyggeligste bødler var de mest ærlige. De troede på et fuldkomment samfund, man kunne opnå ved hjælp af guillotinen og maskingeværet. Ingen af dem drog deres ret til at myrde i tvivl, fordi de myrdede i altruismens navn. Man var indforstået med, at mennesker måtte ofres for andre mennesker. Skuespillerne skifter, men tragediens forløb er det samme. En humanist, der begynder med at erklære menneskene sin kærlighed og ender med et blodbad. Den fortsætter og vil blive ved med at fortsætte, så længe menneskene tror, at en handling er god, hvis den er uselvisk. Det giver altruisten lov til at handle og tvinger hans ofre til at finde sig i det. De kollektive bevægelsers ledere kræver intet selv. Men se på resultaterne.
Og se på resultaterne i de samfund, der bygger på individualismen. Dette land, der er vort. Det stolteste land i menneskets historie. Det land, der har skabt mest og er rigest og friest. Dette land blev ikke bygget på uselvisk arbejde for andre, på ofre, resignation eller altruistiske forordninger. Det blev bygget på menneskets ret til at søge lykken. Sin egen lykke. Ikke andres. Det var et privat, personligt og selvisk motiv. Men se på resultaterne. Ransag Deres egen samvittighed.
Det er en ældgammel konflikt. Menneskene er til tider kommet sandheden nær, men den blev knust hver gang, og den ene civilisation efter den anden gik til grunde. Civilisationen er udvikling mod et samfund, hvor der eksisterer privatliv. Den vildes hele eksistens er et offentligt anliggende, den ledes af stammens love. Civilisationen består i at frigøre mennesket fra menneskene.
Nu, i vores tidsalder, er kollektivismen, snylterens og de underlegnes herredømme, det evige uhyre, atter brudt ud og er ved at gå amok. Følgen er en intellektuel uanstændighed, som verden aldrig har set mage til, og uhørte rædsler. Kollektivismen har forgiftet sindene. Den har slugt det meste af Europa. Den er i færd med at opsluge vores land.
Jeg er arkitekt. Jeg ved, hvad resultaterne bliver af det princip, den bygger på.
Nu ved De, hvorfor jeg sprængte Cortlandt i luften.
Jeg tegnede Cortlandt. Jeg gav det til Dem. Jeg ødelagde det.
Jeg ødelagde det, fordi jeg ikke ville lade det eksistere. Det var i dobbelt forstand et uhyre. Både med hensyn til form og indre mening. Jeg måtte ødelægge begge dele. Formen var mishandlet af to snyltere [arkitekter, der ødelagde det oprindelige design, NKS], der mente sig berettigede til at forbedre, hvad de ikke havde skabt og ikke kunne lave magen til. De fik lov til at gøre det, fordi det var den almindeligste opfattelse, at bygningens altruistiske formål betød mere end alle rettigheder, og at jeg ikke havde ret til at modsætte mig det.
Jeg gik ind på at tegne Cortlandt for at se det opført, som jeg tegnede det, og ikke af nogen som helst anden grund. Det var den pris, jeg forlangte for mig arbejde. Den blev ikke betalt.
Jeg bebrejder ikke Peter Keating noget. Han var hjælpeløs. Han havde en kontrakt med sine arbejdsgivere. Den blev ignoreret. Han havde et løfte om, at den bygning, han forelagde dem, skulle bygges som den var tegnet. Løftet blev brudt. En mands kærlighed til sit arbejde som en ukrænkelig helhed og hans ret til at bevare den betegnes nu som noget vagt og uhåndgribeligt og uvæsentligt. De har selv hørt anklageren sige det. Hvorfor blev bygningen mishandlet? Der var ingen grund. Den slags handlinger har aldrig nogen grund, hvis det da ikke er snylternes forfængelighed, deres begær efter at tilegne sig andres ejendom, hvad enten den er åndelig eller materiel. Hvem gav dem lov? Ikke en enkelt mand blandt de utallige ansvarlige. Ingen gad give tilladelse eller nedlægge forbud. Ingen var ansvarlige. Ingen kan drages til ansvar. Sådan er det, når man har med et kollektiv at gøre.
Jeg fik ikke den betaling, jeg forlangte. Men Cortlandts ejere fik, hvad de ønskede af mig. De ville have en plan, der gjorde bygningen så billig som mulig. De fandt ingen anden, der kunne løse problemet. Jeg kunne, og jeg gjorde det. De benyttede sig af mit arbejde og fik mig til at give det som gave. Men jeg er ikke altruist. Jeg giver ikke gaver af den art.
Man siger, at jeg har ødelagt fattige menneskers hjem. Man glemmer, at hvis jeg ikke havde været [eksisteret], kunne fattige mennesker aldrig have fået sådan et hjem. De, der tænkte på de fattige, måtte komme til mig, der aldrig havde tænkt på dem, for at kunne hjælpe de fattige. Man mener, at de fremtidige beboeres fattigdom gav dem ret til mit arbejde. At deres behov gav dem et krav på mig. At det var min pligt at give alt, hvad der blev krævet af mig. Det er snylternes trosbekendelse, der nu breder sig over verden.
Jeg står her for at sige, at jeg ikke anerkender noget menneskes ret til et eneste minut af mit liv. Heller ikke til nogen del af min energi. Eller noget af det, jeg skaber. Ligegyldig hvem, der kræver det, hvor mange de er, og hvor stort deres behov er.
Jeg står her for at sige, at skaberværks ukrænkelighed er af større betydning end nogen form for velgørenhed. De, der ikke forstår det, er de mennesker, der ødelægger verden.
Jeg står her for at sige, hvad mine betingelser er. Jeg bryder mig ikke om at leve på andre vilkår. Jeg anerkender ingen anden forpligtelse over for mine medmennesker end den ene: At respektere deres frihed og ikke være med i noget slavesamfund. Mit land ønsker jeg at give de ti år, jeg kommer til at tilbringe i fængsel, hvis mit land ikke eksisterer længere. Jeg vil tilbringe dem i taknemmelig erindring om, hvad mit land har været. Det bliver min loyalitetserklæring, at jeg nægter at leve og arbejde i det, der kommer i stedet for dette land.
Min loyalitetserklæring til hvert skabende menneske, der har lavet og måttet lide under de kræfter, der var ansvarlige for det Cortlandt, jeg har ødelagt. Til hver time, han blev tvunget til at tilbringe i ensomhed, fornægtelse, håbløshed og skændsel – og til de sejre, han vandt. Til hvert skabende menneske, der levede og kæmpede og gik til grunde ukendt, før han nåede at skabe noget. Til hvert skabende menneske, der blev ødelagt på sjæl på legeme. Til Henry Cameron [En arkitekt, NKS]. Til Steven Malloy [En billedhugger, NKS]. Til en mand, der ikke vil have sit navn nævnt, men som er tilstede i denne retssal og ved, at jeg taler om ham.[En, der lod sig knække af kollektivisterne.]”
Dermed slutter Howard Roark sin forsvarstale.