Hvis man stadig betvivlede sandheden i Anders Foghs berygtede karakteristik af danskerne som en samling velfærdsnarkomaner med slavesind (“Fra Socialstat til Minimalstat”, 1993), må denne uge have budt på en åbenbaring. Jeg tænker selvfølgelig på reaktionerne på Regeringens forsøg på at indføre en mindre karensperiode for dagpenge til folk med månedslønninger i omegnen af 30.000 kr. og derover.
For garvede liberale var det hård kost at se den ene højtlønnede efter den anden stå flæbende frem på TV og i aviserne og begræde udsigten til i tilfælde af arbejdsløshed at skulle vente op til fem uger (hvis årsindkomsten er over den halve million), før de kunne stikke snablen i andre skatteborgeres lommer og begynde at suge på labben. Uværdigt!
Hvor er selvstændigheden? Hvor er håbet om – endsige viljen til – at stå på egne ben og ikke deponere sin skæbne hos staten? Væk, tilsyneladende! Tilbage er en hul skal af, hvad der måske engang var et frit menneske med ambitioner om at tage vare på sit eget liv i stedet for at suge blodet ud af andre arbejdsomme mennesker – og selv lade sig dræne.
A-kassesystemet er ikke en medlemsfinansieret forsikring: Indbetalingerne dækker under en tredjedel af udbetalingerne. Dagpenge er først og fremmest skattefinansieret. Eneste acceptable forsvar for en så massiv tvungen omfordeling burde være, at pengene går til de svageste. At sunde, raske mennesker med årsindkomster over 350.000 kr. frivilligt vælger, at placere sig i den kategori, er intet andet end ynkeligt.
Enkelte af de flæbende velfærdszombier forsøgte at undskylde sig med reference til privatøkonomien: “Vi har lige købt hus…”, eller: “Det er ikke let at være børnefamilie…” Hvor lavt kan man synke? Hvis ikke den højest lønnede femtedel af befolkningen skulle kunne tage vare på deres eget liv i sølle fem uger, hvem kan vi så forvente det af? Svaret er desværre, at ingen dansker tilsyneladende kan forventes at tage vare på sig selv og sin familie – ikke engang i et par uger. Og det er vel nok det mest deprimerende.
Ingen har foreslået, at vi danskere skal stå helt på egne ben uden støtte fra staten (det er kun et fjernt mål hos en lille skare af os). Regeringens forslag var blot et lille bitte skridt hen imod et samfund, hvor de allerrigeste i højere grad selv (for)sikrer sig mod livets små ubehagelige overraskelser, så statens kan koncentrere sig om resten.
Modydelsen må selvfølgelig være, at skatten sænkes tilsvarende, så selvstændighed i højere grad bliver økonomisk muligt. I det lys har det været bemærkelsesværdigt fraværende fra debatten, at præcis de samme højtlønnede mennesker, som frygtede Regeringens dagpengeforslag, også er dem, som får det fulde udbytte af de kommende skattelettelser: 2650 skattefri kroner allerede til næste år stigende til det dobbelte fra og med 2007. Penge, som passende kan lægges til side, hvis uheldet er ude, og man mister sit arbejde. Bare to-tre års opsparing af den kommende skattelettelse ville dække de mistede dagpenge i karensperioden.
Den forgangne uge kunne have været starten til noget større; et lille skridt i retning af at koncentrere statens omsorg mod de svageste og lade os andre stå på egne ben som frie individer. I stedet for at beklage indførelsen af karensdage skulle de højestlønnede have krævet større skattelettelser til gengæld. Men nej! De højestlønnede sagde fra overfor friheden, hvis prisen var øget ansvar for deres eget liv. Fem ugers selvstændighed var alligevel for stor en mundfuld. Som slaven der skræmt erfarer, at med den frihed, han tilbydes, følger ansvaret for selv at finde føde: Danskerne satte benet tilbage i velfærdslænken og låste til. Hvornår politikerne igen tør foreslå at løsne lænken, står hen i det uvisse.
Gensyn med slavesindet
