Barnets plads i den liberale verdensopfattelse
Når man diskuterer de liberale idéer med folk, kommer snakken tit ind på børn. Det er tydeligt for en hver, at alt det dér med selvejerskab og ejendomsret er fint nok for voksne. Men hvad gør man med et barn?
Barnet er jo ikke i stand til at tage vare på sig selv og kan ikke beskytte, ja, endda ikke engang forstå sine rettigheder ( I hvert fald ikke hvis det er et spædbarn ).
Den bedste nøgle til forståelse af den liberale opfattelse af barnet, er at se det som et menneske, der er født med rettigheder, ligesom et hvert andet voksent menneske, men endnu ikke har ”fyldt sine rettigheder helt ud” for at låne en formulering fra John Locke. Dette skal forstås sådan, at barnet opfattes som et selvstændigt individ, og ikke som sine forældres ejendom. Men at det stadigvæk har brug for den omsorg og vejledning som en voksen kan give det.
Der kan ikke herske nogen tvivl om, at det er en hver forældres ansvar at opdrage deres børn bedst muligt, og således forberede dem på det voksne liv. Vi bør give dem kærlighed, mad på bordet, tag over hovedet, tøj på kroppen og bedst muligt lære dem alt hvad vi mener kan være dem til nytte. Dette er vor moralske pligt som forældre.
Forældrene bør fungere som en slags ledsagere for deres børn, og vise dem respekt som individer. Det er ikke i orden at bruge vold eller at bruge sine børn som slaver, og skulle man se den slags i et liberalt samfund, så ville det bestemt være I orden for andre voksne at gribe ind overfor det. Ligesom man ville gribe ind, hvis man så en voksen blive overfaldet på gaden af en bølle.
At man skal respektere sine børn, er ikke det samme som at man skal finde sig i alt fra sine børn, eller at man bare skal lade dem løbe frit rundt og hærge over alt. Alt for ofte ser man forældre der ikke sætter en eneste grænse for deres poder, med det resultat at børnene bliver forvirrede, og ender ude af stand til at leve et tilfredsstillende liv.
Man gør ikke sit barn en tjeneste ved at lære det at der ikke er konsekvenser af noget som helst. Derimod må man lære det at alt har betydning, og intet er gratis i livet. Et forvirret barn, der er opdraget uden grænser vil få svært ved at respektere andre mennesker, og være dårligt stillet senere.
Derfor er det vigtigt at vi opdrager vore børn med den rette blanding af respekt, autoritet og frihed. Hvis vi skal modarbejde den mængde statspropaganda vore børn modtager igennem medier og skole, er det vigtigt at vi sætter ejendomsretten i højsædet. Vi vil jo trods alt gerne have at vores børn bliver andet og mere end skattekvæg for slavestaten.
Børneopdragelse efter liberale principper
Mange har skrevet om emnet børneopdragelse ud fra et liberalt synspunkt, men ingen bedre end den sydafrikanske libertarianer, Frances Kendall, der har skrevet en aldeles fremragende bog, der hedder ”Super Parents, Super Children”. Den handler i al sin enkelhed om at opdrage sit barn til at tænke og handle selvstændigt, og samtidig lære at have respekt for andre folks rettigheder.
Kendall bruger ejendomsretten som grundprincip i sin opdragelsesfilosofi. Man starter simpelthen med at give alt i hjemmet en klart defineret ejendomsret. F.eks. er et barns legetøj som regel barnets ejendom. Men man skal gøre sig klart at hvis det er barnets ejendom, så bør barnet kunne gøre med det hvad det vil. Vil barnet smadre sit nye, dyre legetøj, ja så har barnet ret til det. Det nytter altså ikke at fortryde, hvis man først har givet barnet fuld ejendomsret over en genstand.
Man tager jo heller ikke en gave som man har givet en voksen tilbage, bare fordi personen ikke bruger gaven på den måde man havde tænkt sig at vedkommende skulle bruge den.
Til gengæld skal man selvfølgelig ikke bare give barnet et nyt stykke legetøj, fordi det har smadret det gamle. På den måde lærer det hurtigt at lade være med at smadre sine legesager, det kan jeg garantere for.
