Naomi Kleins anden bog, Fences and Windows, er for nyligt udkommet på dansk med titlen Hegn og led. Klein blev verdenskendt på sin første bog, No Logo. Den udkom i 1999 kort tid efter urolighederne i forbindelse med et møde i WTO i Seattle, som af mange ses som startskuddet til den morderne antiglobaliseringsbevægelse. No Logo blev til bevægelsens bibel og Klein til en af dens fremmeste talsmænd.
Naomi Kleins bøger er simpelthen rystende dårlige. Deres eneste berettigelse og den eneste grund til overhovedet at bruge spaltemillimeter på dem er, at de giver indsigt i antiglobaliseringsbevægelsens tankegang. Klein er velformuleret, men det er form uden indhold. De fleste af hendes vilde påstande bakkes hverken op af dokumentation eller argumenter. Hendes indignation over fattigdommen i denne verden er berettiget, men hun gør intet forsøg på at analysere årsagerne til den, og hun giver os intet alternativ til den globale markedsøkonomi som løsning.
Naomi Klein påstår, at globalisering medfører øget ulighed i verden. Men et væld af undersøgelser viser det modsatte. For det første viser de, at den globale ulighed ikke er stigende men aftagende. For det andet viser de, at åbne økonomier klarer sig langt bedre end lukkede økonomier. For det tredje viser de, at en åben økonomi næsten altid især kommer de fattigste mennesker i et givet land til gode.
Den smule dokumentation, som Naomi Klein benytter sig af, fejlfortolker hun. For at illustrere de multinationale selskabers magt påstår hun, at 51 af verdens 100 største økonomier er virksomheder, ikke lande. Men denne konklusion er baseret på en misvisende sammenligning af virksomheders omsætning med landes BNP. Men BNP er et mål for værditilvæksten, ikke for den samlede omsætning i et land. Værditilvæksten er langt mindre end den samlede omsætning, og en sammenligning mellem BNP og de største globale virksomheders værditilvækst ville da også vise, at alle verdens 50 største økonomier er lande. Herefter bliver landene så små, at der ganske rigtigt er virksomheder, som er større. Men hvad er egentlig problemet? Ingen virksomheder er for eksempel større end Danmark.
Efter kommunismens sammenbrud var der ikke meget tilbage for venstrefløjen at tro på. Naomi Klein og antiglobaliseringsbevægelsen samler en utilfredshed op, som i årevis har savnet et mål. Men deres egentlige modstander er ikke globaliseringen. Kristian Jensen, Venstres finanspolitiske ordfører, udkom for en måneds tid siden med bogen Hurra for globaliseringen, hvor han blandt andet gør opmærksom på, at der er over 100 asiatiske spisesteder i København men kun 27 McDonalds-steder. Modstanden mod McDonalds er ikke en modstand mod globalisering af vores madkultur men en modstand mod kapitalismen. Og derfor er anti-globaliseringen da også altovervejende et venstrefløjsprojekt.
Naomi Klein ser stort set intet godt og stort set ingen positive tendenser i denne verden. Hendes grundlæggende anke er fattigdom. Men velstand er heller ikke for godt. For eksempel er hun stærkt utilfreds med den voksende velstand i Prag. Sagen er den, at med velstand følger forbrug, og det kan Klein ikke lide – og da slet ikke forbrug af mærkevarer. Hun forsøger at bilde os ind, at Coca-Cola betyder mere for os end religion, kunst, kultur og politik. Hun forsøger at bilde os ind, at Nike har mere magt end de folkevalgte politikere. Det brændende spørgsmål er, hvordan en person, der udtrykker så vanvittige synspunkter, kan opnå guru-agtig status. Enhver, der på den ene eller anden måde er afhængig af en velfungerende global markedsøkonomi eller arbejder med mærkevarer, er nødt til at overveje dét spørgsmål.
Naomi Klein
