Politikere og arbejdspladser

[Redaktionel note: Denne artikel er tidligere blevet bragt som kommentar i Berlingske Tidende]
Politikere fra alle partier lover ofte at skabe flere arbejdspladser. Det er derfor særligt beskæmmende, at der ikke er nogen anden faktor som i samme grad medvirker til at destruere arbejdspladser som politik og politikere.
Det ville være en nem sag at skaffe alle et produktivt arbejde i Danmark. Problemet er, at oppositionen helst ser, at størstedelen af befolkningen får udbetalt lommepenge af staten, så stoltheden og selvforsørgelsesviljen knækkes, og borgerne kan blive gode, socialdemokratiske stemmer. Regeringen tør tilsyneladende ikke gøre, hvad der skal til – eller også aner den ikke, hvad der bør gøres. Det er svært at sige, for det sidste års tid har det været særdeles sparsomt med visioner fra regeringens side. Nuvel, hvis der vitterlig findes en vilje i regeringen til at skabe de arbejdspladser, de flæber om, kommer her en lettilgængelig opskrift, som frit kan benyttes.
1. Skær 25 pct. af alle de sociale overførsler, som ikke vedrører folkepensionen. Dette vil motivere personer på overførselsindkomster til at finde et arbejde. Ingen vil komme til at lide nød. De danske overførselsindkomster er højere end nogensinde og de højeste i verden. Hvis nogen brokker sig, bør de tage et smut til Italien eller Island os se, hvordan arbejdsløse klarer sig udmærket i disse lande med langt mindre overførsler.
2. Afskaf alle statslige subsidier til a-kasserne. Hvis man har et arbejde, må man have råd til selv at forsikre sig. Al regulering af a-kasserne bør afskaffes. Desuden vil det anspore fagforeninger til ikke at kræve høje lønstigninger, hvis deres medlemmer selv skal finansiere dagpengene. Dette vil medføre større efterspørgsel efter arbejdskraft.
3. Afskaf alt under kontoen “aktiv arbejdsmarkedspolitik” på finansloven. De over 10 mia. kr., der anvendes på denne konto er fuldstændigt spildt. Vi skal efter min mening være heldige, hvis blot 1.000 mennesker er kommet i arbejde som følge af dette astronomiske beløb. Desuden kan hele Beskæftigelsesministeriet formentlig nedlægges som følge af de sidste to punkter, hvis arbejdsmiljøet også bliver ureguleret og kommer til at fungere som forhandlingsobjekt mellem arbejdsmarkedets parter – på lige fod med lønnen.
Som følge af disse tre punkter vil man formentlig kunne foretage en fuldstændigt finansieret afskaffelse af topskat, mellemskat og bundskat (og formentlig mere til). Den opmærksomme læser spørger nu; “hvordan skal dette komme de arbejdssøgende til gode i form af flere jobs?”. Svaret er, at der i dag findes flere hundredetusindvis af jobs, som pga. den infame skattekile ikke udføres. Ved en sænkning af vore groteske marginalskatter vil det specielt kunne betale sig for højtlønnede at arbejde mere. De vil derved bidrage med større skatteindtægter til staten, men de vil også have mindre fritid, hvorfor de vil have både råd til og behov for at ansætte lavtlønnet arbejdskraft.
Ved en gennemførelse af de tre nævnte punkter vil der med ét opstå et marked for alle de jobs som ikke i dag kan eksistere pga. de høje skatter. Gartnere, butlere, børnepassere, privatlærere, rudevaskere på tankstationer, servicemedarbejdere, privatchauffører osv. vil blive efterspurgt, så højtlønnede personer, som tilvejebringer vigtige og højt specialiseret arbejdskraft kan koncentrere sig om at bidrage til samfundet. Men de positive effekter stopper ikke her. En masse sort arbejde vil kunne blive udført hvidt i stedet, og en masse uprofessionelle, hjemmelavede ombygninger af huse vil blive undgået for at blive udført af professionelle i stedet.