Ejendomsretten må defineres klart over ALLE ting. Hvem ejer maden? Hvem ejer barnets tøj? Hvem ejer barnets værelse? Og hvis barnet selv ejer værelset, ejer det så også væg og gulv på værelset? (Dette sidstnævnte er vigtigt, for børn har en tendens til at tegne på væggene. I vort hjem har vores 4-årige dreng således en lejers rettigheder i sit værelse. Det vil sige at han har ret til at bestemme hvem der er inde på hans værelse, men han har ikke ret til at vandalisere vægge og gulv, for ellers skal vi jo betale for reparationerne, hvis vi flytter. )
Alting skal deles op, således at det står helt klart hvem der ejer hvad, således at barnet ved hvem der er der bestemmer over de enkelte ting. Har man først indført dette, vil man pludselig opdage at det fører til en konsekvent opdragelse.
Voksne har nemlig en tendens til at mene det ene den ene dag, og noget andet den anden dag. Jeg tror de fleste forældre kender det med at de siger nej til et eller andet, og bagefter sidder og undrer sig over hvorfor de egentlig sagde nej, når der ikke var nogen grund til det.
Sådan er det ikke med defineret ejendomsret. I min erfaring skaber det harmoni i familien, da barnet lige pludselig ved hvad det kan forvente fra forældrene, i stedet for at få modstridende svar.
Det er også godt I forhold til at begrænse antallet af konflikter. Et typisk eksempel her på, er familiens TV, hvor barnet vil se børneudsendelser og en voksen vil se nyhederne. Hér er der ingen tvivl længere, det er den voksnes TV, og den voksne har ret til at bestemme om barnet må bruge det eller ej. Ligesom at barnet kan bestemme hvem der må bruge dets legetøj, eller hvem der må være på barnets værelse, eller hvilket tøj barnet vil have på (hvis man altså vælger at barnets tøj er dets ejendom). Begynder barnet at skabe sig og lave en scene, så er det klart at man må stå fast, og måske endda lade være med at give det lov til at bruge Tv’et et par dage. Indtil det har forstået at man må respektere andres beslutning over deres ejendom.
I sidste ende vil barnet være meget glad for dette, da det jo også giver barnet mere frihed til at bestemme over sig selv, og de ting som barnet ejer. Barnet lærer også på denne måde at det ikke har krav på noget, men at det er heldigt når nogen gider at hjælpe dem.
Ville du sige det til en voksen?
Et andet princip som Kendall bruger I sin opdragelse, er at man bør behandle barnet ordentlig, dvs. Tale pænt til det. Alt for ofte ser man forældre der råber ad deres børn, eller taler til dem på en hård og uhøflig måde.
Derfor anbefaler Kendall at man altid tænker sig godt om, og før man siger noget, så spørger sig selv: ”ville du sige det til en voksen?” – Dette er en virkelig god tommelfingerregel at have. For vi vil jo gerne have at vore børn taler pænt og respekterer andre, og så er det altså den mest effektive metode.
Meget hurtigt vil barnet begynde at sige ”tak”, ”må jeg gerne bede om” og så videre. Forældre der brokker sig over at deres børn er uhøflige, har som regel dette problem af den simple grund at de selv er uhøflige overfor deres børn.
Både børn og voksne har rettigheder
I kernen af den liberale børneopdragelse, ligger altså idéen om at både barnet og den voksne har rettigheder. Og til at sørge for at disse rettigheder bliver håndhævet retfærdigt, har vi ejendomsretten der beskytter barnet fra at få smæk af den voksne, giver barnet mulighed for at puste ud og få fred fra omverdenen ved at kunne formene andre adgang til sit værelse, sørger for at barnet ikke behøver at dele sit legetøj med mors venindes irriterende søn, og så videre.
Det er også ejendomsretten der sørger for at far og mor kan sige at barnet ikke må spise mere slik, eller at barnet skal gå ind på sit værelse hvis det skriger hysterisk, eller at barnet ikke må pille ved det fine porcelæn eller hvad ved jeg der nu kan være af regler.
Det fine ved at gøre det på denne måde, er at barnet ikke bliver forvirret over forældrenes beslutninger længere. Det lærer hurtigt at forstå hvilke rettigheder hvert individ har i husholdningen.
En anden virkelig god ting er at barnet finder stor glæde ved at kunne bestemme over sig selv, og føle at det har noget at skulle have sagt i forhold til sit eget liv. Og det er jo netop dette, der er så vigtigt at lære: at man selv er herre over sit eget liv.
