Tak Fordi Du Ryger

Et sted I Danmark, år 2035
Børnene er blevet lagt I seng, du har taget opvasken, og sætter dig ned for at slappe af med en smøg efter en lang dag. Pludselig banker det på døren.
Du går ud for at åbne og udenfor står Politiet. De anholder dig for børnemishandling, og tager dig med på stationen. Senere får du en dom, der resulterer I at du mister dit arbejde, og dine børn bliver tvangsfjernet.
Absurd?
Det virker umiddelbart som en absurd historie, og det er selvfølgelig også det rene opspind. Men det kan blive virkelighed, hvis det står til WHO.
Gro Harlem Brundtland udtalte for nylig at hun regner med at det bliver ulovligt at ryge inden for hjemmets 4 vægge, hvis man har børn, inden for de næste 30 år. I fremtiden vil det højst sandsynligt være at regne for børnemishandling, på lige fod med vold, I følge Fru Brundtland.
Nogle vil nok mene at ovenstående scenario er komplet urealistisk, men tænk på hvordan hetzen imod rygning er eksploderet I løbet af de sidste år. Love og regler der før var utænkelige, er lige pludselige blevet vedtaget, eller bliver diskuteret som reelle muligheder.
Vi har I dag allerede love om rygning på arbejdspladser, og det er flere gange blevet diskuteret om det er muligt at forbyde rygning på restaurationer, værtshuse og diskoteker. Igen vil jeg påpege, at selv om det virker absurd, så er det bestemt ikke urealistisk at et sådant forbud skulle blive vedtaget.
Flere steder I USA er der allerede forbud imod rygning på den slags steder, og I Norge træder et sådant forbud I kraft I foråret 2004. Man regner med at flere europæiske lande følger efter, blandt andet Sverige.
I Grækenland er man også meget optaget af rygning, og har bebudet stramning af reglerne omkring dette op til de Olympiske Lege I Athen. Hvordan man reelt har forestillet sig at man vil få dette, et af Europas mest rygende folk til at skodde cigaretterne, ved jeg ikke, men noget siger mig at det ikke bliver så nemt som myndighederne regner med.
WHO’s rædselsregime
I maj måned vedtog WHO en traktat, der skal være med til at begrænse rygning I medlemslandene.
I traktaten omtales rygning som en sygdom, ja man kalder det endda for ”tobaks epidemien”, og negligerer fuldstændig at det er forbrugernes eget, frie valg at ryge.
Af samme traktat fremgår det også at tobaksreklamer skal forbydes helt, at tobaksfirmaerne skal tvinges til at klistre endnu større advarsler på cigaretpakkerne, der skal suppleres med billeder af kræftpatienters lunger, samt at begreber som ”low tar”, ”light” og ”mild” skal forbydes, da de I følge WHO får folk til at tro at cigaretterne er mindre skadelige, og dermed ”forvirrer” forbrugerne.
WHO mener også at der skal gøres en særlig indsats overfor kvinders og helt unges tobaksforbrug, og mener at dette gøres bedst ved blandt andet at indføre flere afgifter, og dermed forhøje prisen på tobak.
Kvinders tobaksforbrug omtales I øvrigt nærmest som en slags kønsdiskrimination I traktaten. Og de underskrivende lande, hvor af Danmark er et af dem, forpligter sig til at tage sig særligt af kvinders ”ret” til et godt helbred.
WHO taler igennem hele traktaten om sundhed som en ”ret”, der skal håndhæves ved særlove, og selvfølgelig planlægges og gennemføres fra et særligt WHO-sekretariat, nedsat I anledning af den nye traktat. Folkesundheden er så vigtig, at alle andre rettigheder åbenbart må træde til side, og det er selvfølgelig blot en bivirkning at højere afgifter og skatter medfører flere penge I statskassen. Det er alt sammen for vores eget bedste.
Man fremstiller det som om forbrugerne er umælende får, der bliver narret til at ryge af de store, slemme tobaksproducenter. Men der er altså ingen der tvinger cigaretterne ned I halsen på rygerne. De køber dem gladeligt selv, for I modsætning til hvad WHO vil have folk til at tro, så er der ingen tabere ved en frivillig handel.
Når rygeren har købt en pakke cigaretter, så er både rygeren og tobaksfirmaet glade. Det er altså en positiv ting, ikke en negativ.
Privat Ejendomsret
WHO og andre har igen og igen forsøgt at gøre denne debat til en debat om folkesundhed. Men det er selvfølgelig rent vås, for det er slet ikke det, det drejer sig om. Sagens virkelige kerne er ejendomsret.
