TVs seneste dækning af en danskers indkøb af en ny nyre i Pakistan illustrerer med al tydelighed den tåbelige indstilling, som næsten hele befolkningen tilsyneladende har til spørgsmålet. I TV2s morgen-TV kunne man således se vedkommende dansker sidde og ligne en undskyldning for sig selv, mens beskyldningerne om egoisme og udbytning af de fattige haglede ned over ham. TV satte trumf på ved at få andre nyrepatienter til at tage afstand fra, at han havde købt en nyre i Pakistan. Tydeligt var det imidlertid, at disse andre patienter enten ikke selv havde en livstruende nyremangel eller også ikke selv havde haft modet eller selvstændigheden til at tage sagen i egen hånd og skaffe sig en ny nyre. Ja, det er let at være skinhellig, når man ikke selv sidder i situationen, og det er også let at sige, at rønnebærene er sure.
Hvis man spørger en dansker om, hvorvidt det er OK at gennemføre en handel, hvis begge parter i handelen ønsker at gennemføre handelen og begge parter mener, at handelen er til gavn for dem selv, vil de færreste danskere sige nej. Dog vil mange ikke tro på, at begge parter rent faktisk også vil få gavn ud af handelen, idet det jo ikke kan passe, at begge parter vinder ved det. Det er sidstnævnte indstilling der gør, at det i nyre-eksemplet antages, at en af parterne taber ved salget, og at det tydeligvis er sælgeren af nyren. At sælgeren rent faktisk kan få sig et meget bedre liv, end han ville have haft uden salget, fatter danskerne ikke af to grunde:
For det første kan de ikke sætte sig ind i, at sølle 10.000 kr. kan betyde nogen væsentlig forskel for en persons liv. Men i Pakistan kan det rent faktisk betyde forskellen på liv og død, på egen bolig til familien eller fraværet af det og på muligheden for at starte sin egen forretning eller fortsat at være lønslave.
For det andet er der den helt grundlæggende fejl i danskernes tankegang, at de ikke kan forstå, at begge parter i en handel rent faktisk godt kan vinde ved den samtidig. Et trivielt eksempel: Forbrugeren har tilstrækkeligt meget brug for en liter mælk til, at den er mere værd for ham end de 6 kr., som han betaler for den. Samtidig er de 6 kr. mere værd for Netto, hvor han køber mælken, end mælken er værd for Netto. Derfor gennemføres handelen, og begge parter er glade.
Denne logik tilsidesættes imidlertid fuldstændigt, når det drejer sig om organer og blod. På disse områder må den frivillige handel, hvor begge parter vinder, ikke gennemføres. Derfor opstår der – underligt nok – en mangel på både organer og blod. Motivationen til bare at give blod og organer fra sig uden modydelse er her begrænset til ens ønske om at hjælpe andre. Betalingen består kun i en diffus følelse af, at man har hjulpet. Man kan ikke engang forvente at modtage nogen direkte taknemmelighed, idet man som regel ikke møder modtageren af ens organer eller blod. Derfor er incitamentet til at skabe en tilstrækkelig forsyning af organer og blod ganske enkelt ikke til stede. Hvis man havde tilladt betaling for disse ting, havde situationen været anderledes positiv.
Mange mennesker ville således kunne have modtaget deres nye organer i tide, hvis det ikke havde været p.g.a. organhyklernes “etiske” modstand mod organhandel. I stedet er disse mennesker døde i utide. Ja, det er sandelig en fin form for “moral” at de “etiske” kollektivister lægger for dagen. Det organ, som de mangler, er vist hjertet.
Læs mere om organhandel i artiklen: Nyrehandel: kapitalisme redder menneskelivg igen
Organhyklernes massepsykose