Mine personlige erfaringer
Som sagt, så har vi en dreng på 4 år I vores hjem. Jeg er meget heldig, da min kone er meget positivt stemt overfor de liberale idéer, og det derfor ikke har været noget problem at indføre disse metoder derhjemme.
Det skal siges at mange af de metoder som Frances Kendall anbefaler i sin bog, vil være præcis de samme metoder som mange forældre bruger i dag. Den eneste forskel er at det blot er mere gennemført, og dermed mere forståeligt for barnet. Så for de fleste vil det ikke være noget problem at begynde at opdrage sit barn på denne måde, selv om barnet måske er oppe i årene.
Jeg er stedfader til drengen, så han er ikke blevet opdraget efter disse principper altid. Det har dog været forholdsvis nemt at gå over til disse metoder, ved simpelthen at forklare ham om hvad det går ud på, og hvilke fordele det indebærer for ham, og så ellers bare praktisere det.
I vores hjem, har det bragt meget mere harmoni, da der ikke er de store konflikter som regel. Der er simpelthen ikke noget at skændes om. For eksempel er maden hjemme hos os, de voksnes ejendom. Det vil sige at drengen skal spørge før han tager noget. Hvis jeg så siger at han må vente fordi vi skal spise om 20 minutter, så ved han at det må han acceptere fordi han er fuldt ud bevidst om hvem der ejer maden. Skulle han have en dårlig dag, og begynde at brokke sig lidt. Så plejer jeg at anbefale at han bruger sine egne penge, på sin egen mad, som han så kan spise når han vil.
Han tjener nemlig sine egne penge, ved at udføre småjobs for os voksne. Ligesom at jeg ikke forventer at en voksen vil gøre noget gratis for mig, så forventer jeg heller ikke at et barn vil gøre noget for mig uden at få noget for det. Så hvis han laver en opgave for mig, så får han betaling for det. Og de penge som han tjener, blander vi voksne os slet ikke i hvordan han bruger.
Dette har mange fordele. Han lærer værdien af at arbejde, han lærer at forhandle prisen for sit arbejde, han lærer at intet er gratis, og han lærer at det at have penge giver en uafhængighed, som mange andre 4-årige ikke kender til. Det lyder måske ikke af meget, men det er utroligt stort for ham at kunne gå ned og købe det nye Anders And blad, eller et nyt stykke legetøj som HAN vil, uden at behøve at spørge en voksen om lov, eller om penge til det. Det lærer ham simpelthen at handle på egne vegne.
Det kan være svært for andre forældre at forstå at man opdrager sit barn på denne måde. Det kan faktisk godt være helt sært for en legekammerats mor, at opdage at man ikke vil tvinge børnene til at dele, hvis de kommer op at slås om et stykke legetøj, men derimod bare accepterer drengens beslutning omkring sin ejendom. Vi er så vant til millimeter-demokrati, og tvungen lighed at mange voksne glemmer at det altså er barnets ting, og ikke deres egne sager de har at gøre med.
I stedet prøver vi at lade børnene finde ud af det selv. Og skulle drengen være helt urimelig, og nægte at lade gæsten lege med noget som helst. Så kommer det som regel helt af sig selv, når han finder ud af at han så er nødt til at lege helt alene. For der er ikke mange børn der gider at have en legekammerat der ikke deler sit legetøj.
I det hele taget, har det haft en utrolig positiv virkning at indføre disse liberale principper, som husregler I vores hjem, og jeg kan bestemt anbefale alle at gøre det. Jeg er sikker på at det er den mest effektive måde at eliminere konflikter på, uden at enten børn eller voksne skal lade sig kanøfle. Ja, der findes simpelthen ikke den konflikt der ikke kan løses ved hjælp af disse simple regler. Og så er det oven I købet en måde at starte med at leve libertariansk allerede I dag, I stedet for at gå og vente på at staten falder sammen.
For mig har det bevist at de liberale principper virker i praksis, og at en friere verden ikke er en utopi bare fordi den ikke er en realitet lige nu, men at det rent faktisk er muligt at leve med gensidig respekt ud fra disse idéer. Og det er bestemt noget af det vigtigste vi kan lære vores børn.
Videre læsning:
Frances Kendall “Super Parents, Super Children” Delta Books 1983.
Murray Rothbard ”Kid Lib” – Fra bogen “Egalitarianism As A Revolt Against Nature” Mises Institute.
Sæt børnene fri!