Jeg tvivler ikke på at det er skadeligt at ryge. Der er ikke noget dér. Spørgsmålet er nærmere, hvad det egentlig rager WHO, eller andre myndigheder for den sags skyld?
Hvis man f.eks. vælger at forbyde rygning på natklubber og restaurationer, så sker det angiveligt fordi man vil tage hensyn til de mennesker der arbejder på disse steder. Jeg ville ikke have noget problem med det hvis det var ejeren af natklubben der valgte at indføre en sådan regel. Det er jo ham der har lagt pengene for stedet, det er resultatet af hans arbejde, og således er det ham der har ret til at bestemme hvilke regler der gælder. Kort sagt: det er hans ejendom.
Men hvis et sådant forbud kommer fra myndighedernes side, så er det straks en anden sag. For det der sker, er at de forbryder sig imod klubejerens ejendomsret.
Ejendomsret er nemlig ikke defineret ved at man har et skøde på et sted, eller lignende, det er derimod noget der er defineret ved de facto kontrol over ejendommen. Når myndighederne begynder at sætte regler op for rygning, f.eks., så er det altså lig med at man delvist nationaliserer natklubben, da man overdrager den reelle kontrol til staten. Derfor er det vigtigt at man modsætter sig disse tiltag, da det er en kraftig indskrænkning af ejendomsretten , og dermed den personlige frihed. Den ene dag er det en restaurant myndighederne vil bestemme over, den anden dag er står de og banker på din dør for at blande sig I dit hjemmeliv.
”Men hvad med personalet der arbejder der?”, vil det typiske spørgsmål lyde, fra tilhængere af statsindblanding I den slags sager. ”De tvinges jo til at arbejde I røgen og udsættes dermed for forøget risiko for lungekræft”.
Dette er selvfølgelig rent vrøvl. For det første er der ikke nogen der er ”tvunget” til at arbejde I en bar eller natklub, det er et personligt valg at arbejde sådanne steder. Er man utilfreds med røgen, så kan man tage et andet arbejde. Så enkelt er det. Det er altså ikke en menneskeret at arbejde på et diskotek.
Et andet argument for rygeforbud på restaurationer er typisk at påstå at en restauration er et ”offentligt sted”. Men igen er dette rent vås. En restauration er overhovedet ikke offentligt, det er et stykke privat ejendom, som ejeren har valgt at åbne for offentligheden. At påstå at det er ”offentligt”, og dermed implicere at det på en eller anden måde ”tilhører os alle”, er fri fantasi. Hvis der virkelig er nogen der mener at disse steder tilhører os alle, så kan de jo hjælpe ejerne med at betale regningerne hver måned.
Børnene
Men lad os vende tilbage til det tænkte scenario fra starten af artiklen. Er det ikke rimeligt nok at man I det mindste beskytter de stakkels børn imod farerne ved cigaretrøg?
Jeg vil da håbe at de fleste forældre vælger at være betænkelige og hensynsfulde overfor ikkerygere, både børn og voksne. Men tanken om at nogen skal kunne blande sig I menneskers privatliv på den måde er skræmmende.
Hvor går grænsen for hvor meget myndighederne må gribe ind, og hvor og hvornår de kan blande sig?
Hvis en forælder f.eks. vælger at give sit barn fed mad, bør man så kunne arrestere dem for børnemishandling? Eller hvad med sukker? Det giver trods alt huller I tænderne.
Og hvorfor stoppe dér?
Der er mange andre ting som nogle mener er skadelige. F.eks. kunne man straffe forældre der ikke opdrager deres børn med de ”rigtige” værdier, eller religiøse forældre , der lærer deres afkom at Gud skabte jorden.
En hver bør kunne se at tanken om at ”beskytte” børn på denne måde, er en trussel imod friheden. I sidste ende er det op til forældrene at vælge hvordan og hvorledes de opdrager deres børn, hvad de får at spise og om der ryges I hjemmet.
Det er muligt at ikke alle opdrages på den måde, som Gro Harlem Brundtland og WHO forestiller sig, men det kan man vel kun være glad for. En verden med frie mennesker og stor diversitet, er bestemt at foretrække fremfor et ensrettet, socialdemokratisk mareridt, hvor der er bødestraf for ikke at give sit barn hjelm og visir på inden det går ude på legepladsen.
Så næste gang du sidder ved siden af en person der ryger, og røgen generer dig lidt, så husk at det du indånder er duften af frihed. Lad være med at bede ham eller hende puste den anden vej, men bøj dig I stedet hen imod vedkommende med et smil og sig ”Tak fordi du ryger”.