Et dårligt ry
Lad os se det i øjnene: libertarianere og liberale har et dårligt ry, når det kommer til at passe på miljøet. Vi er gode til individuelle rettigheder, økonomiske rettigheder og ejendomsretten, men miljøbeskyttelse er noget som venstrefløjen nærmest har taget patent på.
Mange mennesker, der måske finder idéen om en friere verden sympatisk, bliver tit afskrækkede, når de kommer til at tænke på miljøpolitik. For dem at se, er det simpelthen for svært at forestille sig at man kan passe på miljøet som privatpersoner. Der skal en stærk statsmagt til, for at klare den svære opgave, alt andet er utænkeligt.
I denne artikel vil jeg forsøge at forklare hvad der er galt med den nuværende miljøbevægelse, hvorfor miljøbeskyttelse lige så godt kan varetages af private, og hvorfor det I mange tilfælde ikke kun vil være ligeså godt, men endda bedre end statens beskyttelse.
De menneskefjendske grønne
For at kunne forstå hvordan privat miljøbeskyttelse virker, så må vi først kigge på hvordan man egentlig beskytter miljøet bedst, og definere hvad forurening egentlig er.
Der er ingen tvivl om at miljøbeskyttelse I dag, er noget andet end det var før i tiden. Før i tiden talte man om en naturpark, eller et fuglereservat, og ville man beskytte en dyreart, eller noget flora, så fredede man et område, og satte hegn omkring. Og det var dét.
Man kunne også bede en fabrik om at sætte et filter på sin skorsten, eller rense sit spildevand inden de ledte det ud i bugten, og så videre. Både forurening og miljøbeskyttelse var noget der var til at se, lugte, føle og forstå.
I dag er det anderledes. I stedet for at koncentrere sig om den synlige forurening, naturparker og videre i den dur, er man i stedet begyndt at forholde sig til miljøet på en helt anden måde.
For det første er der ingen grænse for hvor lille en forurening man kan tale om. I takt med at teknologien er blevet bedre og bedre, og man kan spore mindre og mindre partikler, er miljøbeskyttelsen rykket ned I den mikroskopiske verden. Dødsensfarlige forureningspartikler kan spores, og hver anden dag spår en dommedagsprofet om hvordan miljøets, og I de menneskefjendske grønnes terminologi, dermed også menneskets, undergang er nær, hvis det fortsætter på denne måde, på trods af at vi mennesker aldrig har haft det bedre, levet længere og været rigere.
En anden ting, der er blevet meget populært, er computermodellen.
Computermodellen skal vise os hvordan verden kommer til at se du, hvis man fortsætter med at udlede den ene mikroskopiske partikel, eller den anden mikroskopiske partikel. Ved at lave en model, der fortsætter over en årrække, kan dommedagsprofeterne så påvise at der vil ske noget forfærdeligt. De kan ikke selv huske at deres modeller ikke har vist hvad der er sket indtil nu.
Utallige gange er der blevet spået om katastrofal overbefolkning, at diverse dyrearter ville uddø, planter ville forsvinde og hvad ved jeg. Men gang på gang, har det vist sig at være forkert. Alligevel fastholder dommedagsprofeterne at denne gang vil det være sandt, denne gang går det hele ad helvede til.
Og folk bliver bange. Hvad nu hvis det er sandt denne gang? Og de presser deres politikere: red regnskoven, red bæveren, red løvfrøen, red bøgetræet, red det nu! Og politikerne skynder sig at iværksætte en plan, for de vil jo gerne vælges igen, så de bruger nogle penge på stoppe udledningen af dit eller dat, selv om ingen ved om det skader nogen eller noget.
Og så tror folk de kan ånde lettet op.
Men nej! Dommedagsprofeterne har allerede fundet nye farlige partikler med deres moderne teknologi, og en ny panik opstår. Og dette cirkus kan starte forfra endnu engang.
For det stopper nemlig aldrig. For det er nu engang sådan, at mennesket forurener, fordi mennesket producerer. Vi har altid forurenet, og det vil blive ved med til evig tid. Det er simpelthen en bivirkning ved at være menneske.
Og det er dét, som de menneskefjendske grønne ikke kan lide. Det er såmænd ikke forureningen der er det store problem for dem. Det er mennesket I sig selv, der udgør problemet.
De menneskefjendske grønne foretrækker nemlig et egern frem for et menneske, eller måske et stort flot fyrretræ, eller en sommerfugl. For ifølge dem, så har naturen lige så meget ret til at være her som mennesket. Naturen er et væsen I sig selv, ifølge disse misantroper, og hun (ja, det er en hun, man skal jo nødig beskyldes for at være en pikfascist ) skal respekteres, og ikke udbyttes og udnyttes på det groveste.
