Når pengene hænger på træerne

Konklusionen har været klar: Der leveres ikke nok tilbage af de penge som diverse offentlige kasser og fonde smider efter de smarte projektmagere og deres prestige-projekter, som i virkeligheden er tomme luftkasteller.
Projektmagerne er nemlig desværre ikke særlig gode til at lave projekter. Det, som projektmagerne er bedst til, er at trække på et netværk af embedsmænd og med charme, selvtillid og lækkert hår overbevise disse embedsmænd om nødvendigheden af dette eller hint storstilede projekt. Med det ene modeord efter det andet forklarer de, hvor flot og prangende deres idé vil være, og hvilke unikke resultater man vil ende med.
Men resultaterne er ikke unikke, i hvert fald ikke ifølge forskerne fra Handelshøjskolen. Projektmagerne er naturligvis uenige. Resultatet er i alle tilfælde det samme, siges der: Man får flotte kontorer og prangende visioner uden indhold og intet andet for pengene.
Debatten om de offentlige puljer er kærkommen, specielt når der nu er dokumentation for at mange – rigtig mange – af skatteborgernes penge bliver brugt på at købe varm luft og tomme floskler. Det overraskende ved debatten er imidlertid, at det synes at komme bag på folk, at dette er resultatet af de mange offentlige puljer. Det overrasker tilsyneladende, at folk, som er gode til at skrive ansøgninger og har et veludviklet netværk, er i stand til at trække disse penge ud af de offentlige puljer. Men når pengene hænger på træerne og ikke bliver taget vare på, så bør det ikke være nogen overraskelse. Når penge kastes i grams til højre og venstre, og der ikke er klare kriterier for hvad, de skal bruges til, så bør det ikke komme bag på folk, at dygtige “projektmagere” plukker frugten gennem empire building.
Problemet er ganske enkelt at de personer, som administrerer disse penge, ingen interesse har i, at de bliver brugt på den mest fornuftige måde. Men de har masser af interesse i at skabe storstillede projekter med masser af positiv medieomtale.
Nobelpristageren i økonomi (1976), Milton Friedman har engang forklaret, at der grundlæggende kun er 4 måder at bruge penge på. Man kan bruge penge på sig selv eller på andre, og man kan bruge sine egne eller andres penge. Sat op i en boks, giver det fire mulige måder at bruge penge på:
Man kan vælge at bruge sine egne penge på sig selv. Her vil man have en stor interesse i at få mest muligt for pengene: Man overvejer både pris og kvalitet. F.eks. når man køber en skjorte til sig selv, eller når man vælger at give penge til en velgørende organisation, som deler ens egne mål. I sidste tilfælde vil man sikre sig, at pengene bliver brugt så de gør størst nytte. Man vil sikre sig, at de administrative omkostninger er lave, og at pengene bliver brugt på et område, som man selv værdsætter. Om det så er Røde Kors eller den lokale håndboldklub er ligegyldigt.
Så kan man bruge sine penge på nogle andre. Det vil typisk være, når man køber en gave til en anden. Her vil man nøje overveje prisen, mens fokus på kvaliteten kan frygtes at glide mere i baggrunden. Og om det er noget, som personen, man bruger pengene på, rent faktisk ønsker sig, er ikke sikkert. F.eks. kunne man forestille sig, at jeg lavede en donation til Greenpeace på vegne af min bror på hans fødselsdag. Egentlig er han glad for en sådan donation, for han har, hvad han vil have, men det kunne være, at han selv ville have valgt at bruge pengene på Kattens Værn.
Man kan også vælge at bruge andres penge på sig selv. Her er kvaliteten i højsædet, og mens det er prisen, som kan frygtes at spille en mindre rolle. Selvfølgelig skal man stå til ansvar for pengene – men alligevel… Det typiske eksempel vil være, når man med arbejdets kreditkort tager en kunde til frokost: Så køber man måske lige en ekstra vand og en rejecocktail til forret. Man har spenderbukserne på. I relation til emnet kunne et eksempel være at jeg tog de penge som Enhedslistens årsmøde havde indsamlet til et godt formål og gav dem til Skatteborgerforeningen eller Markedscentret. Her ville jeg tænke på, hvor jeg helst så pengene brugt – men ikke så meget på hvor giverne ville have brugt pengene.
Som den sidste mulighed kan man bruge andres penge på nogle andre. Som når min bedstemor beder mig købe en fødselsdagsgave fra hende til min bror. Her er det frygten, at både pris og kvalitet vil gå fløjten. Selv om jeg selvfølgelig er et godt barnebarn og en god bror, kan det være, at jeg nok ikke vil bekymre mig synderligt over prisen på gaven. Jeg vil nok heller ikke bruge så lang tid på at lede efter et godt tilbud. Og jeg vil være mindre bekymret over, om jeg nu også finder det, min bror helst vil have.
Det er netop i den sidstnævnte kategori, at vi finder de offentlige puljer. Skatteborgernes penge bliver delt ud af nogle embedsmænd, som ikke har nogen egeninteresse i hverken resultat eller pris eller nogen synderlig demokratisk legitimitet. Når man tænker over dette, kan det ikke komme bag på nogen, at pengene
forsvinder op i den blå luft og på ‘visionære’ luftkasteller.
Hvis man vil væk fra dette, skal vi gøre, hvad vi kan, for at bevæge os hen mod den første kasse, hvor folk bruger deres egne penge på sig selv. Hvor organisationer og
Projekter modtager støtte fra private frem for det offentlige. Det vil i langt højere grad sikre, at pengene bliver brugt fornuftigt, på reelle projekter med
kvalitet i, frem for gennem det nuværende system, som udelukkende synes at eksistere for at malke det offentlige for skatteborgernes penge.
Se også Punktér de opblæste projekter (kronik i Berlingske Tidende og Peter Sestofts stokastiske rapportgenerator, som er udviklet til at generere rapporter, som anbefaler oprettelsen af ’virtuelle centre’ og andre offentlige luftkasteller. Kostelig underholdning!