I starten af 1990erne havde den amerikanske rapgruppe Public Enemy et stort hit med sangen 911 is a joke. Sangen var en anklage mod de håbløse forhold, som mange sorte oplevede, når de forsøgte at tilkalde en politipatrulje eller en ambulance til en adresse i et af de forarmede ghettoområder i de amerikanske storbyer. Enten var der urimeligt lange ventetider eller også kom den tilkaldte tjeneste aldrig, hvorfor Public Enemy opfordrede de sorte brødre og søstre til bare at ringe efter en taxa i stedet for politiet eller redningstjenesten – “because a cab will come quicker”.
Nu er Danmark ikke at sammenligne med South Bronx i New York, Compton i Los Angeles eller Chicagos South Side i starten af 1990erne – i hvert fald ikke hvad angår etnisk sammensætning og gennemsnitsindkomst pr. indbygger. Men måske er vi det, når det kommer til kriminalitet og politiarbejde.
I de seneste 30-40 år er der sket en dramatisk stigning i antallet af anmeldte lovovertrædelser i Danmark. Ifølge Danmarks Statistik Statistisk Årbog 2002 lå antallet af forbrydelser stabilt fra 1935 til 1960 på omkring 100.000 forbrydelser om året, og dette var i en periode med en befolkningsstigning på omkring en fjerdedel (der var altså tale om, at Danmark blev mere og mere sikkert). Men med velfærdsstatens indførelse i begyndelsen af 1960’erne og frem til i dag, er antallet steget med over 400 procent til mere end 500.000 lovovertrædelser om året. I denne periode er befolkningstallet vel at mærke kun steget med omkring en sjettedel. Med hensyn til antallet af voldelige forbrydelser er situationen i dag endnu værre. Antallet af voldelige lovovertrædelser lå i 1960 på omkring 2.000. I dag er tallet omkring 15.000, svarende til en stigning på mere end 600 procent. Siden velfærdsstatens indførelse er Danmark altså blevet betragteligt mere usikkert.
Og kriminaliseringen af Danmark kan ikke blot læses i statistikken. Den kan opleves i gaderne. I nætterne fra torsdag til lørdag er de danske storbyer præget af en slags opløsning, hvor grupper af mennesker hærger de gamle bygninger og forurener gadebilledet. Der pisses i porte, skraldespande væltes og indholdet spredes på fortovet, vejrspærringer kastes rundt, reklameskilte smadres rutinemæssigt, cykler stjæles, og biler og elevatorer ødelægges.
Denne tilstand øger sandsynligheden for, at mere alvorlig kriminalitet bliver begået. Ifølge de to samfundsforskere James Q. Wilson og George Kellings broken window-teori vil en langsom nedbrydning af et område gennem hærværk og vandalisering med tiden føre til, at de mennesker som bor i området begynde at føle sig mere sårbare, og de vil trække sig tilbage fra det offentlige rum. De bliver mindre villige til at stoppe brud på den offentlige orden eller gøre noget for at stoppe de fysiske tegn på nedbrydningen. Dette mærker de potentielle forbrydere, hvorfor de bliver mere modige og øger deres vandalisering og chikanering af omgivelserne gennem grovere og grovere lovovertrædelser.
Dette har man erkendt i New York, Los Angeles og Chicago, men ikke i Danmark og resten af Europa, hvilket er en af årsagerne til, at Europa på de fleste områder er mere kriminelt end USA.
Det paradoksale er derfor, at mens danskerne siden 1960erne har betalt mere i skat, og staten hele tiden har vokset sig større, har vi fået mindre sikkerhed og stigende kriminalitet. Det er velfærdsstatens fremvækst, som har undermineret respekten for den private ejendomsret, ligesom pædagogiseringen af vores uddannelsessystem har bibragt den opfattelse hos mange, at forbrydelse ikke er et individuelt ansvar, men samfundets skyld. Og politiet kæmper mod hele denne samfundsudvikling med ineffektivitet, usynlighed og frustration over manglende tilstrækkelighed til følge.
Som Public Enemy synger: “You better wake up and smell the real flavor, cause 911 is a fake life saver, 911 is a joke in yo town”.
Se også Per Henrik Hansens artikel “Denmark: A Case Study in Social Democracy”
911 is a joke in yo town