Naturen er bare et offer, som disse mennesker kan beskytte imod dem der vil spise hendes kød, og voldtage hendes dale. Det er noget alle kan forstå, lige som at hr. og fru Jensen ikke løfter et øjenbryn når 2000 mennesker bombes i smadder i Irak, men hidser sig op og skriver breve til ministeren når de ser en hest have det dårligt på TV.
De menneskefjendske grønne, sporer minutiøst hver eneste lille partikel, der kan skade deres elskede Gaia, og bliver ved indtil hver eneste fnug er væk. Og de helmer først når det sidste menneske har udåndet sine sidste, forurenende kultveilte. For mennesket vil forurene, så længe det lever.
De ægte grønne
Den libertarianske indgang til miljøet er en helt anden. Den liberale tankegang sætter mennesket højest, og accepterer at et vist niveau af forurening er nødvendigt og acceptabelt, hvis vi altså skal kunne blive ved med at leve, producere og I det hele taget bare trække vejret.
I modsætning til Gaia-tilbederne, er de liberales mål at tilpasse verden mennesket. Hvor de førstnævnte er gennemsyret af tanken om at proppe mennesket ned I en kasse, der skal passe til deres urealistiske og forskruede idealer, så er sidstnævnte mere interesserede I at lade mennesket udfolde sig frit, på bedst mulige måde.
De menneskefjendske grønne, forsøger at trække os tilbage I tiden, til et ideal der aldrig har eksisteret. En løgnagtig idé om at mennesket engang levede I en slags hellig pagt med naturen, symboliseret ved naturfolk som indianere, og lignende.
Problemet er bare at disse naturfolk, godt nok har respekt for naturen, men ikke kan leve op til de falske idealer.
Et godt eksempel er Makah-folket I Canada. I slutningen af halvfemserne fik de lov af regeringen til at genoptage hvalfangsten. Hvalfangst er en gammel tradition hos Makah-indianerne, men havde været forbudt siden engang I tyverne.
Makah-folket så hvalfangsten som vigtig, da den havde været livsnerven I deres stolte kultur, og her var chancen for at genfinde deres rødder, og huske hvor det var de kom fra, på trods af at der ikke var mange der kunne huske hvordan man egentlig foretog sådan en hvalfangst, I hvert fald ikke nogen der var stærke nok til at deltage I den.
Men den kom ikke til at foregå fredeligt. Paul Watson, en af grundlæggerne af Greenpeace, kom i sit skib, “Sea Shepherd”med lasten fuld af miljøvenlige hooligans, for at redde hvalerne fra døden.
Pludselig var Makah-folket faldet i unåde, for de kunne ikke længere leve op til de menneskefjendske grønnes høje idealer om den ædle vilde, der lever I en slags fredspagt med naturen.
Folkene fra Sea Shepherd angreb indianerne på alle tænkelige måder, opførte sig hånligt overfor dem, kom med racistiske tilråb, kaldte dem for bøsser og impotente, for at ramme dem I deres traditionelt, meget maskuline kultur. Med motorbåde og via medierne forsøgte de at skade dem fysisk, og miskreditere dem.
Til sidst tabte Watson og hans folk dog kampen, da det lykkedes indianerne at nedlægge en stor hval, som de stolt kunne fremvise hjemme hos resten af stammen.
Miljøbevægelsen havde hér afsløret sit sande ansigt. Dens falske sympati for naturfolk kom for dagens lys, og det viste sig at de kun fungerede som et værktøj for organisationer som Greenpeace og det der ligner.
Økologi vs. realiteter
Forskellene mellem de to måder at tænke på, viser sig tydeligst I de metoder man bruger for at bevare miljøet.
De menneskefjendske grønne, er f.eks. optaget af økologi. Og I teorien kan man da godt sige at det er en smuk tanke. Problemet med økologi er bare at det ikke er godt for naturen. For det kan godt være at man sparer på ukrudtsmidlerne, men til gengæld er man jo nødt til at opdyrke meget mere jord, for at få det samme udbytte.
Når man opdyrker mere jord, kræver det mere vand, flere ture med traktoren, og det tager en større del af den ledige jord, som man jo ellers kunne have brugt til f.eks. at plante et par træer og have et lille stykke natur. For en mark, er altså ikke natur. Heller ikke hvis den er økologisk.
Desuden kan det jo undre en at man ser folk købe økologiske frugter der er kørt eller fløjet ind fra fremmede lande. De samme frugter som man kan købe fra et mere lokalt sted, men som kun kan hentes i f.eks. Israel hvis det skal være økologisk. Ud fra Gaia-tilbedernes egen logik, giver det ingen mening.
Den liberale foretrækker frugter dyrket på den mest økonomiske vis. Ved traditionelt landbrug, på en sådan måde at man får det størst mulige udbytte, ved at udnytte ressourcerne mest effektivt. Det giver de bedste, og også de billigste frugter og grøntsager.
De samme problemer er der med bestrålede grøntsager, der jo holder længere og derfor er grønnere, eller GMO der giver et højere udbytte af marken. Begge dele er det mest økologisk rigtige, og begge dele er foragtet af de menneskefjendske grønne.
Det samme gælder kødproduktionen.
Hér I landet er det ikke tilladt at sælge kød fra køer der har fået hormoner. Men en ko der har fået hormoner, vokser meget hurtigere, og udnytter den føde den får meget bedre. Altså bruger den meget færre ressourcer, og derfor er den mere grøn. Langt mere grøn endda, end en økologisk ko, der bruger meget plads, vokser meget langsomt, og spiser økologisk foder oven I købet.
Vi kan også kigge på hvordan de menneskefjendske grønne forholder sig til sådan noget som energi.
Hér foretrækker de sådan noget som vindmøller, bølgekraft, solkraft, afbrænding af de mest underlige og ineffektive energikilder, og så videre i den dur.
Men vindmøller larmer, og de fylder utroligt meget, hvis man skal have nok af dem til at kunne generere energi, og desuden så er selve produktionen af dem ikke ligefrem økologisk.
De er med andre ord, ikke særligt effektive, og de forurener med lyd, de forurener ved at tage meget plads op, og de forurener når man skal fremstille dem.
Det samme kan man sige om solfangere, bølgekraft (det blev aldrig rigtigt populært) eller mislykkede forsøg på at afbrænde hønselort og hvad ved jeg. Disse metoder er ikke effektive, og derfor ikke grønne.
For den liberale er metoderne anderledes. Hér går man efter maksimalt udbytte med mindst muligt spild.
Den grønneste energiform, er uden tvivl atomkraft. Man tager en ganske lille del af naturen, og får en utrolig stor energi ud af den, uden nogen forurening. Bedre kan det ikke gøres.
Andre energiformer, er de fossile, som olie og kul. De hentes dybt inde Iijorden, hvor de alligevel bare ligger. Havde man ikke haft sådan noget som kul, havde der næppe været en skov tilbage i verden i dag, da man havde været tvunget til at brænde træ af. Se bare hvordan dette påvirkede England, der har mistet en stor del af sine skove på denne måde.
Og sådan kunne man blive ved. Det er tydeligt, at menneskets interesser, det vil sige kapitalismens interesser er sammenfaldende med grønne interesser.
Entreprenører vil spare mest muligt på deres produktion. De vil udnytte det de har mest muligt. Og ved at gøre dette, er de grønnere end noget træ-krammende medlem af Greenpeace eller NOAH nogensinde kommer til at blive.
Den første del af nøglen til at skåne miljøet ligger i denne erkendelse. Man må bevæge sig væk fra de menneskefjendske grønnes livssyn, og omfavne frihedens filosofi I stedet, hvis man vil gøre sig håb om den mest effektive, og dermed mest økologisk forsvarlige, udnyttelse af ressourcerne.
Privat miljøbeskyttelse
Der er ingen tvivl om at forurening er et problem. Der er ingen grund til at lukke øjnene for dette faktum. De menneskefjendske grønne kræver flere og flere indgreb fra myndighedernes side, men faktum er at det ikke virker.
Det er simpelthen ikke vejen frem.
Den amerikanske stat, er pudsigt nok, verdens største forurener. Det er ikke det amerikanske erhvervsliv der gør det, næ, det er såmænd staten selv, der sviner til.
Det er vel ikke så mærkeligt, når man ved at stater er utroligt ineffektive I det hele taget, så er der vel ingen grund til at de skulle være specielt effektive når det kommer til at passe på sine omgivelser.
Den anden del af vejen til et renere miljø er derfor privat ejendom.
I dag foregår en stor del af forureningen på offentlig ejet grund, der er lejet ud til virksomheder, eller som virksomhederne støder op til. Der kan være regler eller dispensationer der tillader virksomheder at forurene i begrænset omfang, fordi myndighederne vurderer at det er noget der kan ”betale” sig, set fra deres synspunkt.
Men hvis forureningen generer mig, så er det vel rimeligt nok at det er mig, der sætter grænsen for hvor meget min nabo må forurene?
Hvis jeg f.eks. har et dambrug, og der ligger en kemisk virksomhed længere oppe ad floden, og den udleder kemikalier der får mine fisk til at mutere, så er det vel ikke rimeligt at det er staten der sætter grænsen for hvor stor forureningen må være? Det må nødvendigvis være en sag imellem mig og den kemiske virksomhed.
I et frit samfund ville der ikke være det store problem i dette. Jeg ville lægge sag an imod den kemiske virksomhed, og de ville være nødt til at enten købe retten til at forurene hos mig (hvis jeg ville acceptere sådan en handel), eller også, så måtte de rense deres spildevand effektivt før de ledte de ud, og i øvrigt betale kompensation for den fortabte fortjeneste på mine muterede fisk.
Havde jeg ikke selv pengene til at lægge sag an, så kunne jeg evt. Sælge min sag til et advokat firma, der så ville føre sagen imod at få en del af fortjenesten.
Et andet eksempel på hvordan veldefineret privat ejendomsret ville være bedre for miljøet er havet.
Havet er noget af det mest forurenede i dag. Grunden hertil, er selvfølgelig at ingen ejer det. Der er simpelthen ikke nogen der kommer og efterforsker forurening, for at sagsøge synderne, som der ville være hvis det var privat ejendom.
Man kunne snildt forestille sig, at miljøorganisationer, der ville redde koralrev, I sådan et samfund simpelthen ville samle penge nok ind til at købe koralrevet, og bevare det på den måde. De ville så kunne ansætte vagter, og teknikere til at overvåge revet, og kontrollere om nogen sejlede derind, eller om der sivede forurening ind. Og kunne teknikerne spore forureningen, så ville miljøorganisationen kunne lægge sag an imod forureneren for at krænke deres ejendom.
Ligeledes er problemet med overfiskeri også et problem der kan klares med defineret ejendomsret. For hvis jeg f.eks. ejede et stykke hav og enten selv drev fiskeri på dette stykke hav, eller lejede fiskerirettighederne ud, så ville jeg pludselig have en interesse I at sørge for at der vedblev at være fisk I området.
Dette kan vel bedst sammenlignes med den situation vi kender fra vildtbestanden, hvor jagten netop er med til at sørge for at bestanden af dyr er nogenlunde konstant. Som det er nu , sejler fiskeren fra sted til sted for at fiske, men ejede han et stykke hav, ville det være anderledes, da han så både måtte sørge for at bestanden var konstant, og derudover måtte han også holde øje med om der sivede forurening ind I hans vande udefra.
Denne form for miljøbeskyttelse, ville klart være den mest overlegne, da det er langt mere effektivt at private overvåger deres egen ejendom, end nogle myndigheder, der jo ikke kan være over det hele på en gang.
Det bryder også med den tanke som de menneskefjendske grønne har prøvet at lancere I årevis: Nemlig, at naturen har rettigheder I sig selv.
Hvis naturen har rettigheder, så vil jeg gerne se den forsvare disse rettigheder. Fakta er at naturen har de rettigheder vi giver den. Hvis du vil redde et gammelt træ, så nytter det ikke noget at plapre om træets rettigheder. Men til gengæld så nytter det at købe den grund som træet står på, og redde træet på den måde.
Derfor må al jord, alle floder og alle have være privat ejendom. Det er tydeligt at statsejendom ikke bliver værdsat på samme måde som den private, samt den ikke kan overvåges lige så effektivt.
Desuden vil det jo oftest være I virksomhedens egen interesse at sørge for at forurene så lidt som muligt. Sviner en kemisk virksomhed sin jord til, så har den jo en langt ringere chance for at sælge grunden videre til en ordentlig pris. I et samfund uden erhvervsstøtte, og regulering, er det meget mere presserende at man får mest muligt ud af det man har, og derfor er der næppe mange der vil mene at det kan betale sig at forurene sin grund og dermed forringe værdien.
I det hele taget, bør det være tydeligt for en hver, at fri kapitalisme og den deraf følgende rigdom, innovation sammen med veldefineret, privat ejendomsret er de grundelementer der skal til for at sikre et rent og sundt miljø. Man kan derfor kun håbe at der vil komme en holdningsændring, så man I stedet for at ligge under for Gaia-fanatikerne, vil indse at mennesket interesse for at forbedre sine egne vilkår igennem industri og produktion ikke er uforenelige med miljøbeskyttelse, men at de er tæt forbundet.
Videre læsning:
Peter Huber – “Hard Green – A Conservative Manifesto” – Basic Books
Murray Rothbard – “For A New Liberty” – Fox & Wilkes